Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

Musicalteatrets ‘Vi maler byen rød: The Musical 2’

I 2010 havde Musicalteatret premiere på forestillingen Vi maler byen rød: The Musical, der blev lidt af en Danmarks-succes. Den så jeg ikke. Til gengæld så jeg i onsdags deres nye musical Vi maler byen rød: The Musical 2, som kører videre i samme spor med ny, selvstændig historie, men stadig ligeså fyldt til randen med melodi grand prix-hits, som dens forgænger.

I Vi maler byen rød 2 bliver vi transporteret tilbage til 1980’ernes ferieparadis Mallorca sammen med historiens omdrejningspunkt: En rigmandsfamilie, hvis familieliv er fyldt med intriger og hemmeligheder. Egentlig et rigtig fint udgangspunkt for en musical; der er lagt op til forvekslinger, dramatik og spænding. Ved første sang lyder det også som, at sangene kommer til at blive en fin del af forestillingen. Det er altid det svære i musicals, når man vælger at gå jukebox-vejen og bruge allerede kendte og skrevne sange; at integrere dem i historien, så det virker naturligt og selvfølgeligt.

Egentlig lykkes det langt hen ad vejen, og jeg var også fint underholdt af både sang og skuespil. Til en hvis grad. Historien er fyldt med humor, og på scenen står der nogle fine skuespillere og virkelig gode sangere, der præsterer. Særligt dem der spiller søskendeflokken i rigmandsfamilien leverede nogle virkelig gode, fine og egentlig ret overbevisende skuespils- og sangpræstationer i forhold til det materiale, de havde at arbejde med. For ærligt, så operer Vi maler byen rød: The Musical 2 ikke med begrebet ‘less is more’. De 25 grandprix-sange, man har valgt at bruge i forestillingen, er bare for mange sange, og når historien så samtidig også kaster den ene sidehistorie ind efter den anden, så forestillingen ikke kun ender med at blive rodet, men også kommer til at vare lige godt og vel 3 timer inklusiv pause…så bliver Vi maler byen rød: The Musical 2 altså en tand for langtrukken og forvirrende. Jeg er helt med på at historien ikke tager sig selv så højtideligt, men jeg ville ønske, det havde været mere stramt. Jeg manglede fokus og en følelse af, der var taget nogle flere kunstneriske valg. For så tror jeg, det kunne have været rigtig godt!

Vi maler byen rød: The Musical 2 er en musical for dig, der kan lide alt det gode (og det mindre gode) grand prix-musik, og for dig, der måske ikke går så meget op i historien, men bare gerne vil træne lattermusklerne. Når det spillede, så spillede det – og ellers var det et nostalgisk gensyn med al den musik, der uundgåeligt er blevet en del af Danmarks musikhistorie. Og så vil jeg også gerne give en cadeau til Musicalteatret for at sætte en nyskrevet musical op!

‘Vi maler byen rød: The Musical 2’ spiller indtil d. 21. april på Folketeatrets Store Turnéscene. Læs mere om forestillingen HER.

Instruktør: John Holmgren Brohammer Jensen. Manuskript: Rasmus Mansachs. Produceret af Musicalteatret.

London, here I come! (igen…)

london

Men altså, først om 51 dage. I påsken. Forhåbentligt i højt solskin! Spørg lige, om jeg glæder mig!

Nu tænker I sikkert: Jamen, var du ikke også i London mellem jul og nytår? Hvorfor skal du derhen igen? Og mit svar er: Jeg skal ind og se Hamilton! I ved, den dér revolutionerende musical, der mikser historien om en af USAs founding fathers Alexander Hamilton med hip-hop musik og som har taget musicalverdenen med storm. Lige siden 2015 har jeg gået og nynnet med på musikken, alt imens jeg har håbet på, at den kom til London en dag (og nå ja, så skrev jeg faktisk også bacheloropgave om den!).

Tilbage i januar 2017 blev billetterne sat til salg og hurtigt blev min veninde og jeg enige om, at det var en mulighed, vi ikke ville lade forbipassere. Så ligeså snart, jeg have fået en mail om, at det altså var nu, jeg kunne købe billetter, så klikkede vi to styks hjem. Og så har vi ellers bare gået og glædet os siden!

I dag har vi så endelig fået købt flybilletter og bestilt overnatning – vi har 5 fulde dage til at lave alt det, vi vil og dét bliver godt! En af dagene skal selvfølgelig bruges på musical, mens vi i de resterende dage overvejer at tage rundt og se det engelske landskab og stifte bekendtskaber med flere engelske byer. Sidst vi var afsted sammen i 2015, tog vi til Brighton, og det var simpelthen en så hyggelig by og en god oplevelse! Det kan være, I måske har nogle forslag til steder, der ikke er en alt for lang togtur væk? Vi overvejer Oxford, og måske endnu en by lidt mere syd for London…

Så altså, i dag har været en god dag!  Nu kan foråret bare komme an – jeg er så klar!

‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. 🙂

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til 😉

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! 😀

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret 😉 Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! 😀

Scroll to top