Noget af det bedste jeg ved!

Som jeg måske har nævnt et par gange eller to herinde, så er der sket meget det sidste stykke tid. Uni, rejser, besøg og festival. Men nu er der lidt mere ro på det hele, og det betyder også, at der endelig har været tid til at min podcast partner-in-crime Sissel og jeg endelig kunne optage et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde (at jeg så rejser til Italien i to uger lige om lidt er en anden historie… men bare rolig, vi har styr på det og lagt planer)! Til jer der ikke ved, hvad jeg fabler om, er det er ugentlig podcast min veninde Sissel og jeg laver i et mere eller mindre desperat forsøg på rent faktisk at få læst nogle bøger. I podcasten snakker vi derfor om alle de bøger vi (ikke) får læst, og prøver at finde vores rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag (- jeg er stadig stolt af den intro!).

Vi startede  podcasten i februar sidste år, fordi vi var trætte af, at livet netop gik så voldsomt hurtigt, at det blev på bekostning af vores læsning… men i dag kan jeg stolt (faktisk!) fortælle, at jeg – selvom vi har holdt pause og jeg har haft virkelig meget at se til – har fået læst hele fem bøger. Ærligt tror jeg ikke, jeg ville have gjort dét før vi startede podcasten. Det var som om, jeg havde brug for et spark bagi og en motivation til at genintegrere bøgerne og læsningen i min hverdag, som jeg fik, da vi en sen februaraften satte os foran mikrofonen og indspillede vores allerførste afsnit. Vildt! … Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de gode historier, jeg (måske) er gået glip af de seneste par år, hvor læsningen ikke har været min førsteprioritet.

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad jeg dog har brugt tiden på at læse  (og alt muligt andet, der er sket – både på den litterære og personlige front!), så kan du lytte til vores allernyeste afsnit her (eller på iTunes, Spotify og… you know the drill – søg og du skal finde!):

Perfekt til en solskinsgåtur! Eller hvor man nu lytter til podcasts… Jeg håber i hvert fald, vi lyttes – det kunne være så hyggeligt! For hvis der er én ting, jeg har fundet ud af, siden jeg begyndte at krænge mit litterære indre ud i folks øregange, så er det, at dét at lave podcast (i det allerbedste selskab, might I add!) er noget af det bedste jeg ved!

Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

KÆRE ZOE UKHONA af Pelle Hvenegaard

Da Pelle Hvenegaard, kendt fra TV, og møder hans kommende kone Caroline, ved han, at det er hende, han skal starte en familie med. Desværre skal det vise sig, at vejen til drømmefamilien og -barnet ikke er helt nem. Kære Zoe Ukhona er en fortælling om parrets vej gennem fertilitetsbehandlinger og adoptionspapirer inden de endelig i efteråret 2016 står med deres sydafrikanske datter i armene.

Kære Zoe Ukhona er skrevet direkte henvendt til den længeventede datter, og man er slet ikke i tvivl om al den kærlighed, der er lagt i projektet – både i selve bogen, men også al den kærlighed, der er grobund for først fertilitetsbehandlingen og senere adoptionsprocessen. Man tvivler aldrig på, hvor ønsket hun reelt er. For det er en hård kamp og sej og lang process, som Pelle og Caroline går gennem, og som læser sidder man heppende og håber på det bedste, samtidig med det også går lige i hjertet, når projektet endnu engang fejlslår og de må starte forfra i hele møllen én gang til.
På den måde er bogen rigtig fin; den er fyldt med følelser, som man måske ikke kan nikke genkendende til, men som man i hvert fald kan forstå. Den er menneskelig og ægte i sin skildring. Og derved er den også med til at sætte fokus på et emne, som mange ikke taler om: Barnløshed. Hvad betyder det egentlig? Hvordan har man det? Og hvad går man igennem? Bogen er en vigtig brik i et aftabuiseringen af emnet, og giver et indblik i en virkelighed, som mange går igennem – men ikke taler højt om.

Og netop på grund af emnets vigtighed er jeg også ked af at skulle nævne, at selvom bogen er fyldt med nok så mange følelser og et vigtigt emne, så er det ikke verdens mest velskrevet bog. Bogen er præget af talesprog, som virker forstyrrende – og dét kombineret med at Pelle Hvenegaard tager mange (unødvendige) afveje i sin fortælling gør, at jeg følte, at Kære Zoe Ukhona nogle gange mistede sit egentlige fokus og kerne. Allerbedst fungerede det, når der blev zoomet ind på selve processen, presset, håbet og følelserne; allermindst fungerede det, når en sidebemærkning blev udpenslet til detaljer. Jeg er med på, at det er svært at gengive eksakte samtaler, og dem kan jeg egentlig også godt se igennem fingrene med. Men bogen kunne godt have brugt en endnu større opstramning, så historien om Zoe Ukhona blev endnu skarpere, men stadig ligeså rørende.

Trods sproglige vanskeligheder endte Kære Zoe Ukhona dog med at være en fin læseoplevelse, der gjorde, hvad den skulle – og holdt hvad den lovede. Jeg var både rørt, glad og trist – alt imens jeg fik øjnene op for og et indblik i et vigtigt emne.

Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard. Udgivet af People’s Press, 2018. 291 sider. 

Tid, liv & mer’ podcast

Skærmbillede 2018-05-01 kl. 21.32.02

Halløj! Lever I? Jeg gør. Næsten. Det er som om, at livet lige pludselig gik lidt hurtigt; jeg har haft en masse deadlines, skriverier og ting der skulle ordnes. Men det er jo det fine ved den her blog, jeg er her jo bare – for en fortsættelse følger altid… Eller noget. Nogle gange tænker jeg, om jeg er den eneste, der synes navnet er ligeså fedt, som jeg gør (undskyld til alle jer, der både skal skrive ae og oe i adresselinjen, når I vil finde mig) – jeg kan godt lide friheden, selvom jeg også savner at skrive… nogle gange tager alt det, der sker rundt om mig bare lige lidt tiden og pusten fra mig.

Nå, men jeg ville egentlig bare lige hoppe forbi og fortælle jer alle sammen, at jeg stadig ånder, lever og cykler til uni (vigtig detalje, selvom regnen muligvis tog lidt af gejsten fra mig i dag – men prøv lige at overvej, at jeg faktisk har gjort det i et helt år nu. Wow!). Og så er dette indlæg muligvis også for at fortælle, at hvis I nu synes, jeg er lidt stille herinde – så er det altså også fordi, jeg har travlt med at snakke med min veninde Sissel om bøger i vores podcast, Den Rette Hylde. Sidst jeg skrev var vi lige gået igang – nu er vi oppe på hele 8 afsnit, og igen: Jeg forstår ikke, hvor tiden er blevet af!? Men det er stadig sjovt, hyggeligt og lærerigt! Og så har jeg muligvis fået læst en bog eller to, siden vi startede podcasten… hvem skulle nogensinde have troet dét!?

Sidst snakkede vi om alle vores yndlingsforfattere, og dem dér, hvor vi er vilde med én bog af dem, men ikke helt ved, om vi har lyst til at læse andre bøger af dem (Hint: J.K. Rowling … burde jeg dét?). Men vi har også snakket om filmatiseringer (at dele én bog i to film er bare aldrig en god idé), støvede klassikere (og mine mange udgaver af Jane Eyre), læsevaner (de er måske blevet forbedret!), barndomsfavoritter (der var mange!), og så har vi stillet vigtige spørgsmål og udfordret hinanden i vores læsegame; nogle udfordringer mere givende end andre. Og så siger jeg ikke mere…

Er der nogle af jer, der lytter med? Ellers har jeg lavet en meget smuk afspilningsliste, der har samlet det hele (og man kan finde os på iTunes lige her)- bare fordi. Jeg håber, vi lyttes ❤️

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/playlists/491401734″ params=”color=#ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&show_teaser=true” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Den Rette Hylde – en podcast om (ikke) at læse bøger

Skærmbillede 2018-02-24 kl. 14.06.34

En god idé kommer sjældent alene. Eller – min veninde Sissel og jeg har længe gerne ville lave en podcast, men har aldrig haft ideen. I ved, den idé der giver mening udenfor vores hoveder…

Sidste mandag brainstormede vi igen, skrev alt ned vi kunne komme i tanke om. Og som et lyn fra en klar himmel slog det os: Vi ville gerne snakke om bøger! Men giver det overhovedet mening, når vi aldrig får læst nogle?

Dét er et godt spørgsmål – og nu altså også hele præmissen for vores podcast, vi har valgt at døbe Den Rette Hylde!

Kort sagt er det en podcast om at få læselysten tilbage i en verden, hvor det kan være svært at finde sin rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag. Og så er det altså også en god undskyldning for at snakke om de dérsens bøger, vi aldrig får læst.

Hver uge vil vi give en update på vores læsning, udfordre hinanden og sammen prøve at få vendt flere sider, end vi hidtil har gjort. Jeg tror, det bliver godt, for det er i hvert fald så hyggeligt at lave!

I kan finde os på Soundcloud og på iTunes, og ellers kan I lytte til første afsnit lige her:

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/403798689″ params=”color=#ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&show_teaser=true” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Jeg håber, I vil lytte med! ❤️

Scroll to top