Mandag – på den gode måde

img_3450img_3449

I dag har været en god dag; sådan en dag, hvor kaffen smager dét bedre, den korte lur gør en dét friskere (istedet for bare at blive endnu mere træt – det sker lidt for tit) og solen skinner dét mere. Sådan en dag, hvor jeg har haft masser af tid til alt muligt og ikke haft travlt med noget som helst. Jeg stod tideligt op og skulle på arbejde – og så gik jeg ellers bagefter gennem byen for at drikke kaffe. Og nu sidder jeg her, i rent sengetøj (al den overskud!), musik i ørerne og en opvask, der er taget (wow, det er vildt!).

Det er egentlig ikke fordi, der er sket noget særligt sindsoprivende i dag; det har bare været mandag uden den dér mandags-følelse, hvilket er rart til forandring. Eller jo. Jeg fik karakter for min bachelor i dag og ved nu, at jeg er bestået – og jeg reelt har skrevet sådan et rigtigt, ægte bachelorprojekt, der kan bestås. Jeg havde mine tvivl om det virkelig ville lykkedes – men det gjorde det altså!
Det er underligt med sådan noget. Jo, mine hænder rystede en lille bitte smule og mit hjerte slog lidt hurtigere, da jeg gik ind for at se min karakter, men ellers var det dét. Resten af dagen har været god, men jeg har ikke været helt vildt oppe og køre over det, selvom jeg har fået en fin én af slagsen af de dér karakterer; det er mere folk omkring mig, der har. Måske det hele egentlig bare ligger i, at jeg har gået og ventet i snart en måned på at få min karakterer – så nu synes det lidt underligt, at den egentlig er der… who knows? Det føles lidt antiklimatisk, men også lidt skørt, at jeg nu faktisk kun mangler ét semester og så har jeg en bachelor i teater- og performancestudier. Hold nu op, hvor er tiden dog gået stærkt!

Lost and found

Nå ja! Det var noget med, at jeg egentlig havde lavet sådan et lille hemmeligt nytårsforsæt med mig selv om, at jeg ville skrive mere. Ikke nødvendigvis herinde, men bare sådan generelt – selvom bloggen her dog kunne være en start! Men sådan er det med mine nytårsforsæt; de forsvinder lidt mellem mine hænder og pludselig står jeg i slutningen af året og tænker på, hvad det egentlig var, jeg gerne ville have gjort – og om jeg overhovedet gjorde det.

Nå. Men det dér med at skrive mere er ikke nødvendigvis kun for at formulere mig, men også for at huske. Der er et eller andet ved at have et arkiv over sine tanker; store som små. Det er egentlig lidt sjovt at tænke på, at jeg har blogindlæg gemt på min computer helt tilbage fra da jeg var 11 år, lige fylde 12 og fik min første damecykel i fødselsdagsgave. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og gjorde mig umage med at formulere, hvordan farven på den egentlig var. For den var ikke bare hvid; men cremehvid, ligesom vaniljecreme – det var sådan den skulle beskrives. Eller da jeg sad og skrev lange blogindlæg om, hvordan det egentlig var at gå i 7. klasse og hvor meget, jeg glædede mig til at få karakterer (fun fact: Det vendte hurtigt!). Måske det egentlig er øjeblikke, jeg ikke ville huske særlig tydeligt, hvis det ikke var fordi, jeg havde nedskrevet dem?

På en eller anden måde er sådan en blog jo lidt en kortlægning af ens liv og de ting og sindstilstande, man gerne vil huske. På den måde ærger det mig lidt, at jeg aldrig rigtig har skrevet særligt meget om mit liv på universitetet de sidste par år, for hvis der er noget, der har karakteriseret både ’14, ’15 og ’16, så er det, at der er sket store ting i mit liv; sådan nogle ting, man måske egentlig ville kalde for milepæle. Men så er det jo godt, at jeg er her og jeg ved, der også kommer til at ske spændende ting i 2017, som jeg forhåbentligt skriver lidt om herinde.

Årsopgørelse 2016

På sådan en årets andensidste-dag sidder jeg her under min dyne. Radioen er tændt, min veninde har støvsuget mit værelse (har vundet i roomie-lotto, si’r det bar’!), min mave er snart fyldt med kaffe og jeg er næsten lige kommet hjem fra arbejde. Det er faktisk helt okay! Lige om lidt skal min veninde og jeg ud og handle ind til nytår og så er det vist også på tide, at der bliver vinket farvel til 2016 og sagt hej til 2017 med manér og i allerbedste selskab i morgen (… fingers crossed at der ikke er for meget fyrværkeri på Nørrebro. Men jeg tvivler)!

På Instagram kan man i øjeblikket få at vide, hvilke ni billeder af ens egne fra året der gik, der har fået flest likes og efter jeg fik en ny telefon tilbage i maj, har det vist være dér, jeg har været allermest aktiv – mest bare fordi, jeg endelig kan tage pæne billeder og det ikke mere tager tusinde år at åbne kameraet, som det gjorde på min gamle telefon. Min top 9 ser sådan her ud og beskriver måske egentlig mit år meget godt:

skaermbillede-2016-12-30-kl-16-19-53

2016 var året, hvor jeg klippede mit hår selv første gang i december (med en neglesaks – kan ikke anbefales!), gjorde endnu et forsøg om sommeren (nu med hjælp fra min mor) og endelig, forleden, tog mig sammen og gik til en rigtig frisør. Det kan godt være, det er blevet kortere, end det egentlig skulle; men det er helt klart blevet mere lige, og dét er jo også en god ting.

2016 var også året, hvor jeg (endelig) flyttede ud af mit lillebitte kollegieværelse i Tingbjerg og kom tættere på byen, lyset og søde mennesker. Jeg bor nu i en rigtig lejlighed med én af mine allerbedste veninder – og det er simpelthen bare så hyggeligt og alt, hvad jeg håbede på. Så kan det godt være, at jeg har haft verdens mest stressende semester med bachelorskrivning, litteratur på tilvalg (… dét gør jeg ikke igen) og lange aftener, hvor jeg ikke helt kunne se meningen med det dér uni, men dét med at bo sammen med en, der vil snakke og lave mad og ikke siger nej til pandekager – dét er guld værd!

Udover at klippe mit hår og flytte, har jeg også brugt en stor del af mit år i praktik på Det Kongelige Bibliotek og være studentermedhjælper selv samme sted, spist helt vildt meget kage (det må man godt!), spist mad (dét må man også godt, når man endelig har et rigtigt køkken!), været sammen med søde mennesker, grint, danset og hørt rar musik. Jeg har ikke lært at synge, men jeg har lært, at det ikke gør noget; bare jeg synger højere end mine naboer, så jeg kan overdøve deres musik.

Egentlig synes jeg, at 2016 har været et blandet år; på den ene side føles det som om, at året er fløjet afsted og jeg slet ikke ved, hvordan jeg er endt, hvor jeg er nu – og på den anden side, så syntes jeg, 2016 har varet evigheder. Tænk at der kun er gået ét år? Det føles som om, der er gået to. Vigtigst af alt er dog, at der er sket mange gode ting – også selvom verdenssituationen måske ser lidt trist og grå ud. Og så glæder jeg mig til at se, hvad der kommer til ske i 2017!

At jinxe, eller ikke jinxe

skaermbillede-2016-11-13-kl-23-38-06

Ja – det er vel spørgsmålet. Det synes jeg altid, at jeg gør – altså jinxer det –  når jeg skriver sådan ét indlæg, som dét jeg skriver i dag. Men here goes!

Ser I, den her blog har været lang tid under vejs. Meget lang tid. Faktisk så lang tid, at jeg har haft oprettet hundredevis (eller i hvert fald mere end et par stykker) nye blogs i min søgen på at finde ud af, hvad jeg skulle med det hele (eller bare dét at blogge).

