Lyden af mit Norge

Jeg er sådan et menneske, der husker… godt, meget og detaljeret. Det siger folk i hvert fald. Og tit er det underlige facts. Måske det også er derfor, jeg godt kan lide at spille Bezzerwizzer… Nå, men i hvert fald – og særligt – husker jeg også stemninger og humør gennem musik, og egentlig er det lidt fantastisk at bare én melodi kan sende en et helt andet sted hen. Både sådan mentalt, men også geografisk.

Og det skete også i går. Altså, at jeg pludselig befandt mig et helt andet sted. For da Spotify pludselig på min cykeltur hjem i fygende sne spillede én af de sange, som jeg hørte tit, mens jeg sad i Bergen, så var jeg pludselig ikke på kolde Amager mere… Så fordi, jeg jo lovede, at jeg ville dele mere fra mit udvekslingsophold, men aldrig fik gjort det, får I hermed en lille liste over lyden af mit Norge.

New Again af Fay Wildhagen – min cykelsang. Kan du lide en god blanding af det fine, storslåede og melodiske, så er det sangen for dig. Egentlig er den lidt Sigur Rós-agtig; bare på engelsk… og så er det simpelthen bare sådan en smuk sang. Hver gang jeg lytter til den, bliver jeg transporteret op i de norske fjelde, med vind i håret og sol i ansigtet!

Åh, Sigrid. Mit allerbedste norske jam – som endda spillede gratis udendørs koncert i Bergen! Hurra! Hendes Don’t Kill My Vibe har efterhånden et par år på bagen, men det gør den ikke mindre genial og giver mig ikke mindre lyst til at synge med så højt jeg kan og danse, hver gang de første toner slås an.

Jeg har ingen idé om, hvordan jeg opdagede Inge Bremnes – men pludselig havde jeg hørt hans musik på repeat i flere timer og var helt forelsket. Det er popmusik på nordnorsk, og det har simpelthen sådan en fin kerne, og så elsker jeg, at det bliver sunget på norsk – det gør det bare dét mere fint og poetisk. Hans sang Ikaros er min alleryndlings – og nå ja, så var jeg også så heldig at opleve ham live i Bergen! Krydser virkelig meget fingre for, at han en dag og lægger turen forbi København… så ved I i hvert fald, hvor jeg er.

Så there you go. Tre sange fra mit norske soundtrack. Egentlig er det lidt skørt, hvor meget man egentlig kan forbinde med bare én sang – og så igen, det er også bare sådan en fin indkapsling af et øjeblik i ens liv. Og så kan jeg kun anbefale at give dem et lyt… naturligvis.

Hvor blev tiden af?

Bedst som jeg skulle til at skrive, at det for engangs skyld ikke regner udenfor mit vindue, mens jeg sidder og skriver dette – så pausede jeg lige min musik og lyttede en ekstra gang. Og jo, det regner. Pænt meget. Men det er hyggeligt og en lyd, jeg – mest af alt – kommer til at savne.

Nå, men det var noget med, at fortsættelse følger, ikke? I hvert fald er jeg her, små 3 måneder efter sidste indlæg og ved faktisk ikke heeeeelt, hvad jeg skal skrive. Jeg burde jo egentlig fortælle om alt det jeg har lavet siden sidst…for der er godt nok sket meget, og om lidt under 10 dage sidder jeg på et lille fly tilbage til Danmark, og min hverdag derhjemme. Spørgsmålet er, om jeg kan huske, hvordan det er ikke at handle absurd dyre madvarer, altid have en paraply med sig (for hvad nu hvis…) eller hvordan man nu færdes på de dér københavnske cykelstier (er jeg ude af træning!? Ingen ved det).

Men jeg skal i hvert fald hjem. Og én ting er sikkert: Det bliver underligt. 

Hei fra Bergen!

Udenfor siler det ned, og regnen trommer på mit vindue med den fineste udsigt til grøn skov. Sådan har det været de fleste dage, siden jeg for lidt over en måned siden ankom til Bergen i Norge. Allerede da jeg trådte ud af flyvemaskinen, kunne jeg dufte regn – en helt underlig følelse, når man få timer inden havde befundet sig i solskinsrige og grillforbuds-ramte Danmark.

Men her er rart her i Norge, og Bergen er en virkelig, virkelig hyggelig by. Meget hjemligt og velkendt, og så alligevel ikke. Jeg har fundet ud af, at selvom jeg måske nok kan forstå det meste af, hvad folk siger til mig – så har jeg også meget nemmere ved at misforstå. Altså, især når ‘rart’ betyder ‘mærkeligt’ på norsk. Det glemmer jeg stadig ofte. Jeg snakker dog allermest engelsk, for jeg bor på et stort kollegie, hvor alle udvekslingsstudenter bliver sendt hen (…virker det som) – men her er fint, fornuftig husleje og søde mennesker.

Og hvad har jeg så lavet den sidste månedstid? Meget. Jeg kan slet ikke holde styr på det. Det føles som om, at jeg har været her i meget længere tid. På den gode måde, altså. Jeg har oplevet så meget og mødt så mange mennesker… men det er kun godt, selvom jeg stadig ikke helt forstå, at jeg skal være her helt til december. Jeg tror ikke helt, at jeg forstår, at jeg bor her, at det her er mit hjem og hverdag, selvom jeg må indrømme, at efter min undervisning er begyndt, så er det dog blevet mere hverdagsagtigt.

Hvordan har I det i Danmark? Er humøret højt? Jeg vil forlade jer og måske kaste mig ud i en oprydningsprojekt og drikke en kop kaffe, for jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og sige hej og bryde min stilhed. Forhåbentligt kan jeg tage mig sammen til at skrive mere herinde, mens jeg er oppe i det norske – både for jeres skyld, men også for min egen. Men inden da, kan I lige få lidt billeder fra verdens længste (føltes det som!) vandretur, jeg var på i går. 7 timer, 18 kilomenter og en meget træt (men stolt! hvem skulle have troet, jeg kunne sådan noget!?) Rebecca. Vi gik en strækning fra bjerget Fløyen til bjerget Ulrikken som hedder Vidden. Det var virkelig flot på den dér rå og vilde måde. Måske jeg godt lidt forstå, hvorfor folk er bidt af det dér vandring. Især i Norge. Here goes:

IMG_1807IMG_1726IMG_1742IMG_1803IMG_1805IMG_1804IMG_1779

Scroll to top