PIGERNE af Emma Cline

Skærmbillede 2017-04-10 kl. 00.31.32

Hele sidste efterår snakkede alle stort set ikke om andet end Pigerne af Emma Cline, føler jeg. Af denne grund tog jeg også et skridt baglæns da jeg så bogens karakteristiske cover på reolen, mens jeg var på vej ud ad biblioteksdøren – og så havde jeg lånt den!

Romanen bygger løst på historien om Charles Manson, hans kvinder og mord, der blev begået i Californien tilbage i 1960’erne. Men mest af alt er det en bog om at være pige – om at finde sig selv og sit sted i livet – der er omdrejningspunktet for romanen.
Pigerne handler om Evie. Hun er 14 år, har en lang sommerferie, en familie der ikke er helt som den skal være og bliver draget af nogle piger, særligt pigen Suzanna, som hun en dag ser i byen. Snart er hun en del af deres liv – på godt og ondt.

I og for sig er historien ret simpel og psykologisk funderet, hvilket også er en af de rigtig fine ting ved romanen; det er karaktererne, der kommer i centrum. Dette understreges ved Emma Clines fine sprog, som hun virkelig formår at bruge til at skrive utallige facetter og nuancer frem i persongalleriet. Samtidig er Pigerne også et godt eksempel på, hvordan et sprog, der kan være så fint og beskrivende, samtidig også virkelig kan være ubehageligt udtryksfuldt. Op til flere gange sad jeg og følte mig helt nedtrykt af den deprimerende, lurvede, rå og barske stemning, der hænger over siderne jo længere man kommer ind i romanen. Man kan næsten smage det fordærvede mad, mærke det slidte tøj på kroppen og føle rod, der hersker i Evies indre. Alt sammen ved hjælp af Emma Clines fine beherskelse af sproget.
Men uanset hvor stort fokus på Evie og hendes indre er der trods alt et plot, der i sit udgangspunkt er ét stort mysterie. Man får at vide, at Evie har været indblandet i en stor mordsag – men hvor meget hun har været til og hvorfor er det store spørgsmål, man som læser stiller sig selv. Langsomt bliver hele historien bygget op omkring dette, til Pigerne når sit endelige klimaks – og spændingen (måske) bliver forløst.

Jeg må indrømme, at jeg syntes slutningen var en smule flad og jeg savnede dén dybde, som var at finde andre steder i romanen, men når det er sagt, så syntes jeg i det store og hele, at Pigerne er en bog, der er værd at læse. Er man til det beskrivende, psykologiske og anderledes, så er Pigerne en virkelig god bog, der både er spændende, udfordrende, anderledes og giver stof til eftertanke.

Pigerne af Emma Cline. Originaltitel: The Girls (2016). Udgivet på dansk af Lindhardt & Ringhof (2016). 272 sider.

 

Bedste læseoplevelser i 2016

Engang var jeg sådan et menneske, der satte mig for at læse 50 bøger om året. Det var et overkommeligt mål, der sagtens kunne nås! Faktisk nåede jeg på et tidspunkt op på hele 88 bøger, og var ret ked af det over, at jeg aldrig rundede de 100 bøger, nu hvor jeg var så tæt på! 20 bøger… de var jo hurtigt læst!
Nu er jeg sådan et menneske, der ikke går i folkeskolen mere, ikke gider bruge tid på dårlige bøger… og måske jeg også er blevet sådan et menneske, der faktisk har en lille smule travlt i hverdagen, og ikke mere har tid til at sidde en hel dag og læse, som mit yngre jeg yndede at gøre flere dage i træk. Faktisk er jeg blevet sådan et menneske, der har ret svært ved bare at læse én bog om måneden. Af den grund satte jeg sidste år et mål om, at jeg bare skulle læse 12 bøger om året. Én hver måned. Et nogenlunde overskueligt mål. Eller måske ikke – det viste sig at være svære end forventet.

Heldigvis (?) tog jeg tilvalg på litteraturvidenskab sidste semester (… men det skal jeg ikke igen) og blev tvunget til at læse en masse; fint for mit læsemål, stressende for mig. Jeg fik dog nogle rigtig fine læseoplevelser med, selvom en del af bøgerne var svære og jeg faktisk ikke rigtig bryder mig om at blive tvunget til at læse. Én af disse var Mrs. Dalloway af Virginia Woolf.
Lige siden jeg havde en lille smule om hende i engelsk i gymnasiet (hold nu op, det føles som lang tid siden!), har jeg villet læse noget af hende. Én gang var jeg vist også gået igang, men kom aldrig længere end de første par sider. Men – nu var det altså en del af pensum at læse en roman af hende, så det gjorde jeg og satte et par uger af. Jo, jeg brugte lang tid på den, men hvor var jeg glad for, jeg tog tiden til det. Den var virkelig-virkelig god og sådan en roman, der sidder i en længe efter, man har færdiglæst den. Vi kan godt blive enig om, at sproget er kringlet – men omvendt er der også noget meditativt over at læse den. Man kommer virkelig ind i sin egen lille bobbel, og faktisk er det nok én af de bedste læse oplevelser, jeg har haft i 2016 (hvis man altså ikke tæller min genlæsning af Twilight sagaen med – once a fan, always a fan!).

fullsizerender-1

En anden bog, jeg også brugte rigtig lang tid på, men som jeg stadig går og tænker på efter endt læsning tilbage i foråret 2016, er bogen Middlesex af Jeffrey Eugenides. Jeg brugte hele efteråret af 2015 og en god bid af 2016 på at læse den færdig. Jo, der er mange sider – det er nok også derfor, men det var nok ligeså meget også fordi, jeg ikke ville sige farvel til dens karakterer og univers.
Middlesex er en slags familiekrønike og strækker sig helt fra familiens forfædre i Grækenland til livet i Detroit, USA. Den tager udgangspunkt i karakteren Calliope Stephanides og gennem familiens kringlede, og spøjse, slægthistorie får læseren præsenteret hvordan hun bliver til manden Cal. Det er en roman, der tager en vidt omkring og er fortalt på en måde, så man ikke kan slippe den igen! Gid jeg kunne læse den for første gang én gang til…

fullsizerender

To måske egentlig vidt forskellige bedste læseoplevelser i 2016. Både i forhold til handling og genre, men egentlig også i forhold til, hvad jeg plejer at læse (… alle de ungdomsbøger). Men måske det er meget godt – I ved, at udvide sin horisont og læse noget, man ikke plejer at sætte sig ned med. Man kan i hvert fald ikke andet end at blive positivt overrasket, og sådan noget er rart!

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen