‘Jeg Misforstår Gerne Det Hele’ på Edison

Skærmbillede 2017-04-09 kl. 23.55.55

20 minutter var hvad jeg nåede at opleve af Jeg Misforstår Gerne Det Hele på Edison i tirsdags. Der var mikrofonproblemer og derfor vendte jeg stærkt tilbage fredag med et brændende ønske om, at stykket ville fortsætte i dét fine spor, jeg havde set tirsdag – et ønske, der desværre ikke helt blev opfyldt, som uret tikkede og forestillingen gik igang.

Jeg Misforstår Gerne Det Hele er ‘hybridteater’ baseret på sangeren Marie Keys sange; hende, der med sine rammende og skæve tekster, formår at bruge poppen til sin fordel og skabe noget svævende, men samtidig utrolig nærværende, når hun folder sig ud i sit musikunivers.
Kort sagt er det en forestilling med fortolkninger af hendes sange – både ved hjælp af sang, musik, ord og dans bliver der tolket på Marie Keys sangtekster, og man får blandt andet serveret hittet “Landet” i en fin, men en lille smule for føle-føle, monolog og en dramatisk version af “Hjerte der banker”.

Jeg er godt klar over, at det ligger implicit i betegnelsen ‘hybridteater’ (som forestillingen bliver beskrevet som), at det er forskellige elementer, der er sat sammen til teater, men jeg havde dog stadig svært ved at finde en sammenhæng i forestillingen, den røde tråd. Jeg savnede et større billede og overgange, der gav mig lyst til mere og åbnede rigtigt op for Marie Keys sange, som skuespillerne (der dog var dygtige) bevægede sig ud og ind mellem sange, monologer og messende kor. Sammenhængen og den store åbenbaring kom aldrig – udover at musikken selvfølgelig stammer fra Marie Key.
Og det syntes jeg på sin vis var ærgerligt, for Marie Key er en musiker, der om nogen er karakteristisk; ikke kun i sin musik, men også i sin personlighed. Man kunne have taget så mange (vigtige) emner op med udgangspunkt i hendes sange.

Ligesom Keys tekster var forestillingen til den skæve side, men den virkede desværre lidt for usammenhængende til jeg egentlig følte, at jeg reelt fik noget ud af at overvære den. Iscenesættelsen var dog flot, og jeg var vild med scenografien og pastelfarverne, som hele stykket var holdt i; som var man trådt ind i en fantasiverden, der gav plads til at lege og eksperimentere med sangene. Og det blev der som sagt også gjort – alt respekt for det! Jeg er vild med grundideen, og jeg synes, at Marie Keys musik netop har potentiale til en masse iscenesættelser – desværre blev det hele bare lidt for fragmenteret, og jeg savnede måske faktisk bare mest af alt noget nærvær.

Vredens Druer på Betty Nansen Teatret

al4w1759_lilleal4w2995_lille

For et par uger siden var jeg placeret i Betty Nansens Teatret i en blød stol med ansigtet vendt mod en rå, smal og høj scenografi, der tårnede sig op over publikum og ventede på at forestillingen Vredens druer skulle gå igang.
Forestillingen er en dramatisering af John Steinbecks klassiker af samme navn og er instrueret af Katrine Wiedemann. Vi befinder os under 30’ernes Depression i USA og følger familien Joad, der – drevet fra deres hjem i Oaklahoma – nu er draget på vej mod arbejde, et nyt hjem og lysere tider. Men virkeligheden matcher ikke altid drømmene.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med Vredens druer; jeg har aldrig læst bogen, men det har været én af de værker, jeg altid har tænkt jeg burde læse. Ved hjælp af dygtige skuespillere og en flot iscenesættelse, fik jeg lov til at opleve historien på en helt anden (og levende) måde.
Vredens druer er med sin historie en deprimerende affære, men er samtidig også en historie, der både er tankevækkende – og gribende, ikke mindst. Man sidder hele tiden og håber på, at det vil lykkedes for familien at realisere deres drømme og få et bedre liv, for gennem forestillingen kommer man virkelig under huden på hver enkelt karakter, som de én efter én udfolder sig.

Iscenesættelsen er ret minimalistisk i og med, at skuespillernes råderum er blevet indsnævret til blot at være en lille stribe af scene, de kan bevæge sig på. Resten af scenen er en stor, høj mur. Scenografiens råhed – og begrænsninger – giver en god kontrast til de stærke, men alligevel (når alt kommer til alt) svage karakterer og understreger, at det er mennesket på kanten, der er i centrum. Det er karaktererne og deres skæbner, der bliver skabt billeder af på scenen ved hjælp af deres kroppe og sparsomme rekvisitter, som de står midt i et slags ingenmandsland.
Og på den måde blive stykket, med sit menneskelige centrum, også et slags spejlbillede (og en kritik) af den verden, vi lever i i dag. Her er folk også på flugt, her er folk også på kanten af sammenbrud og samfund.

Vredens Druer er en flot forestilling, der giver noget at tænke over. Iscenesættelsen er imponerende udtryksfuld i sin enkelthed, og skuespillerne kommer – også bogstaveligttalt – helt ud til scenekanten i deres portrættering af karakterer, der trods drømmene bliver konfronteret med samfundets realiteter. Trods historiens triste præmis, endte jeg med at gå helt opløftet ud af teatret – for det er dét, teater gør ved, når det er godt.

Har du også lyst til at opleve Vredens druer på Betty Nansens Teatret kører den helt til d. 9/4 – og billetter kan købes lige HER

FOTO: NATASCHA THIARA RYDVALD – lånt fra bettynansen.dk

Skønheden & Udyret

beauty-and-the-beast-hi-res-stills

Selvom jeg sidste weekend havde travlt med at bage kager og gøre klar til fødselsdag, betød det dog ikke, at jeg ikke havde tid nok til at cykle spontant i biografen og se Skønheden & Udyret. Midt i forberedelser og mørdej lørdag aften besluttede min veninde og jeg at drøne til Palads og se, om filmen virkelig var så god, som alle sagde og se filmen – og som jeg har ventet på i tusinde år (føles det i hvert fald som…).

Skønheden & Udyret har nok egentlig altid været en af mine ultimative yndlings-Disneyfilm. Jeg så den alt for meget, da jeg var lille (hvis man overhovedet kan dét?) og bare ved lyden af titel-melodien, bliver jeg sådan helt-ind-i-knoglerne nostalgisk. Der er et eller andet magisk over filmen, der bare gør den et tak bedre end alle andre (skarpt efterfulgt af Askepot!). Udover Skønheden & Udyret var Emma Watson også en stor ting i min verden da jeg var lille og nyudklækket-kæmpe Harry Potter-fan. Jeg husker, jeg klippede billeder ud af hende fra alle mulige blade (for hun var så sej!) og sendte vist også et fan-brev eller to. Oversat fra dansk til engelsk af min søde, tålmodige mor. Så kort fortalt: Det var lidt af en drømmekombination, da castet i tidernes morgen blev offentliggjort med selvsamme Emma Watson i rollen som Disneyprinsessen over dem alle, Belle.

Og i lørdags så jeg så filmen. Og jeg syntes faktisk, at den var rigtig god – det er en god, ny fortolkning af det gamle eventyr – med rigtige mange fine detaljer, som gav mening i forhold til historien. Jeg sad endda og fik en lille tårer i øjet op til flere gange, for hvis der var noget, jeg satte pris på, så var det, hvor menneskelig historien pludselig var blevet.
Jo, vi kan godt snakke om, at udyret ikke var særlig udyr-agtigt (måske en pointe, der gik over mit hovedet?) og det hele måske var en smule animeret. Vi kan også godt snakke lidt om, at øjeblikke fra tegnefilmen overført til live-action bliver en anelse for clichéfyldte, når det er rigtige mennesker, der skal føre ordet og agere; for det gør de. Øjeblikke, som er mine yndlings i filmen (sne-scenen fx) bliver en smule forceret. Heldigvis glemmer man det næste øjeblik, når udyret og Belle pludselig snakker om bøger – og man begynder at forstå, hvorfor det egentlig er, hun vil være sammen med ham. Hvorfor det ender med at blive Skønheden & Udyret – og ikke alle mulige andre.

MEN! Uanset hvor god den var – og hvor nostalgisk og magisk det var at se det hele blive vakt til live med et nyt tag på materialet – så synes jeg nu stadig, der er noget helt særligt over tegnefilmen… men sådan vil det vel altid være, tænker jeg, når det er dén, man er vokset op med. Måske denne nye udgave bliver en ny generations udgave af eventyret? Potentialet og muligheden er der!

Og jeg gik derfra med ét stort smil – Maggie Rogers i DR Koncerthuset

IMG_3957

For fire dage siden var det et år siden, at Maggie Rogers gik viralt efter en video af en måbende Pharell Williams, der lyttede til hendes sang Alaska for første gang, blev lagt på nettet. (Se den HER) Jeg var lidt længere tid om at opdage hende, men som jeg faldt over hende en februar-nat, da jeg var røget ned i det famøse sorte youtube-hul, var jeg også solgt og lyttede ikke til andet i flere dage. Kombinationen af musik, man ikke kan lade være med at danse til og smukke, poetiske sangtekster – der er et eller andet over det… det er en oplevelse.
Jeg havde egentlig ikke regnet med at skulle til hendes koncert i går. Jeg havde, uden håb, skrevet en besked på facebookbegivenheden dagen før, hvor jeg søgte billetter til den udsolgte koncert, men tænkte det nok ikke gik. Hvor mange får egentlig billetter på dén måde? Men. Det gik. Og så befandt jeg mig pludselig i Studie 3 i DR Koncerthuset.

Sikke en oplevelse – hvor var det smukt! Det er lang tid siden, jeg sidst har oplevet noget, der var godt; I ved, sådan en koncert, hvor man går derfra med sangene i hovedet (og på læberne) og med ét stort smil. Hun kan noget, hende Maggie. Hendes sange, der på én og samme tid er dynamiske, men inderlige kommer helt tæt på, og den intime stemning fra Studie 3 (der vitterligt er en ‘bouillionterning af intimitet’, som der står på deres hjemmeside – haha!) satte prikken over i’et for aftenen, som hun dansede og sang dér på scenen foran en og man (læs: Jeg – og sikkert også alle andre) tænkte: Wauw, sikke en stemme!

Jeg føler mig enormt heldig over at have oplevet hende alligevel så tideligt i hendes karriere, for jeg er sikker på, at inden længe, så bliver hun én alle kender, og alle vil til koncert og lytte til og danse med! Gør jeg lige selv den tjeneste at give hende et lyt og chance – I vil ikke fortryde det! I kan starte her med førnævnte sang Alaska, bagefter lytte til EP’en Now That The Light Is Fading på Spotify og så lade være med at se jer tilbage. ❤︎

Når man ikke kan lade være med at synge med (i metroen…)

img_1242

Sidste gang Ed Sheeran udgav nyt musik var d. 23. juni 2014, da han udgav sit andet album x. Dengang var jeg 19 år og igang med at prøve at læse op på tre års pensum på tre dage til min historieeksamen. Albummets udgivelse var en kærkommen overspringshandling og jeg husker, at jeg med tonerne fra I’m a Mess satte det sidste punktum på mit oplæg til morgendagens eksamen – og håbede på det bedste. Det gik godt, og nu her næsten 3 år efter, sidder jeg her. Om en uge fylder jeg 22 og i dag har Ed Sheeran ugivet sit tredje album, ÷.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om det hele, da han udgav de to første singler fra albummet tilbage i januar, men langsomt sneg sangen Shape of You sig ind på mig – og så gik jeg ellers og glædede sig til marts. I dag.
Min tur til uni i morges gik meget hurtigere end den plejer, for med god musik i ørerne er selv en bus- og metro-tur, hvor der er tid til at lytte, for kort. Jeg havde dog tænkt klogt, og havde taget mine mintgrønne høretelefoner på; så jeg kunne give alle sangene en hel fair chance og de bedste omstændigheder for lyd, trods larmende mennesker og børnehaver på udflugt.

Og så har jeg ellers småsunget og smådanset resten af dagen. Min tur i Netto efter toiletpapir var en fest og min kop te smagte dét bedre med ørerne fyldt med god musik! Man kan godt høre, at han har udviklet sig. Han eksperimenterer mere, udfordrer sig selv og sine fans. Og så er det alligevel bare ham – Ed Sheeran. Man kan høre ham i hver eneste sang, der er en rød tråd – også selvom der er virkelig meget forskelligt på albummet. Indtil videre er jeg positivt overrasket, og sangen Eraser er helt-vildt-meget blevet min nye yndlingssang! HOLDNUOP, hvor er den god. Så den får I selvfølgelig her:

Har I lyttet? Hvad synes I?

Søstermusik når det er bedst – Tegan and Sara i Store Vega

Året var 2013, men jeg husker ikke hvilken måned. Jeg husker dog tydeligt, at jeg sad dér midt på mit gamle værelse og tænkte: Hold nu op, hvor er det her bare en god sang! Og så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne dele min begestring med min søster, så jeg gik ind til hende og satte sangen på. Og så sagde hun: “Den kender jeg godt”. Jeg husker, jeg var en lille smule skuffet over hendes reaktion, men omvendt også en smule overrasket over, at hun kendte den. 

