At jinxe, eller ikke jinxe

skaermbillede-2016-11-13-kl-23-38-06

Ja – det er vel spørgsmålet. Det synes jeg altid, at jeg gør – altså jinxer det –  når jeg skriver sådan ét indlæg, som dét jeg skriver i dag. Men here goes!

Ser I, den her blog har været lang tid under vejs. Meget lang tid. Faktisk så lang tid, at jeg har haft oprettet hundredevis (eller i hvert fald mere end et par stykker) nye blogs i min søgen på at finde ud af, hvad jeg skulle med det hele (eller bare dét at blogge).

Indrømmet; jeg gik i stå med min gamle. Jeg ved ikke helt, om det var fordi, den blev oprettet på et underligt tidspunkt i mit liv – sådan en god gymnasie/uni-limbo – eller om jeg blot var i tvivl om, hvad jeg ville med det hele og det endte med at være en pærevælling af ambitioner.
For det dér med ambitioner – dét har jeg længe gået og overvejet. Hvad vil jeg egentlig med en blog? Mange af de blogs jeg har oprettet, men slettet, har handlet om teater med en tanke om, at det nok var grunden til, det hele gik lidt i stå; jeg manglede et fokus. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide teater (der er vel en grund til, at jeg studerer det…) – men jeg har fundet ud af, at det ikke fungerer at låse sig selv fast i nogle rammer. I hvert fald ikke for mig, selvom jeg først tænkte, at det var dét, der skulle til, før jeg kom igang med det hele igen.
Jeg vil ikke være hende, der kun skriver dybe, refleksive indlæg (ha!), eller hende, der kun anmelder ting. Jeg vil egentlig bare gerne skrive igen – både om min hverdag og hvad jeg nu ellers finder på. Så nu er jeg altså her. Og så håber jeg bare, at en ny start kan skabe lidt motivation.

Indtil videre går jeg lidt stille med dørerne (apropos overskriften) – og har faktisk kun, som den eneste måde, hvorpå jeg har gjort opmærksom på mig selv, rykket mine følgere fra min gamle blog på bloglovin’ over på denne nye. Så hvis I undrer jer over, at jeg lige pludselig dukker op i jeres feed dér – så er det altså derfor. Men bare rolig, det er altså bare mig.

Og nå ja, så er det vel egentlig faktisk lidt fjollet at skrive et indlæg om det her… er det ikke? Jeg mener – det er jo ikke fordi det dér med at blogge er så vigtigt. But then again.

Prove ’em wrong

Min yndlingsfølelse i hele verden er at vågne op til en dag, hvor man slet ikke skal noget. Jo, måske man lige skal forberede lidt til uni – men ellers ikke andet. En dag, hvor der ikke rigtigt er nogle forpligtelser; ingen opgave, der ånder en i nakken eller nogen knude i maven. Man har tid til at tage sig tid.

I dag var næsten sådan en dag – hvis man altså ser bort fra den dér bachelor, som hele tiden har været i mit baghovedet. Til gengæld har jeg fået ryddet op, jeg har gjort rent, jeg har spist morgenmad, drukket uendelige mængder kaffe (SÅ ved man, det er en god dag!) og skruet ekstra højt op for radioen. Og så har jeg besluttet, at det ikke gør noget, at jeg først går igang med den dér opgave nu. For det gør jeg altså.skaermbillede-2016-11-13-kl-15-48-46

Mit mål det her semester er at modbevise alle – inklusiv mig selv. Jeg kan altså godt blive færdig med en opgave i god tid; så det er dét, jeg vil sætte mig ned og gøre nu. Måske ikke skrive den færdig, men i hvert fald skrive en side eller to, så jeg kan spise et stykke chokolade og drikke endnu en kop kaffe i aften med god samvittighed.

Og så bilder jeg mig ind, at et rent, pænt værelse = mere produktivitet.

Noget gammelt – noget nyt!

Er der egentlig overhovedet nogle, der kan huske mig? Var det ikke som om, at min tid i det dér blogland langsomt rendte ud? Nå, lige meget! For jeg er lige her. Jeg ved ikke helt, om jeg er tilbage – det ved jeg aldrig, men jeg ved, at jeg sidder her klokken lidt i 1 en lørdag nat (den vilde ungdom!) og skriver det her indlæg. Det må alligevel betyde noget.

Her på det sidste har jeg sådan savnet at skrive noget, der ikke omhandler litteraturhistorie eller bacheloropgave (selvom jeg har verdens bedste emne! Det er bare som om, det dér med at sætte sig ned og skrive noget klogt er lidt svært) – jeg har savnet at nedfælde de ting, der er for lange til twitter og for dumme til et facebookopslag (men hvornår poster man overhovedet noget på facebook? Jeg gør ikke). Og sidst men ikke mindst: At have et sted, hvor jeg kan dele min begejstring for ting, uden at jeg bliver mødt med et dømmende: “Det er jo bare en musical…” fra folk omkring mig (selvom folk nu plejer at være meget søde – og overbærende).

Så nu er bloggen med det mundrette navn Fortsættelse følger oprettet (- er det ikke bare den bedste URL? Man bliver så dejligt forvirret af alle de ae’r og oe’r). Jeg tænker, det passer meget godt; det er ikke så uforpligtende – eller sigende for den sags skyld. Nu må vi se, hvad det hele ender med.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen