DEAR EVAN HANSEN af Val Emmich

Evan Hansen er blevet sat til at skrive breve til sig selv af sin psykolog. Breve der skal hjælpe på hans sociale angst og hans ensomhed. Men da et af hans breve en dag havner i de forkerte hænder, ender Evan med at blive en del af en løgn, som han pludselig ikke kan undslippe – og hans liv ændrer sig markant. Fra at være usynlig, bliver han pludselig en del af et fællesskab og set. Spørgsmålet er dog, om han kan leve med løgnen?

Dear Evan Hansen er baseret på musicalen af samme navn, der siden den havde premiere på Broadway i 2017 har haft kæmpe succes – og stadig spiller for fulde huse. Det er en historie, der med sine tematikker og sit persongalleri er vedkommende, rørende og nutidig. Netop af den grund ville jeg sådan ønske, at bogen var skrevet bedre; at man ikke allerede fra side ét kan mærke, at bogen er skrevet bare fordi man kan.
Modsat musicalen, føles bogen underlig tom og følelsesløs. Jeg føler aldrig med Evan på samme måde, som når han synger ‘Words Fail’ på scenen, og den svære relation mellem ham og moderen føles ligegyldig og banal. Jeg læser ordene, sort på hvidt, men jeg føler intet. Det er ærgerligt, når bogen netop behandler vigtige temaer som angst og ensomhed – temaer, som andre bøger indenfor young adult-genren formår at behandle på den fineste, dybtfølte og nuancerede måde. Dear Evan Hansen føles meget sort/hvid i sin skildring, og mest af alt som en voksen mands mislykkedes forsøg på at sætte sig ind i en teenagers tanker.

Måske mine følelser for bogudgaven af Dear Evan Hansen har noget at gøre med, at jeg først stiftede bekendtskab med Evan gennem musicalen og dens dybtfølte sange. Måske det ikke har. Men det ændrer ikke på, at jeg i Dear Evan Hansen på bogform manglede kreativitet og nytænkning. Bogen er i princippet en 1:1 gengivelse af forestillingen (med få kunstneriske valg) – hvilket er fint, hvis det er dét, man søger. Men jeg savner, at bogen løftede sig op på et niveau, så den ikke bare lugtede af penge, men blev et selvstændigt værk, der kunne understøtte og supplere forestillingen når nu man vælger at udgive den som bog; at det ikke bare blev en lidt ligegyldig historie… for historien er alt andet end ligegyldig.

Dear Evan Hansen af Val Emmich. Udgivet på engelsk af Poppy (2018). 368 sider.

Har du brug for et boost?

Jeg er hverken god til at give råd om kost, søvnvaner eller hvor mange liter vand, man skal drikke om dagen. For det aner jeg (lykkeligt) intet om. Til gengæld kan jeg fortælle, hvor mange kopper kaffe, man burde drikke ifølge mig, og så har jeg altid en god musicalsang eller to klar, man kan høre når vejret er gråt og humøret i bund. Det giver vel også et form for boost? Ikke?

Dagens anbefaling er derfor: Lyt til castet fra Dear Evan Hansen synge sangen You will be found.

Det er sådan en sang, jeg sætter på, når det er mandag, jeg kan fornemme modvind og jeg ved, jeg skal ud og cykle, men også en sang jeg lytter til, når jeg er træt, kommer hjem og bare vil høre noget rart. Sådan en sang, jeg synger med på og kun bliver i godt humør af; den er livsbekræftende, og bare helt igennem velkomponeret og GOD.

Gi’ den et lyt og tak mig senere. You’re welcome (… will be found).

Musical mandag: Tick tock – it’s 11 o’clock!

