Om cykler og biblioteker og det midt imellem

IMG_5856.JPG

I dag burde i princippet være en dårlig dag – I ved, sådan en, hvor man går hjem og trøstedrikker kaffe og spiser chokolade (- hvilket jeg, trods dårlig dag eller ej, nu alligevel har gjort). Min cykel punkterede i dag på vej til arbejde. Det er anden gang indenfor tre dage. Ja. 2/3 dage har jeg levet med en punkteret cykel den her uge, og 2/3 gange har jeg måtte betale alt for mange penge for hjælp, fordi jeg simpelthen ikke forstår mig på cykler. Først fordi den skulle lappes, så fordi den skulle have et nyt dæk. Hvorfor den først cykelhandler ikke fortalte mig, at den ikke kun kunne reddes med en lapning forstår jeg ikke – men altså, det må være som det er. Og udover dét, så har vejret været trist og gråt (i hvert fald i morges), og jeg kom alt for sent i seng i går, fordi jeg var i Odense og se musical (mere om dét senere!) og vi tog et tog hjem, der først var i København klokken to om natten. Så er der ligesom lagt an til en dag, der ikke helt går, som man gerne vil have det, ikke?

Men underligt nok, har jeg været i overraskende godt humør i dag. Det var som om, at alle mine yndlingssange blev spillet, da jeg trak min cykel mod arbejdet og dagen alligevel gik meget hurtigt. Og som om det ikke var nok, så fik jeg studierabat og lyn-service hos cykelmanden, så jeg straks på nye dæk kunne trille hjemad – med et pitstop på biblioteket. For sådan ét er jeg åbenbart (?) begyndt at bruge igen. Pludselig gik det op for mig, en sen lørdag nat, at verden bogstaveligtalt er for mine fødder, når jeg logger ind på bibliotek.dk; så nu har jeg en vindueskarm fyldt med lånte bøger (får jeg nogensinde dem alle læst?) og er indtil videre blevet én læseoplevelse rigere. Jeg ved ikke, om det også er derfor, dagen har været helt okay i dag – men måske det er en del af det.

… og sådan gik jeg fra cykler til bøger. As usual. Skriver jeg om andet herinde? Jeg tror det ikke, men håber at dagen i morgen bliver ligeså god!

Verdens længste januar

Det var egentlig først, da jeg forleden læste hos nogen, at de synes, at januar havde varet i flere år, at det gik op for mig, at jeg egentlig har haft det lidt på samme måde. Jo, jeg ved, at det bliver lysere dag for dag; jeg ved også godt, at vejret egentlig har været fint og tørt og solrigt på det sidste. Men det ændrer stadig ikke på, det er koldt og mørkt om morgenen og dagene i øjeblikket varer evigt (selvom det netop er blevet lyst, mens jeg har siddet og skrevet dette på et par minutter).

Måske det i bund og grund handler om, at jeg i et forsøg på at tage det stille og roligt gennem min kandidat, kun har ét fag det her semester. Som først starter i slutningen af marts. Hvad skal jeg dog bruge al den tid på? Kan jeg overhovedet administrere det? Det kan jeg nok godt. Men først skal jeg lige have kastet den sidste januar og ferie-stemning af mig, pudse mine briller og gå igang med noget fornuftigt. Godt der stadig er lidt tid til februar…

Skærmbillede 2019-01-24 kl. 08.12.27.png

Leave what’s heavy…

Er åbenbart blevet sådan et menneske (blogger? er egentligt dét, når jeg kun skriver så sporadisk?), der kun kan sætte mig ved tasterne, når det hele er lidt nostalgisk og vemodigt – og sent på aftenen, ikke mindst.

For her sidder jeg. Midt i en form for limbo-land. Rundt om mig er der skraldeposer, kufferter og ting, jeg egentlig burde tage mig af. Om 2 dage drager jeg mod det danske igen, og pludselig er jeg blevet konfronteret med det alt for store spørgsmål: Hvordan pakker man egentlig 5 måneders liv ned i 2 kufferter?

Lige nu synes det en kende uoverskueligt og umuligt, og egentlig burde jeg nok bare sove på det, men lige nu lytter jeg til denne sang, som egentlig er meget passende – også i forhold til mine pakke-skills: Leave what’s heavy, what’s heavy behind…

Cyber fatigue

Skærmbillede 2018-12-09 kl. 23.38.59
Der er egentlig mange ting, jeg gerne vil dele herinde. Hverdagsøjeblikke, strøtanker og alt det midt imellem. Men kender I det, hvor man løber ind i en mur? Ikke en rigtig mur, og heller ikke Politikens betalingsmur – men en mur, der mest af alt er en mavefornemmelse og en spæd tanke, der siger noget ala: Hvorfor? 

Forleden lærte jeg et nyt ord. Cyber fatigue. Egentlig er det et ord, der bliver brugt i forbindelse med sikkerhedsadvarsler; cyber fatigue er dét den overvældende følelse af, at man hele tiden skal være i beredskab på internettet. Sådan helt simpelt. Og det giver også god mening.

Men jeg er ikke konstant i beredskab, og ærligt tænker jeg ikke særlig meget over sikkerhedsforanstaltninger på nettet (men det burde jeg nok).
Til gengæld har jeg – særligt på det sidste – følt mig overvældet. Overvældet af sociale medier, den konstante nyhedstrøm, følelsen af skulle være på 24/7 (som jo er en dum følelse) og mennesker der viser, hvor uperfekte de er (selvom de gør det i bedste mening). Men mest af alt, overvældet over al den information om mig, der ligger på nettet – frit tilgængeligt. Og når man har levet online siden 2007, postet facebookopdateringer siden 2009, skrevet næsten 50.000 tweets og været på instagram siden 2011 er det altså meget. 

Så for at vende tilbage til mine indledende tanker om at løbe ind i en mur, så indebærer den blandt andet spørgsmålet: Har jeg virkelig lyst til at tilføje mere til min egen Googlesøgning? Nogle dage siger jeg JA, andre dage er det et stort nej. Og så er der dage som fx i dag, hvor jeg bare savner at nedfælde tanker og skrive. Er det mon bare mig, der tænker for meget i en tid hvor alle alligevel har blogs og deler deres liv på de sociale medier?

Hvor blev tiden af?

Bedst som jeg skulle til at skrive, at det for engangs skyld ikke regner udenfor mit vindue, mens jeg sidder og skriver dette – så pausede jeg lige min musik og lyttede en ekstra gang. Og jo, det regner. Pænt meget. Men det er hyggeligt og en lyd, jeg – mest af alt – kommer til at savne.

Nå, men det var noget med, at fortsættelse følger, ikke? I hvert fald er jeg her, små 3 måneder efter sidste indlæg og ved faktisk ikke heeeeelt, hvad jeg skal skrive. Jeg burde jo egentlig fortælle om alt det jeg har lavet siden sidst…for der er godt nok sket meget, og om lidt under 10 dage sidder jeg på et lille fly tilbage til Danmark, og min hverdag derhjemme. Spørgsmålet er, om jeg kan huske, hvordan det er ikke at handle absurd dyre madvarer, altid have en paraply med sig (for hvad nu hvis…) eller hvordan man nu færdes på de dér københavnske cykelstier (er jeg ude af træning!? Ingen ved det).

Men jeg skal i hvert fald hjem. Og én ting er sikkert: Det bliver underligt. 

Scroll to top