Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

Lyden af stilhed

Kender I det, hvor man kommer hjem og stilheden er helt øredøvende? Måske det burde være trist – men lige nu er det helt rart efter en hel dag på studie med alt for mange kopper kaffe (én gang træt, altid træt) og 5 timer med specialesnak. Jeg er på mit næstsidste semester af min kandidat, og næste efterår skal jeg mure mig inde og skrive 60 siders kloge ord, der forhåbentligt skal ende ud i et form for speciale. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg glæder mig eller gruer for det (tips og tricks modtages med kyshånd!); det lyder meget idyllisk kun at skulle fokusere på én ting, men omvendt har jeg virkelig svært ved at se, hvordan jeg nogensinde kommer fra A til B. Så for at sikre mig den bedst mulige skriveproces, har jeg selvfølgelig besluttet mig for at skrive om musicals. Resten af detaljerne er jeg ikke helt sikker på endnu… men det kommer vel (forhåbentligt). Om ikke andet er jeg nu efter endt specialeseminar klædt lidt bedre på til det hele – eller, det håber jeg. Til gengæld skal jeg stadig lige forlige mig med tanken om, at jeg snart er færdig med min uddannelse… det har jo lige været 2014!? Ikke??!

Så altså, kort fortalt: Nu sidder jeg altså bare her, og lytter til stilheden, lader op, reflekterer over mit liv (en tilbagevendende aktivitet i min hverdag) og drikker endnu en kop kaffe, inden jeg om en time atter sætter mig på cyklen og mødes med mine veninder til mad og forhåbentlig lidt mindre stilhed. Egentlig en ret fin dag af slagsen, hvis jeg selv skal sige det. Har I haft en god dag?

P.S. Har I lyttet til det nyeste afsnit af min podcast Den Rette Hylde? Vi snakker om, hvordan vores liv ville se ud, hvis de var bøger… Lyder det underligt? Tag et lyt og find ud af, hvad jeg egentlig mener! 

P.P.S. Hvis der stadig er nogen derude, der læser med – tak!

Fra bachelor til kandidat

Jeg startede på universitet i 2014. Før sommerferien var jeg blevet student, og jeg havde brugt et halvt år forinden på at overveje og tage stilling til, hvad jeg egentlig skulle med mit liv, når den røde og hvide hue sad på mit hovede og jeg pludselig havde verden for mine fødder. Jeg endte med universitetet, og blev én ud af de tre på min årgang, der startede lige efter – intet sabbatår, bare videre.

Nu læser jeg på kandidaten på mit studie, og det dér med at tage den lige vej fra gymnasie til bachelor til kandidat har fyldt ret meget hos mig det sidste stykke tid. Ikke fordi jeg fortryder det, som jeg ellers har gået og sagt et stykke tid – for det gør jeg ikke. Mere. Jeg er glad for mit valg, mit studie, min årgang. Jeg har været heldig, fået så mange muligheder og lært så meget (tænk at få lov til at skrive så mange eksamensopgaver om musicals!). Men jeg kan godt mærke, at jeg hviler mere i dét at være universitetsstuderende nu, end jeg gjorde dengang, hvor jeg kom lige fra gymnasiets trygge rammer. Uni var – og er – noget helt andet; det er en hel anden måde at lære på. Spørgsmålet er, om jeg mon ville have nået til dét punkt tidligere, hvis jeg havde ventet lidt – eller om det bare er sådan det er?

Og sådan er der så meget, man kan gå og spekulere på om var blevet anderledes, hvis man havde valgt en anden vej. Så derfor har jeg fra i dag af taget en beslutning om, at jeg ikke mere skal tænke på, hvad jeg kunne have gjort – men bare gøre det, jeg kan nu og lægge min energi i dét.
I dag fik jeg mit fysiske bachelorbevis ind ad døren. Og da jeg åbnede konvolutten, læste papirerne igennem og kiggede på min fine, nyerhvervede titel, var det som om at alle mine tanker om uddannelsesvalg blev manet til jorden. Jeg kan ikke se mig selv være nogle som helst andre steder, end hvor jeg er nu – og det er rart!

Skærmbillede 2017-09-28 kl. 21.04.45

Så gik der 3 år…

Skærmbillede 2017-06-14 kl. 22.22.19

Ovenstående billede er mig. En søndag aften på uni, eksamensskrivende og ret så eksamenstræt.

Det har godt nok været en lang næsten-måned, siden jeg sidst skrev herinde. Jeg har afleveret en rapport, en opgave og været til en mundtlig eksamen; men vigtigst af alt, så er jeg blevet bachelor (!). Jeg blev færdig i går, og det føles så underligt – på den gode måde. Så i dag har jeg haft den rareste dag, hvor jeg vågnede i mit eget tempo (Tiltrængt! Hvorfor ender jeg altid med at gå til mundtlig eksamen på 3 timers søvn?!) og cyklede syngende afsted uden eksamener over hovedet… og vigtigst af alt, så har jeg drukket kaffe. Ikke fordi, jeg skulle holde mig vågen, men bare fordi.

Men selvom jeg er færdig med min bachelor, er jeg jo egentlig ikke rigtig færdig med universitetet. Jeg skal efter sommerferien videre på kandidaten og har stadig en masse år endnu – alligevel gør den dér semi-afslutning, at jeg stadig bliver helt nostalgisk. For 3 år siden skrev jeg det her indlæg – det er så vildt at tænke på! Jeg kan slet ikke forstå, der er alligevel er sket så meget på så kort tid i mit liv.

Hurra!

Sig JA!

I morgen er det den allersidste dag i marts; en måned der på én og samme tid har gået helt vildt stærkt, men også ret langsomt. Sådan synes jeg altid det er – jeg går og tæller ned til min fødselsdag og ugerne flyver afsted, og så pludselig er den overstået, og så går det hele bare langsomt.
Marts er dog også en måned, jeg har prøvet at nyde ekstra meget – så måske det egentlig har været fint nok, det hele har været lidt sløvt til sidst. Marts er sådan en måned, der ligger lige mellem semesterstart og eksamensstress; det er sådan en måned, hvor man ikke helt skal tænke så meget på det dér studie og forestående eksamensopgaver, men blot sørge for at følge med og læse sine ting. Det hele begynder først at blive dét mere vigtigt i april – jeg skal allerede til at have valgt eksamensemne i mit ene fag og eksamensgruppe i mit andet en gang i næste uge. Godt det snart er påskeferie!

Til gengæld får vi løn i morgen (hurraaa!), og så kiggede jeg en ekstra gang på tavlen i mit og min venindes køkken i dag, hvor vi i det nye år skrev nytårsforsæt op. Ét af dem er sig ja – og jeg tror, jeg vil tænke lidt mere over dét i april. Glasset skal være lidt mere fyldt end tomt – og hey, eksamener er da også en god ting. Man bliver så meget klogere – ikke? Og så overser vi lige, at der står “mere fitness”, når jeg nu lige har meldt mig ud…. (Og ja, det er mig, der har skrevet “drik mere kaffe”)

IMG_4275.JPG

Scroll to top