Så skete det. Dagen, hvor jeg tror, at musical mandag er blevet genoplivet! Jeg kørte engang samme koncept på min gamle blog, men endte med at stoppe, fordi jeg følte, det lidt begrænsede mig, for let’s face it: Jeg snakker jo altid om musicals, så kun at gøre det én gang om ugen? Det ville være lidt trist! Men nu tror jeg, at jeg har fundet løsningen. Jeg må godt snakke om musicals alle andre dage, men om mandagen går det ned; her bliver der plads til det detaljerede – og nogle ville nok sige, nørdede. Jeg har trods alt lært en ting eller to, siden sidst, efter jeg har konsekvent har valgt at skrive så mange eksamensopgaver om musicals. Og jeg tror, det bliver godt!

So without further ado… Jeg snakkede her om, at intet gjorde mig gladere end et godt 11 o’clock number i en af de dér musicals, som jeg vist ser ret mange af (no regrets, just love). Så dem tænkte jeg, at jeg ville starte med at snakke lidt om. Bare fordi, det er én af mine yndlingsting, når det kommer til de der teaterstykker, hvor folk danser og synger og det hele går op i en højere enhed! Men først – hvad er sådan et nummer egentlig?
Udtrykket 11 o’clock number kommer egentlig af, at man tidligere gik i teatret klokken halv ni om aftenen. Når klokken var ved at slå elleve var musicalen typisk ved at nå sit klimaks – der selvfølgelig skal markeres med én storslået sang, der markerer at nu er det hele ved at være slut! Det er sangen, hvor hovedpersonen typisk tager et valg om ikke længere at se sig tilbage. Kort sagt: Det er sangen, man sidder og venter på; men også sangen, man ikke vil ønske kommer, for det betyder, at en god forestilling er ved at være slut.

Jeg googlede lidt og i den forbindelse fandt jeg mest bare lister over gamle musicalsange, der kunne klassificeres som sådan nogle numre. Og det var her, jeg begyndte at tænke – det er da lidt kedeligt! Så her får I et bud på de sange, jeg synes kan betegnes som 11 o’clock numbers fra en håndfuld nyere musicals – som mit hjerte banker så meget for! Og i sig selv er sangene vel egentlig også bare gode sange, der altid kan høres. I kontekst eller ej.

waitress-jessie-mueller_650

SHE USED TO BE MINE – WAITRESS
Min første, og måske alleryndlings i øjeblikket, er ‘She Used to Be Mine’ fra musicalen Waitress, der er komponeret af Sara Bareilles. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for Bareilles musik, så da jeg så, at hun skrev en musical, kunne det næsten ikke være bedre! ‘She Used to Be Mine’ handler om ikke at kunne kende sig selv; men også om at tage skæbnen i sine egne hænder. Den bliver sunget af forestillingens hovedrolle, Jenna, der arbejder i en diner og bager (og opfinder) tærter for at glemme sit triste liv med en mand, hun ikke elsker, en uønsket graviditet og affæren med sin (gifte) gynækolog.

Oplev og lyt til sangen her – årh, den er så fantastisk og fulde af følelse!

ben-platt-in-dear-evan-hansen2-1

WORDS FAIL – DEAR EVAN HANSEN
Jeg har skrevet lidt før herinde om musicalen Dear Evan Hansen, der handler om drengen Evan Hansen, der har social angst og ender med at stå i spidsen for en bevægelse, der vil rejse et mindesmærke for eleven Connor, der begik selvmord – uden egentlig at ville det. Pludselig er han blevet viklet ind i én stor løgnhistorie, han umuligt kan undslippe. Eller kan han? Sangen ‘Words Fail’ handler om ikke at kunne sætte ord på noget – selvom man gerne vil; den handler om drømme og realiteter. Den bittersøde sang bliver sunget af Evan, da han indser, der ikke er anden udvej end prøve at sætte ord på hans følelser.

Lyt til sangen her der så fint sætter en sløjfe på musicalens handling.

b_prod_colorpurple02

I’M HERE – THE COLOR PURPLE
Hvis der er nogen, der kan synge, så er det Cynthia Erivo! Sidste sommer vandt hun en Tony-award for bedste kvindelige skuespiller i en musical for rollen som Celie i musicalen The Color Purple; en pris hun om nogen fortjener. Hendes moment to shine er i sangen ‘I’m Here’, der handler om at elske sig selv og at sætte pris på de gode ting i livet. Det er en stor sang, sunget af en lille kvinde – men med et stort budskab om at rejse sig op og leve.

Lyt til sangen og oplev Cynthia Erivo her – jeg garanterer for, at I bliver blæst bagover!

If/Then Richard Rodgers Theatre

ALWAYS STARTING OVER – IF/THEN
Den sidste sang, jeg vil fremhæve er ‘Always Starting Over’ fra musicalen If/Then. Musicalen omhandler Elizabeth, der flytter til New York efter en skilsmisse og de forskellige retninger livet kan tage ved bare ét (afgørende) valg. ‘Always Starting Over’ handler om at gribe dage og ikke forspilde chancer; om at åbne sit hjerte og bare leve. Elizabeth bliver spillet af Idina Menzel, der synger både desperation og håb ind i sangens tekst.

Lyt og oplev sangen her – jeg er fan!

divider

Og så findes der selvfølgelig også en masse andre gode sange, som min liste ikke kunne indeholde – men som stadig står mit hjerte nær.

Jeg er vild med, når man kan mærke karakteren i sangene; og det er disse særligt gode til at sørge for. Det er tit de store følelser, der kommer frem; perfekt til at synge med på, hvis man har en dag, hvor man bare har brug for at synge dét højere og mærke at livet er en musical. Måske sådan en dag som i dag? Uanset hvad, håber jeg at I har en god mandag! 🙂

Når nyt er godt – DEAR EVAN HANSEN

Uanset hvor højt jeg ellers holder af alle mulige gamle musicals – så er jeg også stor fan af, at der kommer nye til, så jeg ikke kun skal gå og nynne med på the Phaaaaantom of the opera is heeeere… og hvad der nu ellers er af gode evergreens fra de store 80’er musicals.
Nope, de nye kan også noget! Og det er måske også bare fordi, jeg er en lille smule nørdet (og lidt for begejstret), at jeg er sådan en, der sidder og holder øje og jubler, hver gang jeg ser, en ny nyskrevet er ved at have premiere derovre i USA. For det betyder blandt andet, der medfølger et album med sangene fra forestillingen!

Én af disse forestillinger er Dear Evan Hansen, en helt ny original musical af komponisterne Pasek & Paul. Måske navnet ringer en klokke? De har i hvert fald lige vundet en Golden Globe (og er blevet nomineret til en Osvcr!), da de har været med til at skrive sangene til filmen La La Land (som jeg helt vildt gerne vil se!). Jeg har været fan af dem et stykke tid og holdt lidt øje med, hvad de gik rundt og lavede. Bare fordi. I 2012 havde de premiere på musicalen Dogfight, som nok er én af mine alleryndlingsmusicals – og så var jeg helt hooked på dem og deres måde, de skrev sange.
Dear Evan Hansen havde premiere i starten af december på Broadway og omhandler Evan Hansen, der ikke er så god til det sociale, som ender med at blive vinklet ind i én stor løgnhistorie. Men vigtigst af alt handler den om dét at være en familie, sorg og at være tro mod sig selv. Det er virkelig en fin historie, der mest af alt har hjerte og sjæl.

Musicalen er blevet spået til at være én af de helst store konkurrenter, når årets prisuddeling, Tony Awards, bliver afholdt til sommer – og jeg kan godt se the deal. Indtil videre har de udgivet to sange fra forestillingen (og albummet kommer her d. 3/2!), som jeg allerede har lyttet til alt for mange gange. Særligt sangen ‘Only Us’ har været soundtrack til min bachelorskrivning – bare fordi den er så god. Så dem får I lige her:

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=s1Evnzkez7o&w=560&h=315]

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=x_CNqKA2t9M&w=560&h=315]

Årh, er det ikke godt? Mit musicalhjerte jubler og er meget, meget glad pt.!

Scroll to top