En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. 🙂

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til 😉

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! 😀

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret 😉 Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! 😀

Her er verdens 5 bedste musicalsange!

… sådan lyder overskriften på en artikel fra DR.dk, jeg faldt over forleden, hvor Silas Holst præsenterer hans top 5 over verdens bedste musicalsange.

Silas bud spænder sig over alt fra den klassiske, knipsende (og ikoniske) prolog til West Side Story til det nyere musicalmusik i form af sangen “Man Up” fra musicalsucceen The Book of Mormon. Men sådan noget er jo subjektivt, og hvis I spørger mig, så synes jeg altså ikke helt, han rammer plet. Jo, de er gode – men verdens bedste musicalsange? Nej.

Så inspireret af Silas, og fordi jeg er uenig i hans valg af sange, kommer her min liste over de 5 musicalsange, som JEG synes er verdens bedste!

If I loved you

5. If I Loved You – komponeret af Rodgers & Hammerstein. Lyt til den HER.

Indrømmet: Jeg var lidt i tvivl omkring, hvilken sang af komponistparret Rodgers & Hammerstein, jeg egentlig ville have med på min liste. De ‘klassiske’ musicalkomponister, hvis musical jeg allerbedst kan lide; de formår at kombinere den gode historie, med smukt og storslået musik – lige som jeg allerbedst kan lide det. De er allermest kendte for The Sound of Music, men valget er dog faldet på “If I Loved You” fra deres musical Carousel, som nok egentlig er min favorit Rodgers & Hammerstein-musical og dette er min yndlingssang fra den.

Carousel omhandler Julie Jordan, der møder karussel-passeren Billy Bigalow. Hurtigt får de et godt øje til hinanden – og hele “If I Loved You” handler (som titlen også indikerer) om, hvad de ville sige til hinanden, hvis de nu elskede hinanden. Der er et eller andet over kombinationen af, hvordan sangen langsomt går fra et spinkelt håb til en kærlighedserklæring og hvordan musikkens progression virkelig understreger det. Årh, det er så fint – og jeg bliver så glad og helt følelsesladet af den!

one second

4. One Second and a Million Miles – komponeret af Jason Robert Brown. Lyt til den HER.

Da jeg skulle lave denne liste herskede der ingen tvivl om, at denne sang fra The Bridges of Madison County skulle med! Musicalen er, hvis I spørger mig, ret undervurderet og overset, men indeholder ikke desto mindre det smukkeste musik komponeret af Jason Robert Brown.

Musicalen er baseret på bogen af samme navn af Robert James Wallance og handler om Francesca fra Madison County, Iowa, der er træt af familielivet og tilværelsens trivialitet. Bedst som hun er allermest træt (og hendes mand og børn er væk i en uge!), møder hun fotografen Robert…. I “One Second and a Million Miles” må Francesca vælge mellem at blive hos sin familie eller at stikke af med Robert – og få mulighed for at leve det liv, hun måske altid har drømt om.

Én af mine yndlingsting (og det geniale) ved musicalens musik er, hvordan Francesca og Roberts individuelle sange starter ud med at være i hver sin genre – indtil de til sidst sammensmeltes i “One Second and a Million Miles”, der er så afgørende for historien, og for mig er musicalens allerbedste sang. Det er storslået, det er romantisk – men uden at blive en kliché. Og det er jeg stor fan af!

seasons of love

3. Seasons of love – komponeret af Jonathan Larson. Lyt til den HER.

Det kan ikke være en liste over verdens bedste musicalsange, hvis “Seasons of Love” fra RENT ikke er at finde på listen; det er sådan en sang, der altid får mig til at smile og grunden til, at jeg ved, hvor mange minutter, der er på ét år. Desuden er det sådan en sang, jeg altid synger HØJT med på og som automatisk kan vende en dårlig dag til en god én af slagsen med sit livsbekræftende budskab.

“Seasons of Love” var min egentlige introduktion til musicalen RENT og hele den bølge af musicals, som fulgte efter dens premiere, som jeg holder så meget af; nyskabende musicals, der har noget på hjerte og som ikke er bange for at sætte ord på det svære som fx AIDS i RENT, depressive lidelser i Next to Normal og senest social angst i Dear Evan Hansen.

she used to be mine

2. She used to be mine – komponeret af Sara Bareilles. Lyt til den HER.

En af mine alleryndlingsmusicals i øjeblikket er Waitress – og “She Used to Be Mine” er min alleryndlingssang fra forestillingen, der er baseret på filmen af samme navn fra 2007. I musicalen møder man Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og en affære med sin (gifte) gynækolog. Da det hele ramler og livet synes meningsløs synger hun om, hvordan hun ikke kan genkende sig selv og sit liv mere i “She Used to Be Mine”.

Sara Bareilles har på én og samme tid formået at skrive en sang, der ikke bare er fængende (og som man har lyst til at synge med på ekstra-ekstra højt!), men også på gåsehudsfremkaldende og smukkeste vis formidler Jennas fortvivlelse, så selv én, der bare sidder og lytter ved en computerskærm mærker det helt ind i hjertet. Og når jeg ser Jessie Mueller synge den til sidste års Tony Awards, så får jeg altså en lille tåre i øjenkrogen.

deying gravity

1. Defying Gravity – komponeret af Stephen Schwartz. Lyt til den HER.

Jeg er ret sikker på, at hvis man bare kender mig en lille smule, så er det ingen overraskelse, at der selvfølgelig er en sang fra Wicked på listen – og at den kommer på førstepladsen.

Wicked er min alleryndlings musical, der fortæller historien om, hvordan den grønne heks fra The Wizard of Oz, Elphaha, blev ond – eller, så ond man nu bliver, når man egentlig bare prøver på at gøre det rigtige – og er en magisk kombination af sang, musik og dans!
I “Defying Gravity” tager Elphaba beslutningen om at forlade vennen Glinda og kæmpe for det hun har kært: Retfærdighed. Sangen handler i bund og grund om at tro på sig selv, følge sit hjerte og gøre det rigtige. Uanset hvad.

Det er nok én af de mest kendte sange fra musicalen og med sit signatur-riff er det også den sang, der afslutter første akt med et brag – og en flyvetur op i luften. Selvom jeg snart ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har lyttet og set musicalen, så giver øjeblikket mig stadig tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen. Det er musicalmagi, når det er bedst, hvor iscenesættelse og sang går op i en højere enhed – og jeg bliver aldrig træt af at se og høre en ny version og fortolkning af sangen. Hvis jeg kunne, ville jeg give komponisten Stephen Schwartz et kæmpe kram bare for dén oplevelse, men istedet nøjes jeg vist bare med at synge ekstra højt med på “Defying Gravity” og drømme om at få lov til at opleve det hele endnu engang.

divider

Har I nogle favoritter? Eller er I enige med Silas Holst?

Og som en lille slutnote vil jeg bare lige tilføje, at det var svært at lave listen, så selvom min liste er prioriteret på én måde i dag, kan det helt sikkert ændre sig i morgen. Alle er gode på hver deres måde, og det er det smukke ved musicals – variationen, talentet og historierne. Giv dem et lyt, I vil ikke fortryde det! ❤️

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen