‘Min arm’ på Edison


Foto: Lis Kasper Bang

‘En makaber komedie om en drengestreg, der bliver trukket for langt’. Sådan bliver forestillingen Min arm, der i øjeblikket spiller på Betty Nansens anneksscene, Edison, beskrevet. At forestillingen er makaber er nok for meget sagt, og måske også at det er en komedie. Men lad nu dét ligge.
Min arm omhandler en dreng, der siden han var 10 år har haft sin arm i vejret. Først som en leg, men siden er det blevet alvor og en måde at give en gestus, der egentlig ikke betyder noget, en betydning. Armen begynder langsomt at styre hans liv og bliver en del af hans identitet – men burde legen måske være stoppet, mens den var god?

Claes Bang er stykkets centrum og leverer et interessant bud på en monolog, som Min arm i bund og grund er, og det er også ham, der i sit skuespil skinner igennem. Det er gennem ham at historien bliver interessant, for jeg må indrømme at historien i sig selv ikke sagde mig meget. Den efterlod mig en anelse forvirret og som jeg cyklede hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke ‘hvad er det lige, jeg har overværet?’. Den prøver på én og samme tid at være dyb, men humoristisk og det er som om, at forestillingen aldrig rigtig kommer til at lette og virkelig lande hos publikum.

Til gengæld er scenografien ret gennemført og er helt klart én af de ting, jeg holdt allermest af. Min første tanke da jeg læste om forestillingen var, at det sikkert var en skuespiller, der fremførte en monolog med armen i vejret under hele forestillingens varighed (jeg er stadig en lille smule skuffet over, at det ikke er tilfældet) – men jeg tog fejl. Vi får fortalt historien gennem en lille træfigur, der fungerer som drengen med armen og personlige genstande, som publikum inden forestillingens start har afleveret i en lille kasse, agerer som resten af persongalleriet. Det er en dynamisk, ny og kreativ måde at fortælle en historie, der giver persongalleriet nuancer og historien liv og farve.

Min arm er en forestilling for dig, der gerne vil se noget anderledes og gerne vil udfordres indenfor monologens rammer. Det er en visuel fin forestilling, men den blev ikke mere end dét for mig.

‘Min arm’ spiller indtil d. 6. maj og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Claes Bang. Instruktør: Mads M. Nielsen. Manuskript: Tim Crouch (oversættelse: Gitte Skytte). Produceret af Team Teatret.

 

‘Jeg Misforstår Gerne Det Hele’ på Edison

Skærmbillede 2017-04-09 kl. 23.55.55

20 minutter var hvad jeg nåede at opleve af Jeg Misforstår Gerne Det Hele på Edison i tirsdags. Der var mikrofonproblemer og derfor vendte jeg stærkt tilbage fredag med et brændende ønske om, at stykket ville fortsætte i dét fine spor, jeg havde set tirsdag – et ønske, der desværre ikke helt blev opfyldt, som uret tikkede og forestillingen gik igang.

Jeg Misforstår Gerne Det Hele er ‘hybridteater’ baseret på sangeren Marie Keys sange; hende, der med sine rammende og skæve tekster, formår at bruge poppen til sin fordel og skabe noget svævende, men samtidig utrolig nærværende, når hun folder sig ud i sit musikunivers.
Kort sagt er det en forestilling med fortolkninger af hendes sange – både ved hjælp af sang, musik, ord og dans bliver der tolket på Marie Keys sangtekster, og man får blandt andet serveret hittet “Landet” i en fin, men en lille smule for føle-føle, monolog og en dramatisk version af “Hjerte der banker”.

Jeg er godt klar over, at det ligger implicit i betegnelsen ‘hybridteater’ (som forestillingen bliver beskrevet som), at det er forskellige elementer, der er sat sammen til teater, men jeg havde dog stadig svært ved at finde en sammenhæng i forestillingen, den røde tråd. Jeg savnede et større billede og overgange, der gav mig lyst til mere og åbnede rigtigt op for Marie Keys sange, som skuespillerne (der dog var dygtige) bevægede sig ud og ind mellem sange, monologer og messende kor. Sammenhængen og den store åbenbaring kom aldrig – udover at musikken selvfølgelig stammer fra Marie Key.
Og det syntes jeg på sin vis var ærgerligt, for Marie Key er en musiker, der om nogen er karakteristisk; ikke kun i sin musik, men også i sin personlighed. Man kunne have taget så mange (vigtige) emner op med udgangspunkt i hendes sange.

Ligesom Keys tekster var forestillingen til den skæve side, men den virkede desværre lidt for usammenhængende til jeg egentlig følte, at jeg reelt fik noget ud af at overvære den. Iscenesættelsen var dog flot, og jeg var vild med scenografien og pastelfarverne, som hele stykket var holdt i; som var man trådt ind i en fantasiverden, der gav plads til at lege og eksperimentere med sangene. Og det blev der som sagt også gjort – alt respekt for det! Jeg er vild med grundideen, og jeg synes, at Marie Keys musik netop har potentiale til en masse iscenesættelser – desværre blev det hele bare lidt for fragmenteret, og jeg savnede måske faktisk bare mest af alt noget nærvær.

Vredens Druer på Betty Nansen Teatret

al4w1759_lilleal4w2995_lille

For et par uger siden var jeg placeret i Betty Nansens Teatret i en blød stol med ansigtet vendt mod en rå, smal og høj scenografi, der tårnede sig op over publikum og ventede på at forestillingen Vredens druer skulle gå igang.
Forestillingen er en dramatisering af John Steinbecks klassiker af samme navn og er instrueret af Katrine Wiedemann. Vi befinder os under 30’ernes Depression i USA og følger familien Joad, der – drevet fra deres hjem i Oaklahoma – nu er draget på vej mod arbejde, et nyt hjem og lysere tider. Men virkeligheden matcher ikke altid drømmene.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Vredens druer; jeg har aldrig læst bogen, men det har været én af de værker, jeg altid har tænkt jeg burde læse. Ved hjælp af dygtige skuespillere og en flot iscenesættelse, fik jeg lov til at opleve historien på en helt anden (og levende) måde.
Vredens druer er med sin historie en deprimerende affære, men er samtidig også en historie, der både er tankevækkende – og gribende, ikke mindst. Man sidder hele tiden og håber på, at det vil lykkedes for familien at realisere deres drømme og få et bedre liv, for gennem forestillingen kommer man virkelig under huden på hver enkelt karakter, som de én efter én udfolder sig.

Iscenesættelsen er ret minimalistisk i og med, at skuespillernes råderum er blevet indsnævret til blot at være en lille stribe af scene, de kan bevæge sig på. Resten af scenen er en stor, høj mur. Scenografiens råhed – og begrænsninger – giver en god kontrast til de stærke, men alligevel (når alt kommer til alt) svage karakterer og understreger, at det er mennesket på kanten, der er i centrum. Det er karaktererne og deres skæbner, der bliver skabt billeder af på scenen ved hjælp af deres kroppe og sparsomme rekvisitter, som de står midt i et slags ingenmandsland.
Og på den måde blive stykket, med sit menneskelige centrum, også et slags spejlbillede (og en kritik) af den verden, vi lever i i dag. Her er folk også på flugt, her er folk også på kanten af sammenbrud og samfund.

Vredens Druer er en flot forestilling, der giver noget at tænke over. Iscenesættelsen er imponerende udtryksfuld i sin enkelthed, og skuespillerne kommer – også bogstaveligttalt – helt ud til scenekanten i deres portrættering af karakterer, der trods drømmene bliver konfronteret med samfundets realiteter. Trods historiens triste præmis, endte jeg med at gå helt opløftet ud af teatret – for det er dét, teater gør ved, når det er godt.

Har du også lyst til at opleve Vredens druer på Betty Nansens Teatret kører den helt til d. 9/4 – og billetter kan købes lige HER

FOTO: NATASCHA THIARA RYDVALD – lånt fra bettynansen.dk

LIZZIE – en lille musical med stor lyd

Da det blev annonceret for et par måneder tilbage, at Eden Espinosa ville krydse Atlanten, og være med i Fredericias produktion af rockmusicalen LIZZIE, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ser I – hun er lidt af en legende, hvis man er fan af musicalen Wicked, og det er jeg jo! Dét kombineret med, at min veninde længe havde snakket godt om musicalen (faktisk al den tid, jeg har kendt hende), gjorde at jeg i går krydsede flere broer og dele af Danmark, for at komme til Fredericia – eller også bare Fyn og Sjælland. Uanset hvad, føltes det som lidt af en tur; men en tur, jeg med glæde tager én gang til, for er der noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at en tur til Fredericia teater altid er pengene, tiden og besværet værd. Altid.

e10p0393-squashed-1030x687
E10P9890-squashed-1030x687.jpg

LIZZIE er et brag af en rockmusical trods sin simple scenografi og kun fire medvirkende! Fra første sang blev jeg blæst bagover – og så var tonen ligesom slået an, og som den ene sang tog den anden og historien om Lizzie Borden, der myrdede sin far og stedmor (med en økse!), udfoldede sig og tog fart, kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænke wauw! Der er noget befriende over at være vidne til noget, der er så godt; at kunne læne sig tilbage i sit sæde, sidde med åben mund, bare suge alle indtrykkene til sig og vide, at man er i trygge hænder. For det er man i dén grad med skuespillerinderne, der er castet til de fire fierce roller!

Lizzie bliver spillet af Bjørg Gamst, som man på én gang har ondt af, og samtidig også bliver en lille smule bange for, når hun virkelig giver den gas. Eden Espinosa spiller Lizzies søster Emma, der med sin dystre fremtoning og rockede sange ejer scenen – det gør Bleu Woodwards udgave af veninden Alice også, når hun skaber de fineste øjeblikke, med den allerflotteste stemme! Prikken over i’et er Jodie Jacobs, der spiller stuepigen Bridget, som med sine små kyniske kommentarer til handlingen formår at få publikum til at grine alt imens det hele bliver mere og mere intenst. Og når de alle sammen synger sammen … så var det, jeg sad dér – lidt midt i mit røde fløjssæde – og tænkte: Det her – det er grunden til, jeg elsker musicals! 

e10p9731-squashed-1030x687

Inden længe drager musicalen til London for at spille og én ting er sikkert – Fredericia Teater kan i den grad være bekendt, at sende Lizzie over til englænderne. Forstillingen er et nyt, anderledes og rocket take på musicalgenren; men det er stadig musical, når det er bedst!
Og så synes jeg også, at du skal tage til Fredericia og se den, mens du kan – den spiller helt til den 12. februar og du kan købe billetter lige HER! En kæmpe oplevelse for næsten ingen penge – det kan man ikke sige nej til, vel?

Billeder: Søren Malmose – lånt fra Fredericia Teaters hjemmeside.

Scroll to top