Pynt til bogreolen

bøger.png

Min alleryndlings boghandel er den engelske boghandel Waterstone’s. Og helst den på Trafalgar Square – den er så hyggelig! Der er næsten ikke noget bedre end at træde ind ad døren og pludselig være omsluttet af farvefulde bøger på dén måde, som man gør lige netop dér. Det var den første boghandel, jeg var i, dengang jeg første gang rejste til London i 2009. Min søster og jeg havde fået turen i konfirmationsgave af vores mor, og jeg glædede mig især til alle de bøger, jeg skulle købe, ligeså snart mine fødder ramte engelsk grund! Det gjorde jeg vist også. Og lige siden, har jeg ikke været i London uden mindst én bog er kommet med mig hjem.

bog 2

Sidste gang var det dog lidt flere end én bog, der kom med hjem. Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, det er en ret god stak, jeg har fået samlet (og så skulle man tro, jeg havde farvekoordineret – men det har jeg altså ikke!). Størstedelen af forfatterne har jeg læst noget af før, som jeg godt kunne lide (hvilket altid er et godt pejlemærke), mens jeg ikke havde læst andet af Zadie Smith end de 20 sider jeg nåede at læse i Swing Time, inden jeg skulle aflevere den tilbage på biblioteket i november.

Jeg håber, de er gode – og ellers pynter de bare på min bogreol. For der kommer de nok under alle omstændigheder til at bruge lang tid; altså på hylden. Jeg skrev tidligere, jeg gerne ville oppe mit læse-game i januar… det skete ikke rigtig. Men altså, det gode ved bøger er jo, at de ikke løber nogen vegne. Så jeg skal nok få dem læst. En dag.

 

Siden sidst har jeg …

siden sidst.png

… været i teatret og se forestillingen Monster. Det var mit teaterårs anden forestilling, og det var så godt. Skuespil og musik gik op i en højere enhed, som historien om USAs første kvindelige seriemorder udfoldede sig med blandt andet dygtige Lise Baastrup i hovedrollen. Jeg ville virkelig gerne anbefale jer alle at se den, men det var desværre allersidste forestilling, suk!

… meldt mig ind i FitnessWorld. Igen. Jeg meldte mig egentlig ud sidste forår og var glad for min beslutning, men så var der et januartilbud (ja, jeg er sådan et menneske) og en del yogahold i mit stamcenter – og det kan jeg ret godt lide. Så nu arbejder jeg med at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg kun bruger mit medlemskab til dét – og det altså ikke er ensbetydende med, at jeg skal ned og løbe eller løfte tunge ting. For det gider jeg ikke.

… været et smut i biografen og se The Greatest Showman – som nok mest af alt efterlod mig en smule forvirret og skuffet. Jo, jo – musikken er fin! Men, hvad handlede filmen egentlig om? Hvad var konflikten? (Og hvorfor er det bare som om, at Hugh Jackman ikke kan synge på film, når han ellers er så fin på en scene?) Det hele virkede ærligtalt bare lidt for usammenhængende, cheesy og som en undskyldning for at synge nogle sange (som også virkede ret så malplaceret!?).

… færdiglæst årets første bog. Det blev The Blazing World af Siri Hustved, der fik æren. En meget anderledes, men virkelig god bog, der handler om kunst, køn og folks opfattelse af hinanden og verden! Og nu er jeg så gået igang med årets anden bog, der er Swing Time af Zadie Smith. Jeg læste et par kapitler i efteråret, men måtte indse, jeg ikke kunne nå at læse den færdig, inden biblioteksafleveringsdatoen – så nu har jeg købt den, og har alt den tid, jeg har brug for. Det er rart! Og så er den til og med også virkelig god! Hurra!

… endelig set Mockingjay – part 2. Det gik op for mig her til aften, da jeg rastløst scrollede gennem Netflix, at jeg faktisk aldrig nåede at se den sidste del af Hunger Games-serien i biografen. Jeg aner ikke hvorfor, for jeg så trolig alle de andre på premieredatoen, but no. Men nu har jeg set den, og holdnuop hvor havde jeg bare glemt, hvor trist en slutning historien faktisk har. Men det er også ret befriende egentlig; at det hele ikke automatisk bliver godt igen, men at krig også har en konsekvens – selv for en heltinden.

Og ellers holder jeg bare ferie. Det er rart.

Læseåret der gik

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke er den store læser mere. Jeg elsker at læse, men jeg gør det alt for sjældent – også selvom 2017 blev året, hvor jeg fik en lænestolt og havde store planer om, at dét var stedet, der skulle få min læselyst tilbage.

Med dét in mente, synes jeg faktisk, det er ret flot præsteret, at jeg har fået læst 8 bøger i 2017. Det lyder ikke af mange – og det er det nok heller ikke. Til gengæld har de alle stort set været rigtig gode – og hvis I spørger mig, så synes jeg altså, at dét kan kategoriseres som en succes. Så her får I en lille re-cap af læseåret, der gik!

Jeg startede året ud med Us af David Nicholls. Det var en sød, fin og sjov bog. Nicholls skriver på sådan en god, lidt quirky måde, som jeg ret godt kan lide og som er god til at kickstarte ens læselyst.

Bagefter læste jeg Pigerne af Emma Cline. Den stod så fint dér på hylden på biblioteket, da jeg en dag havde forvildet mig derhen. Og så tog jeg den med hjem og læste den. Det var en anderledes og barsk læseoplevelse, men jeg kunne rigtig godt lide den.

Og så gik der lidt tid, inden jeg hev fat i og blev færdig med Det jeg elskede af Siri Hustvedt. Jeg har længe gerne ville læse noget af Hustvedt, og selvom det tog mig et par måneder at færdiggøre denne, er jeg slet ikke i tvivl om, at det har været én af mine yndlingsbøger i 2017. Den er skrevet så smukt og genialt, og jeg var vild med kombinationen af det intellektuelle og det emotionelle!

Dernæst stod det på en god, gammel kending i form af en genlæsning af Vampire Academy af Richelle Mead. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fik tanken; men det var en god beslutning og et rart gensyn med et univers, der bare holder! Mit mål var at genlæse hele serien over sommeren, men det skete ikke rigtig… Måske en anden god gang?

Leave Me af Gayle Forman læste jeg en sommerferienat, hvor jeg ikke kunne sove og kom i tanke om, at jeg ejede en Kindle (hvilket jeg stadig gør – jeg er bare blevet så dårlig til at bruge den. Andre med samme problem?). Jeg elsker Formans bøger, og Leave Me er ingen undtagelse – det var sådan en god historie, som jeg ikke kunne slippe før jeg havde vendt sidste side og lige hvad jeg havde brug for at læse!

I sommers var jeg på ferie på Kreta og havde taget Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozi Adiche med som sommerferielæsning. Half of a Yellow Sun handler om borgerkrigen i Nigeria, så det er ikke som sådan let læsning ved poolen – men hold nu OP, hvor var den god, og hvor kom jeg bare til at holde af alt og alle i bogen. Adiche skriver virkelig fængende!

The Marriage Plot af Jeffrey Eugenides var den bog, jeg gik igang med efter Half of a Yellow Sun. En svær efterfølger til en enorm god bog, og jeg må ærligt indrømme, at jeg synes den var fin – men ikke mere end dét. Jeg læste hans Middlesex sidste år, som nok var 2016 bedste læseoplevlese; The Marriage Plot føltes lidt flad i forhold til, hvad jeg havde forventet.

Årets sidste bog blev Turtles all the Way Down af John Green. Jeg har ventet i 4 år på den her bog, og den skuffede absolut ikke! John Green skriver fantastisk, historien er så fin og vigtigt – og jeg tænker, at jeg 2018 helt klart skal byde på en genlæsning.

Og så nåede vi til enden på mit læseår. Jeg håber, jeg får flere ligeså gode læseoplevelser i 2018! Hvad er det bedste I har læst i år?

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

Om reading challenges, realistiske mål og gode bøger

I kender nok den dér reading challenge, man hvert år ved årsskifte kan indstille på Goodreads… ikke? Ja, altså. Det er en meget god motivation for at få læst lidt mere, men den får mig også altid til at indse, hvor langsomt og stillestående mit reading-game er. Jeg kan huske, at jeg engang havde et mål om at læse 100 bøger om året. Det skete ikke, men jeg var tæt på. Året efter nedjusterede jeg det til “kun” 50 bøger – og jeg husker, at jeg i et par år kom op omkring dét antal. Indtil livet blev travlt, og jeg blev enig med mig selv om, at 25 bøger på et år var et lidt mere realistisk mål.

Indtil det igen blev nedjusteret – og jeg stadig er ved dét antal: 12 bøger om året. Én for hver måned… det er da lidt nemmere at klare, ikke? Målet giver en god struktur, og en måned varer jo laaaang tid. Nope. Jeg sidder her, i juli måned og burde have læst 6 allerede. Jeg er kun lige kommet op på 5 bøger, og tror ærligt ikke, at jeg når de 12 bøger. 7 bøger mere virker som så mange… Men måske det er også er fordi, jeg er begyndt at føle, der er blevet langt mellem de gode, der fastholder min interesse og giver mig lyst til at bruge min aften med en bog, istedet for foran min skærm og åndssvage youtube-videoer af folk, der laver mad eller tester underlige ting.

Én af de bøger, der senest fik mig til at droppe skærmen var dog Leave Me af Gayle Forman, som siden for altid (eller bare 2011, hvor jeg læste If I Stay og blev helt solgt) har været én af mine yndlingsforfattere. Hun er sådan én, hvis bøger jeg venter med spænding på udkommer, for de skuffer aldrig – uanset genre og indhold. Hun kan noget med sproget og sine karakterer og jeg er stor fan!

kindle leave me

I Leave Me møder vi Maribeth, der midt i sit hektiske business-woman i New York, kone og mor til to-liv får et hjertestop og bliver nødt til at reevaluere sit liv – selvom det måske betyder, at hun bliver nødt til at flygte fra alt dét, hun har lagt så mange kræfter og så meget tid i. Og selvom emnet er til den tungere side, så er bogen også så fin og livsbekræftende, at den ene side tager den anden – og inden jeg vidste af det, var klokken halv fire om natten og jeg havde færdiggjort årets femte bog.
Desuden er jeg ret sikker på, at den ville egne sig ret perfekt som feriebog, hvis man nu var én af de dér personer, der endnu ikke har været ude og rejse, men snart skal, og agter at ligge ved en strand (… mig lige om lidt – men må finde en anden bog. Nogle forslag?).

Så konklusionen? Jeg er ikke sikker på, jeg når de 12 bøger… men hvis en bog er god og fanger, så læser jeg den.

Scroll to top