Sangen var – og er –  I Was a Fool med bandet Tegan and Sara, som er en sang, jeg stadig den dag i dag vender tilbage til. Det er én af de sange, som jeg bare altid kan lytte til. Uanset humør eller tidspunkt. Den er i bund og grund bare sådan en rigtig god popsang, der fanger – og det var måske egentlig også, hvorfor det overraskede mig lidt, at min søster kunne lide den (eller bare dem), hun har altid været mere til det rockede og punkede end mig, der elsker alt, som er pop, catchy, musical og storladent.

Det virker måske som en lidt ligegyldig historie, men pointen er, at Tegan and Sara blev en band, som vi kunne mødes over – og var enige om var godt. De har et lidt mere rocket bagkatalog, og deres nyeste udgivelser er mere poppet – så der er lidt til os begge. Samtidig er de også tvillingesøstre, og det er min søster og jeg også (godt nok ikke enæggede som dem, men det gør det stadig dét mere hyggeligt). Af den grund skulle vi selvfølgelig se dem, da de gæstede Store Vega forleden dag, og det var virkelig en så fin koncert – og sådan en god søsteroplevelse!

Jeg må indrømme, at jeg allermest har lyttet til deres to nyeste albums, så jeg kendte ikke så meget af det gamle, som de spillede – men trods dét, så formåede de virkelig at skabe en hel særlig stemning med sjove og lidt underlige anekdoter, samtaler med publikum og deres naturlige charme! Da jeg gik fra koncerten kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at smile – og nu har jeg lyttet til deres musik non-stop lige siden… endnu et tegn på, at koncerten ramte mig lige dér, hvor den skulle. Så derfor får I lige en kæmpe anbefaling nogle favoritter herfra, jeg sådan fik lyst til at dele:

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=WZHGeg_0Rlo&w]

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=9e9NSMY8QiQ]

LIZZIE – en lille musical med stor lyd

Da det blev annonceret for et par måneder tilbage, at Eden Espinosa ville krydse Atlanten, og være med i Fredericias produktion af rockmusicalen LIZZIE, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ser I – hun er lidt af en legende, hvis man er fan af musicalen Wicked, og det er jeg jo! Dét kombineret med, at min veninde længe havde snakket godt om musicalen (faktisk al den tid, jeg har kendt hende), gjorde at jeg i går krydsede flere broer og dele af Danmark, for at komme til Fredericia – eller også bare Fyn og Sjælland. Uanset hvad, føltes det som lidt af en tur; men en tur, jeg med glæde tager én gang til, for er der noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at en tur til Fredericia teater altid er pengene, tiden og besværet værd. Altid.

e10p0393-squashed-1030x687
E10P9890-squashed-1030x687.jpg

LIZZIE er et brag af en rockmusical trods sin simple scenografi og kun fire medvirkende! Fra første sang blev jeg blæst bagover – og så var tonen ligesom slået an, og som den ene sang tog den anden og historien om Lizzie Borden, der myrdede sin far og stedmor (med en økse!), udfoldede sig og tog fart, kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænke wauw! Der er noget befriende over at være vidne til noget, der er så godt; at kunne læne sig tilbage i sit sæde, sidde med åben mund, bare suge alle indtrykkene til sig og vide, at man er i trygge hænder. For det er man i dén grad med skuespillerinderne, der er castet til de fire fierce roller!

Lizzie bliver spillet af Bjørg Gamst, som man på én gang har ondt af, og samtidig også bliver en lille smule bange for, når hun virkelig giver den gas. Eden Espinosa spiller Lizzies søster Emma, der med sin dystre fremtoning og rockede sange ejer scenen – det gør Bleu Woodwards udgave af veninden Alice også, når hun skaber de fineste øjeblikke, med den allerflotteste stemme! Prikken over i’et er Jodie Jacobs, der spiller stuepigen Bridget, som med sine små kyniske kommentarer til handlingen formår at få publikum til at grine alt imens det hele bliver mere og mere intenst. Og når de alle sammen synger sammen … så var det, jeg sad dér – lidt midt i mit røde fløjssæde – og tænkte: Det her – det er grunden til, jeg elsker musicals! 

e10p9731-squashed-1030x687

Inden længe drager musicalen til London for at spille og én ting er sikkert – Fredericia Teater kan i den grad være bekendt, at sende Lizzie over til englænderne. Forstillingen er et nyt, anderledes og rocket take på musicalgenren; men det er stadig musical, når det er bedst!
Og så synes jeg også, at du skal tage til Fredericia og se den, mens du kan – den spiller helt til den 12. februar og du kan købe billetter lige HER! En kæmpe oplevelse for næsten ingen penge – det kan man ikke sige nej til, vel?

Billeder: Søren Malmose – lånt fra Fredericia Teaters hjemmeside.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen