Læseåret der gik

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke er den store læser mere. Jeg elsker at læse, men jeg gør det alt for sjældent – også selvom 2017 blev året, hvor jeg fik en lænestolt og havde store planer om, at dét var stedet, der skulle få min læselyst tilbage.

Med dét in mente, synes jeg faktisk, det er ret flot præsteret, at jeg har fået læst 8 bøger i 2017. Det lyder ikke af mange – og det er det nok heller ikke. Til gengæld har de alle stort set været rigtig gode – og hvis I spørger mig, så synes jeg altså, at dét kan kategoriseres som en succes. Så her får I en lille re-cap af læseåret, der gik!

Jeg startede året ud med Us af David Nicholls. Det var en sød, fin og sjov bog. Nicholls skriver på sådan en god, lidt quirky måde, som jeg ret godt kan lide og som er god til at kickstarte ens læselyst.

Bagefter læste jeg Pigerne af Emma Cline. Den stod så fint dér på hylden på biblioteket, da jeg en dag havde forvildet mig derhen. Og så tog jeg den med hjem og læste den. Det var en anderledes og barsk læseoplevelse, men jeg kunne rigtig godt lide den.

Og så gik der lidt tid, inden jeg hev fat i og blev færdig med Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Jeg har længe gerne ville læse noget af Hustvedt, og selvom det tog mig et par måneder at færdiggøre denne, er jeg slet ikke i tvivl om, at det har været én af mine yndlingsbøger i 2017. Den er skrevet så smukt og genialt, og jeg var vild med kombinationen af det intellektuelle og det emotionelle!

Dernæst stod det på en god, gammel kending i form af en genlæsning af Vampire Academy af Richelle Mead. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fik tanken; men det var en god beslutning og et rart gensyn med et univers, der bare holder! Mit mål var at genlæse hele serien over sommeren, men det skete ikke rigtig… Måske en anden god gang?

Leave Me af Gayle Forman læste jeg en sommerferienat, hvor jeg ikke kunne sove og kom i tanke om, at jeg ejede en Kindle (hvilket jeg stadig gør – jeg er bare blevet så dårlig til at bruge den. Andre med samme problem?). Jeg elsker Formans bøger, og Leave Me er ingen undtagelse – det var sådan en god historie, som jeg ikke kunne slippe før jeg havde vendt sidste side og lige hvad jeg havde brug for at læse!

I sommers var jeg på ferie på Kreta og havde taget Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozi Adiche med som sommerferielæsning. Half of a Yellow Sun handler om borgerkrigen i Nigeria, så det er ikke som sådan let læsning ved poolen – men hold nu OP, hvor var den god, og hvor kom jeg bare til at holde af alt og alle i bogen. Adiche skriver virkelig fængende!

The Marriage Plot af Jeffrey Eugenides var den bog, jeg gik igang med efter Half of a Yellow Sun. En svær efterfølger til en enorm god bog, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes den var fin – men ikke mere end dét. Jeg læste hans Middlesex sidste år, som nok var 2016 bedste læseoplevlese; The Marriage Plot føltes lidt flad i forhold til, hvad jeg havde forventet.

Årets sidste bog blev Turtles all the Way Down af John Green. Jeg har ventet i 4 år på den her bog, og den skuffede absolut ikke! John Green skriver fantastisk, historien er så fin og vigtigt – og jeg tænker, at jeg 2018 helt klart skal byde på en genlæsning.

Og så nåede vi til enden på mit læseår. Jeg håber, jeg får flere ligeså gode læseoplevelser i 2018! Hvad er det bedste I har læst i år?

US af David Nicholls

David Nicholls er en forfatter, der har fulgt mig i lang tid; sådan en forfatter, som jeg altid vender tilbage til; sådan en hvis bøger man altid køber uden egentlig at kigge på bagsiden, fordi man ved, at det vil være en god bog! Og det var også sådan, jeg valgte at købe Us, da jeg stod i en boghandel i London tidligere på året og skulle finde en bog – pludselig stod den dér og så tænkte jeg, why not? Det plejer jo at være godt.

Us handler om Douglas og hans familie. Hans kone Connie nævner op til deres store familietur rundt i Europa, at hun vil gå fra ham. Pludselig ser verden anderledes ud, men Douglas er fast besluttet på, at Europaturen, the grand tour, skal være så perfekt at Connie glemmer alt om hendes tanker og teenagesønnen Albie endelige begynder at synes, at han er ok af en far at være. Spørgsmålet er bare, om the grand tour virkelig kan redde familien, der måske – måske ikke – er ved at gå i opløsning?

Us er en roman, der har fokus på de dynamikker, der findes i en familie, men det er også fortællingen om, hvordan mennesker mødes, finder sammen og bliver til os – for historien er fortalt, så man både får hele Douglas og Connies forhistorie med, som historien skrider frem. Det er et smart træk, for tilbageblikket ind i livet før ægteskab og børn gør, at man langsomt får mere og mere sympati med karaktererne. Douglas og Connie, der i starten virker en anelse karikerede, bliver langsomt opblødt, så man til sidst sidder og har helt ondt i maven over, at man skal sige farvel til dem. Man forstår dem – for det er dét, der er sat tid af til i Nicholls roman, der trods alt breder sig over hele 400 sider! For det er dét Nicholls kan; skabe et troværdigt persongalleri, der langsomt kommer under huden på en.

Det er ikke spændingen der er i højsædet i Us, men det er den gode, bittersøde historie og de virkelige karakterer, der gør, at jeg stadig tænker tilbage på romanen. Us er skrevet i en let, humoristisk tone, men den taber dog aldrig dybde – og på den måde er det den perfekte bog, hvis man vil hvile hovedet efter en lang dag, men stadig vil have en god historie.

Us af David Nicholls. Udgivet på engelsk af Hodder & Stoughton (2014). 400 sider.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen