Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

Lyden af marts: Solskinsdage, regnvejrssøndage og nostalgi

Er I trætte af mine musikanbefalinger? Jeg bliver i hvert fald aldrig træt af at give dem! Måske jeg skal indføre noget ala Lyden af [dato]? Sådan en god, månedlig opsamling af, hvad jeg har lyttet til? Som jeg også har skrevet om før, så synes jeg i hvert fald, at musik er en helt perfekt måde at indkapsle en lille del af ens liv.

For mig har marts været en lidt blandet måned. Der har været varme solskinsdage, hvor jeg har cyklet uden vanter (ét af de vigtigste forårstegn!) og haft lyst til at danse mig gennem det hele og synge højt med på ALT, og så har der været dage fyldt med regn og varme kopper kaffe (eller te), mens jeg har kigget ud på en våd verden udenfor. Og så har der også været lidt dage, hvor jeg har savnet Norge. Det skyller nogle gange stadig (?) ind over mig, selvom det jo næsten snart er fire måneder siden, jeg vendte hjem fra Bergen og tilbage til mit liv i det københavnske. Spøjst.

Men altså, without further ado, får I lige min marts – nu opsamlet i mit yndlingsmusik fra dagene der gik:

Maggie Rogers: Back in My Body. Jeg elsker Maggie Rogers – sådan heltvildtmeget. Lige siden hun annoncerede sidste efterår, at hun ville udgive sit debutalbum i januar, har jeg gået spændt og ventet. Og da det så endelig udkom, og jeg kunne lytte til det allerførste gang, så faldt jeg pladask for hendes ‘Back in My Body’. Der er ikke gået én eneste dag siden, hvor jeg ikke har lyttet til dén (og resten af albummet for den sags skyld) – den er helt perfekt, følelsesladet og forløsende, og da jeg til hendes koncert i Vega d. 6. marts hørte den live, fældede jeg muligvis en lille tårer. Bedre bliver det ikke, vel?

Aurora: Queendom. Aurora stødte jeg på helt tilfældigt, da jeg uden noget mål kiggede lidt rundt på YouTube. Pludselig havde jeg klikket ind på en video af hende, der fremførte sangen ‘Queendom’, og jeg blev straks fanget af hendes energi, tekstunivers og melodi. Sangen giver mig lyst til at danse, tænke og bare være tilstedet i nuet. Bedre kan jeg ikke forklare det, men her i marts har den gjort mange dage endnu mere solrige, og lyst mangt og mange mørke regnevejrsdage op.

Kristian Kristensen: Rusen våkner igjen. Som nævnt tidligere har min marts også været præget af en blanding af norsk nostalgi og en følelse af, at jeg stadig ikke helt kan forholde mig til, at jeg er tilbage igen… selvom jeg jo selvfølgelig er det. Det er svært at sætte ord på, men jeg tænker, det jo nok bare er sådan, man har det, når man har tilbragt længere tid et andet sted. Eller også er det bare mig. Nå, men af den grund har jeg lyttet til en masse norsk musik; og særligt har jeg været glad for Spotifys radio-funktion, der har lavet skræddersyede lister til mig med alt det bedste fra norske sing-a-songwritere. Perfekt til en nostalgisk og sentimental regnvejrssøndag. Og sådan stødte jeg altså på Kristian Kristensen; jeg er ikke helt sikker på, hvem han er – men indenfor den sidste uges tid, har jeg hørt hans ‘Rusen våkner igjen’ (og ‘Gressholmen‘) virkelig-virkelig meget – og nu kan jeg slet ikke slippe ham igen.

Hvad har I lyttet til i marts?

Lyden af mit Norge

Jeg er sådan et menneske, der husker… godt, meget og detaljeret. Det siger folk i hvert fald. Og tit er det underlige facts. Måske det også er derfor, jeg godt kan lide at spille Bezzerwizzer… Nå, men i hvert fald – og særligt – husker jeg også stemninger og humør gennem musik, og egentlig er det lidt fantastisk at bare én melodi kan sende en et helt andet sted hen. Både sådan mentalt, men også geografisk.

Og det skete også i går. Altså, at jeg pludselig befandt mig et helt andet sted. For da Spotify pludselig på min cykeltur hjem i fygende sne spillede én af de sange, som jeg hørte tit, mens jeg sad i Bergen, så var jeg pludselig ikke på kolde Amager mere… Så fordi, jeg jo lovede, at jeg ville dele mere fra mit udvekslingsophold, men aldrig fik gjort det, får I hermed en lille liste over lyden af mit Norge.

New Again af Fay Wildhagen – min cykelsang. Kan du lide en god blanding af det fine, storslåede og melodiske, så er det sangen for dig. Egentlig er den lidt Sigur Rós-agtig; bare på engelsk… og så er det simpelthen bare sådan en smuk sang. Hver gang jeg lytter til den, bliver jeg transporteret op i de norske fjelde, med vind i håret og sol i ansigtet!

Åh, Sigrid. Mit allerbedste norske jam – som endda spillede gratis udendørs koncert i Bergen! Hurra! Hendes Don’t Kill My Vibe har efterhånden et par år på bagen, men det gør den ikke mindre genial og giver mig ikke mindre lyst til at synge med så højt jeg kan og danse, hver gang de første toner slås an.

Jeg har ingen idé om, hvordan jeg opdagede Inge Bremnes – men pludselig havde jeg hørt hans musik på repeat i flere timer og var helt forelsket. Det er popmusik på nordnorsk, og det har simpelthen sådan en fin kerne, og så elsker jeg, at det bliver sunget på norsk – det gør det bare dét mere fint og poetisk. Hans sang Ikaros er min alleryndlings – og nå ja, så var jeg også så heldig at opleve ham live i Bergen! Krydser virkelig meget fingre for, at han en dag og lægger turen forbi København… så ved I i hvert fald, hvor jeg er.

Så there you go. Tre sange fra mit norske soundtrack. Egentlig er det lidt skørt, hvor meget man egentlig kan forbinde med bare én sang – og så igen, det er også bare sådan en fin indkapsling af et øjeblik i ens liv. Og så kan jeg kun anbefale at give dem et lyt… naturligvis.

Maggie Rogers: Fallingwater

Sidste februar ramlede jeg ind i Maggie Rogers fantastiske, musikalske univers og var med det samme tryllebundet. Hendes Alaska gav mig lyst til at danse og tænke en ekstra gang over tilværelsen på én og samme tid, og da hun udgav resten af hendes EP Now That The Lights Are Fading var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hun var én, jeg gerne ville have mere musik fra. I ved, en af de kunstnere, hvor bare ved – sådan helt indeni – at de holder niveauet.

I dag har hun udgivet en ny sang. Fallingwater. Og jeg har den på repeat, for den er perfekt til solskinsaftner som i dag.

Those were the days

Florence and The Machine minder mig om lange, sene nætter på mit teenageværelse, hvor jeg ikke lavede andet end at læse, lytte til musik og tænke, at det her er livet. I ved, de der nætter, hvor man gik igang med en bog, der viste sig at være en, man umuligt kunne slippe og inden man havde set sig om, så var klokken fire om natten, og man havde færdiglæst endnu en bog. Those were the days (og hvordan gør man sådan noget i dag?!).

Forleden udgav Florence and The Machine en ny single. Der har vist været lidt stille fra hende det sidste stykke tid, men hvor længe ved jeg ikke, for jeg glemmer lidt at følge med i sådan noget. Til gengæld er jeg stor fan af den nye, Hunger, som på nostalgisk vis transporterer mig tilbage til mit kælderværelse. Måske fordi den minder lidt om noget af det allerførste, jeg hørte af hende? Uanset hvad, så tror jeg, den skal være dagens soundtrack til min eksamenslæsning.

Jeg håber, I har en go’ weekend! Og nå ja, så er der også kommet et nyt afsnit af min podcast Den Rette Hylde. Klik her hvis I vil lytte til mig snakke om Harry Potter and The Cursed Child, eller find os på iTunes! 🙂

Scroll to top