Indrømmet; jeg gik i stå med min gamle. Jeg ved ikke helt, om det var fordi, den blev oprettet på et underligt tidspunkt i mit liv – sådan en god gymnasie/uni-limbo – eller om jeg blot var i tvivl om, hvad jeg ville med det hele og det endte med at være en pærevælling af ambitioner.
For det dér med ambitioner – dét har jeg længe gået og overvejet. Hvad vil jeg egentlig med en blog? Mange af de blogs jeg har oprettet, men slettet, har handlet om teater med en tanke om, at det nok var grunden til, det hele gik lidt i stå; jeg manglede et fokus. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide teater (der er vel en grund til, at jeg studerer det…) – men jeg har fundet ud af, at det ikke fungerer at låse sig selv fast i nogle rammer. I hvert fald ikke for mig, selvom jeg først tænkte, at det var dét, der skulle til, før jeg kom igang med det hele igen.
Jeg vil ikke være hende, der kun skriver dybe, refleksive indlæg (ha!), eller hende, der kun anmelder ting. Jeg vil egentlig bare gerne skrive igen – både om min hverdag og hvad jeg nu ellers finder på. Så nu er jeg altså her. Og så håber jeg bare, at en ny start kan skabe lidt motivation.

Indtil videre går jeg lidt stille med dørerne (apropos overskriften) – og har faktisk kun, som den eneste måde, hvorpå jeg har gjort opmærksom på mig selv, rykket mine følgere fra min gamle blog på bloglovin’ over på denne nye. Så hvis I undrer jer over, at jeg lige pludselig dukker op i jeres feed dér – så er det altså derfor. Men bare rolig, det er altså bare mig.

Og nå ja, så er det vel egentlig faktisk lidt fjollet at skrive et indlæg om det her… er det ikke? Jeg mener – det er jo ikke fordi det dér med at blogge er så vigtigt. But then again.

Prove ’em wrong

Min yndlingsfølelse i hele verden er at vågne op til en dag, hvor man slet ikke skal noget. Jo, måske man lige skal forberede lidt til uni – men ellers ikke andet. En dag, hvor der ikke rigtigt er nogle forpligtelser; ingen opgave, der ånder en i nakken eller nogen knude i maven. Man har tid til at tage sig tid.

I dag var næsten sådan en dag – hvis man altså ser bort fra den dér bachelor, som hele tiden har været i mit baghovedet. Til gengæld har jeg fået ryddet op, jeg har gjort rent, jeg har spist morgenmad, drukket uendelige mængder kaffe (SÅ ved man, det er en god dag!) og skruet ekstra højt op for radioen. Og så har jeg besluttet, at det ikke gør noget, at jeg først går igang med den dér opgave nu. For det gør jeg altså.skaermbillede-2016-11-13-kl-15-48-46

Mit mål det her semester er at modbevise alle – inklusiv mig selv. Jeg kan altså godt blive færdig med en opgave i god tid; så det er dét, jeg vil sætte mig ned og gøre nu. Måske ikke skrive den færdig, men i hvert fald skrive en side eller to, så jeg kan spise et stykke chokolade og drikke endnu en kop kaffe i aften med god samvittighed.

Og så bilder jeg mig ind, at et rent, pænt værelse = mere produktivitet.

Noget gammelt – noget nyt!

Er der egentlig overhovedet nogle, der kan huske mig? Var det ikke som om, at min tid i det dér blogland langsomt rendte ud? Nå, lige meget! For jeg er lige her. Jeg ved ikke helt, om jeg er tilbage – det ved jeg aldrig, men jeg ved, at jeg sidder her klokken lidt i 1 en lørdag nat (den vilde ungdom!) og skriver det her indlæg. Det må alligevel betyde noget.

Her på det sidste har jeg sådan savnet at skrive noget, der ikke omhandler litteraturhistorie eller bacheloropgave (selvom jeg har verdens bedste emne! Det er bare som om, det dér med at sætte sig ned og skrive noget klogt er lidt svært) – jeg har savnet at nedfælde de ting, der er for lange til twitter og for dumme til et facebookopslag (men hvornår poster man overhovedet noget på facebook? Jeg gør ikke). Og sidst men ikke mindst: At have et sted, hvor jeg kan dele min begejstring for ting, uden at jeg bliver mødt med et dømmende: “Det er jo bare en musical…” fra folk omkring mig (selvom folk nu plejer at være meget søde – og overbærende).

Så nu er bloggen med det mundrette navn Fortsættelse følger oprettet (- er det ikke bare den bedste URL? Man bliver så dejligt forvirret af alle de ae’r og oe’r). Jeg tænker, det passer meget godt; det er ikke så uforpligtende – eller sigende for den sags skyld. Nu må vi se, hvad det hele ender med.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen