Wicked – fjerde gang er OGSÅ lykkens gang

Jeg startede mit år godt ud. Ikke nok med, at jeg hoppede ind i 2017 i godt selskab, så tog jeg et smut til London i starten af januar med mine allersødeste studieveninder, som jeg også nævnte her. Det gode ved dem er, at de er ligeså teater-vilde som mig (det skal man næsten også være, når man studerer teater…) og kan heldigvis også rigtig godt lide musicals. Egentlig var vores oprindelige plan, at vi ville have set The Lion King; en musical, som desværre viste sig at være svære at få billetter til end som så. Eller også så skulle vi have valgt en anden uge, eller alternativt have været lidt tidligere ude. Men da turen blev arrangeret i et spontant øjeblik – og midt i eksamensstress – så blev vi altså nødt til at finde et alternativ.

Jeg havde fået den ærefulde og vigtige opgave at bestille og købe teaterbilletter og det var her, at mit (grænsende til det usunde) forhold til musicalen om min yndlings grønne heks kom ind i billedet. For hvad er ligeså godt som The Lion King og kan give en ligeså stor oplevelse? Jeg skulle ikke tænke længe, før det slog mig. Wicked. Og som tænkt, så gjort. Og sikke et godt valg – hvis jeg selv skal sige det…

wicked2017

Selvom det var fjerde gang, jeg var placeret i Victoria Apollo teatrets bløde teatersæder fik jeg alligevel tårer i øjnene bare ved synet af scenetæppet med den smaragdgrønne by, der glimtede ud til publikum og den kæmpemæssige drage, der hang tronende over scenen. Jeg kneb mig stadig lidt i armen, købte et program og sad med ét stort smil. Jeg gav vist også mine veninder et par kram eller to med et dertilhørende: “Jeg ELSKER Wicked!” (Jeg er meget imponeret over, vi stadig er venner … twas a true test)

Vi var så heldige at opleve skuespillerinden Rachel Tucker som den grønne heks, der er hovedrollen, Elphaba. Rachel Tucker er lidt af en Wicked-legende, og er vist dén skuespiller, der har spillet rollen i allerlængst tid – og så var hun også lige kommet tilbage fra Broadway, hvor hun også havde spillet rollen! Ikke nok med, at hun har brugt virkelig meget tid i universet, så er hun også kendt for at sin måde at synge sangene på – og generelt bare kvaliteten i hendes sang og skuespil. Jeg kunne slet ikke forstå det, da jeg – efter endt køb – fandt ud af, at jeg fik lov til at se hende på scenen. Det var lidt uvirkeligt og jeg følte mig virkelig heldig! Og jeg blev ikke skuffet! Hun var fænomenal, og selvom jeg vidste, hvordan det hele endte, så sad jeg alligevel med tårer i øjnene efter sidste tone og var virkelig imponeret over, hvordan hun kan gøre dén karakter, jeg alligevel har set mange spille, helt sin egen.

Men hvorfor se én musical så mange gange? Og er det ikke lidt fjollet altid at se den samme i London? Tjo. Måske – og så alligevel ikke. Der er ét eller andet over Wicked, der gør, at jeg vender tilbage igen og igen; den fantastiske og geniale kombination af musik, univers, karakterer, budskab og et drys magi gør, at den altid formår at slå benene væk under mig. Uanset hvor mange gange, jeg har set den. Den er altid pengene værd og hver gang bliver jeg lige overrasket over, hvor god en musical det er. For Wicked er musical, når det er allerbedst! Det var bare lige dét, jeg ville sige…

 

Første gang i august 2013 og anden gang i 2014 – præcis samme dato og lige så glad!

Mere af dét, tak!

Kan man gå i biografen, se teater og rent faktisk få noget ud af det? Mister det sin magi – sin virkelighedsfornemmelse og dét, der gør teater helt, helt specielt?
Hvis I spørger mig, så er svaret et stort og rungede ja, det kan man altså godt. Og nej, magien forsvinder ikke.
Jo, det er anderledes. Jo, det er filmet. JO, man ser ikke skuespillerne tæt på. Det hele er garanteret også perfektioneret og måske optaget én gang eller to, for at det skal blive ekstra godt; men jeg synes stadig, det holder.

Selvfølgelig er man ikke fysisk tæt på skuespillerne, som man normalt ville være – og man er ikke en del af det summende publikum, inden tæppet går op; dét som er en af mine alleryndlingsting ved at gå i teatret –  udover selvfølgelig at blive blæst bagover af virkelig talentfulde mennesker!
Men jeg vil nu alligevel mene, at det kan noget – de dér optagede teaterproduktioner. Der er ikke tale om en film-film, men et faktisk, optaget teaterstykke, hvilket i min optik gør, at det bliver bare dét bedre. Det bliver en lille smule mere ægte, at teaterdimensionen stadig er en så stor del af filmens rammer. Filmmediet må indrette sig efter teaterscenen, og på den måde, får man stadig en del af teatermagien; det bliver stadig specielt og en helt særlig oplevelse!

Men hvorfor alt det her? Jo, ser I. Sidste søndag var jeg i biografen. Og se musicalen i Newsies – I  ved, sådan en forestilling, der efterlod mig med sangene i hovedet, godt humør og en lyst til at danse gennem livet. Se, så er det godt! Musical når det er allerbedst!
Newsies er en musical, jeg har kendt til længe. Jeg husker, at folk snakkede en masse om den på diverse sociale medier og jeg i sommeren 2013 satte mig ned, skulle forberede mig til en eksamen og lyttede til albummet på repeat. De sang noget om, at man skulle seize the day, og det var egentlig meget passende, som jeg sad dér og ikke rigtig kunne tage mig sammen. Så jeg greb dagen, lyttede endnu mere til albummet og blev helt glad for det – og købte billetter for lang tid siden, for nu skulle det være, nu hvor jeg havde muligheden for at se den i virkeligheden!

CinemaXx har åbenbart række af arrangementer om året, hvor de viser teater i biografen, og det synes sådan helt objektivt er virkelig, virkelig genialt. Jeg har længe været sådan et fjollet menneske, der egentlig godt kunne affinde med mig med at se dårligt optagede videoer af forestillinger fra West End og Broadway på Youtube. Ja, ja – jeg ved det godt. Man må ikke. Men nå det alligevel lå der og jeg så gerne ville… Så jeg synes, at det er fantastisk, at jeg – som lille dansker – kan sidde og blive transporteret over Atlanten, ind i et teater og se en forestilling, jeg har drømt om at opleve siden 2013. Alt sammen fra mit lille (men komfortable!) biografsæde, uden at forestillingen mister teatermagi eller kvalitet. Selvfølgelig ville dét at se det i virkeligheden være at fortrække, men skal jeg vælge mellem en dårlig optagelse eller en biograf; så er biografen altså at foretrække.

Mere af dét, tak!

skaermbillede-2017-02-27-kl-15-37-33

Selvom det føltes lidt fjollet, så var den indlagte pause med til at gøre, at det føltes endnu mere som at være i teatret.

LIZZIE – en lille musical med stor lyd

Da det blev annonceret for et par måneder tilbage, at Eden Espinosa ville krydse Atlanten, og være med i Fredericias produktion af rockmusicalen LIZZIE, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ser I – hun er lidt af en legende, hvis man er fan af musicalen Wicked, og det er jeg jo! Dét kombineret med, at min veninde længe havde snakket godt om musicalen (faktisk al den tid, jeg har kendt hende), gjorde at jeg i går krydsede flere broer og dele af Danmark, for at komme til Fredericia – eller også bare Fyn og Sjælland. Uanset hvad, føltes det som lidt af en tur; men en tur, jeg med glæde tager én gang til, for er der noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at en tur til Fredericia teater altid er pengene, tiden og besværet værd. Altid.

e10p0393-squashed-1030x687
E10P9890-squashed-1030x687.jpg

LIZZIE er et brag af en rockmusical trods sin simple scenografi og kun fire medvirkende! Fra første sang blev jeg blæst bagover – og så var tonen ligesom slået an, og som den ene sang tog den anden og historien om Lizzie Borden, der myrdede sin far og stedmor (med en økse!), udfoldede sig og tog fart, kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænke wauw! Der er noget befriende over at være vidne til noget, der er så godt; at kunne læne sig tilbage i sit sæde, sidde med åben mund, bare suge alle indtrykkene til sig og vide, at man er i trygge hænder. For det er man i dén grad med skuespillerinderne, der er castet til de fire fierce roller!

Lizzie bliver spillet af Bjørg Gamst, som man på én gang har ondt af, og samtidig også bliver en lille smule bange for, når hun virkelig giver den gas. Eden Espinosa spiller Lizzies søster Emma, der med sin dystre fremtoning og rockede sange ejer scenen – det gør Bleu Woodwards udgave af veninden Alice også, når hun skaber de fineste øjeblikke, med den allerflotteste stemme! Prikken over i’et er Jodie Jacobs, der spiller stuepigen Bridget, som med sine små kyniske kommentarer til handlingen formår at få publikum til at grine alt imens det hele bliver mere og mere intenst. Og når de alle sammen synger sammen … så var det, jeg sad dér – lidt midt i mit røde fløjssæde – og tænkte: Det her – det er grunden til, jeg elsker musicals! 

e10p9731-squashed-1030x687

Inden længe drager musicalen til London for at spille og én ting er sikkert – Fredericia Teater kan i den grad være bekendt, at sende Lizzie over til englænderne. Forstillingen er et nyt, anderledes og rocket take på musicalgenren; men det er stadig musical, når det er bedst!
Og så synes jeg også, at du skal tage til Fredericia og se den, mens du kan – den spiller helt til den 12. februar og du kan købe billetter lige HER! En kæmpe oplevelse for næsten ingen penge – det kan man ikke sige nej til, vel?

Billeder: Søren Malmose – lånt fra Fredericia Teaters hjemmeside.

Når nyt er godt – DEAR EVAN HANSEN

Uanset hvor højt jeg ellers holder af alle mulige gamle musicals – så er jeg også stor fan af, at der kommer nye til, så jeg ikke kun skal gå og nynne med på the Phaaaaantom of the opera is heeeere… og hvad der nu ellers er af gode evergreens fra de store 80’er musicals.
Nope, de nye kan også noget! Og det er måske også bare fordi, jeg er en lille smule nørdet (og lidt for begejstret), at jeg er sådan en, der sidder og holder øje og jubler, hver gang jeg ser, en ny nyskrevet er ved at have premiere derovre i USA. For det betyder blandt andet, der medfølger et album med sangene fra forestillingen!

Én af disse forestillinger er Dear Evan Hansen, en helt ny original musical af komponisterne Pasek & Paul. Måske navnet ringer en klokke? De har i hvert fald lige vundet en Golden Globe (og er blevet nomineret til en Osvcr!), da de har været med til at skrive sangene til filmen La La Land (som jeg helt vildt gerne vil se!). Jeg har været fan af dem et stykke tid og holdt lidt øje med, hvad de gik rundt og lavede. Bare fordi. I 2012 havde de premiere på musicalen Dogfight, som nok er én af mine alleryndlingsmusicals – og så var jeg helt hooked på dem og deres måde, de skrev sange.
Dear Evan Hansen havde premiere i starten af december på Broadway og omhandler Evan Hansen, der ikke er så god til det sociale, som ender med at blive vinklet ind i én stor løgnhistorie. Men vigtigst af alt handler den om dét at være en familie, sorg og at være tro mod sig selv. Det er virkelig en fin historie, der mest af alt har hjerte og sjæl.

Musicalen er blevet spået til at være én af de helst store konkurrenter, når årets prisuddeling, Tony Awards, bliver afholdt til sommer – og jeg kan godt se the deal. Indtil videre har de udgivet to sange fra forestillingen (og albummet kommer her d. 3/2!), som jeg allerede har lyttet til alt for mange gange. Særligt sangen ‘Only Us’ har været soundtrack til min bachelorskrivning – bare fordi den er så god. Så den får I lige her:

Årh, er det ikke godt? Mit musicalhjerte jubler og er meget, meget glad pt.!

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen