SKAM på Aveny-T

Det var i juleferien, jeg første gang så et afsnit af SKAM. Indrømmet, jeg kom sent med på bølgen – i måneder havde jeg observeret, hvordan folk begejstret stimlede sammen, ligeså snart der var et nyt klip ude om teenagerne fra skolen i Oslo, men jeg var ikke helt sikker på, at det var noget, jeg gad bruge min tid på. Altså lige indtil jeg altså satte mig ned, blev opslugt og brugte flere aftener i selskab med Eva, Vilde, Noora, Chris, Sana og alle andre. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var fan!

Jeg var til gengæld skeptisk, da Aveny-T annoncerede, at de ville lave et teaterstykke ud fra første sæson. Målet var at få flere unge i teatret, og selvom jeg selvfølgelig synes det er en god idé (for at gå i teatret er noget af det bedste jeg ved!), så syntes jeg også, at det var en lille smule letkøbt at lave SKAM til et teaterstykke. Men trods dette befandt jeg mig dog alligevel i foregårs i en tætpakket teatersal, der summede af forventningsfulde publikummer. Og forventningsfuld – dét var jeg også! Var det stadig SKAM? Ville det stadig være ligeså godt, ægte og indeholde alle de kvaliteter, der har gjort, at jeg holder så meget af den norske serie?

Det er altid farligt at adaptere noget, der er blevet er så stort fænomen, som SKAM er blevet – uanset om det er fra bog til film, eller fra TV-serie til teater. Der vil uundgåeligt altid gå noget tabt – alt vil ikke kunne være med, og særligt når der som her skal koges 5 timers serie ned til en 1,5 times forestilling (uden pause!).

Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Holdet bag SKAM har sluppet virkelig godt fra det. Både ved at historien var skåret ind til benet, men stadig indeholdte de vigtigste (og ikoniske!) scener fra første sæson, men også ved hjælp af scenografien.
SKAM er en serie, der lader en komme helt tæt på de unge og ved hjælp af sin karakteristiske æstetik skaber et særligt nærvær, der gør, at man føler man er i samme rum som karaktererne. Men når det skal laves til en forestilling, hvor flere hundrede mennesker sidder i en mørk sal – vil nærværet så gå tabt? Scenografien er relativ enkel og består blot af en tom scene og en catwalk med et podie, der kan hæves og sænkes, som det passer til historien – og på enkel, og illustrativ vis, giver scenografien faktisk plads til og fokus på historie og skuespillere. Lige som nærbillederne og de langsomme scener i serien gør det.

Jo, vi kan godt blive enige om, at det krævede en form for tilvænning de første 10 minutter af stykket. En del af skuespillerne ligner ikke de velkendte ansigter fra serien (selvom kostumerne gør sit bedste!), der snakkes dansk og formatet er anderledes – men trods dette indeholdte forestillingen stadig den genkendelighed og relaterbarhed, som jeg holder allermest af ved serien. At man, uanset hvem man er, kan spejle sig i én af personerne – og for dét kan de fine skuespilspræstationerne tage æren, der både fik nye nuancer frem i karaktererne, men samtidig også var tro mod deres serie-modstykke.

SKAM som forestilling er ikke en 1:1 oplevelse med TV-serien; teaterstykket er et bidrag til universet og anden måde at fortælle historien på – og det er helt fint med mig. Der vil altid blive taget nogle kunstneriske valg, og her synes jeg, at det var de rigtige valg, der var blevet truffet. Det havde hjertet på det rette sted, og jeg glæder mig til at opleve Noora og Williams historie i teatermørket til næste efterår.

Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenografi: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkby. Fotograf: Pernille Kaalund. Produceret af Aveny-T. 

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

‘Green Day’s American Idiot’ i Den Grå Hal

press1press8

Green Day har været et band, der har været en del af mit liv i mange år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg (ufrivilligt) har lyttet til deres musik og bedt min søster om at skrue ned. Så havde man spurgt 14-årige Rebecca, om hun nogensinde kunne se sig selv gå ind frivilligt og se en musical med Green Days sange – så havde hun helt sikkert grint og sagt nej. Men det skete altså. I søndags drog ét styks kæmpefan (min søster) og en skeptiker (mig) mod Den Grå Hal på Christiana, hvor Green Day-musicalen American Idiot i øjeblikket spiller.

American Idiot, der har Danmarkspremiere, består først og fremmest af et meget velsunget cast. De er ikke mange mennesker på scenen, men alligevel formår de (godt hjulpet på vej af de energiske sange) at komme ud over scenen og sætte gang i hallen, der ved første øjekast bare synes som et trist og kedeligt sted at spille en musical. Men det passer godt til den verden musicalen foregår i; 00’ernes oprørske, lettere triste og militærfokuserede USA. Her møder vi tre venner, der vil væk fra forstaden og ind til byen, der frister med frihed og en ny start – men hvad er meningen med livet, når livet ikke mere giver mening? Alt sammen akkompagneret af Green Days energiske, lettere aggressive musik og Benjamin La Cours betontunge (men overraskende lette!) scenografi, der på kreativ vis bliver danner rammerne for muligheder, håb og knuste drømme.

Men – for der er et men. Selvom musicalen er velsunget og scenografien virkelig flot, så kan jeg ikke komme udenom, at historien er virkelig tynd – og næsten ikke-eksisterende. Ideen er god, for Green Days musik er fyldt med store følelser og historier, men udførelsen er ikke specielt vellykket.
Jeg har læst nogle kalde musicalen for en teaterkoncert, og jeg kan godt se, hvorfor man vælge netop dén betegnelse. Mest af alt virker hele konceptet bag American Idiot, som én stor undskyldning for at sætte Green Days store bagkatalog af sange op på en scene, når den ene kendte sang efter den anden bliver spillet – kun afbrudt af en smule dialog, som man har valgt at holde på engelsk, der endte med at drukne i mængden af sange, som musicalen skulle igennem på de 90 hæsblæsende minutter, den varede.

Jeg endte med, at stå tilbage med en lidt fragmenteret oplevelse. Som musical-fan savnede jeg en mere sammenhængende historie, hvor musikken blev en mere integreret del af historien, men som ikke-Green Day fan endte jeg med at blive positiv overrasket. Jeg kunne virkelig godt lide musikken! Og et eller andet siger mig, at hvis jeg – som mangeårig skeptiker – kan ende med at blive ‘omvendt’ og skrive, at jeg godt kunne lide Green Days musik… så er jeg næsten sikker på, at der også er noget at komme efter for (nostalgiske) Green Day-fans. American Idiot giver liv til de gamle sange, mulighed for at høre dem igen – og så er der garanteret også en reference eller to, jeg ikke opfattede.

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

 

‘American Idiot’ spiller indtil d. 22. oktober i Den Grå Hal. Læs mere om forestillingen HER.

Medvirkende: Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen, Snorre Tøndel, Frederikke Vedel, Rikke Hvidbjerg, m.fl. Instruktør: Tim Zimmermann. Tekst og musik: Green Day og Billie Joe Armstrong & Michael Mayer. Produceret af Heltemus Productions.

‘Klokkeren fra Notre Dame’ på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

Hvordan anmelder man noget, der er så godt, at man ikke kan få armene ned, tonerne ud af kroppen eller ryste hele stemningen af sig? Dét spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg trådte ud af Det Kongelige Teater og begav mig hjem efter at have oplevet Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame.
Det var anden gang, jeg blev transporteret med til Paris kæmpe katedral og snævre gader, da jeg også oplevede musicalen i Fredericia sidste efterår, men det betyder ikke, at det ikke var en ligeså stor oplevelse – jeg har næsten lyst til at sige, at den var endnu bedre.

Klokkeren fra Notre Dame omhandler den pukkelrykkede klokker Quasimodo, der drømmer om at blive en del af den verden, han hver dag kigger ned på fra sit hjem allerøverst i Paris domkirke og som han holdes indespærret i af sin værge, ærkediakon Frollo. En dag bliver drømmen til virkelighed og han møder den smukke sigøjner Esmeralda, som både betager Quasimodo, Frollo og soldaten Phoebus…
Selvom Klokkeren fra Notre Dame indeholder de velkendte sange fra tegnefilmen, er historien dog baseret på Victor Hugos roman af samme navn. Tegnefilmen har altid været dyster, men i denne udgave blive det hele mørkere – og mere fortvivlende. Men historien bliver også på sin vis smukkere, og vigtigere.

Indrømmet, jeg har det tit lidt svært med Disney-musicals. Jeg elsker filmene, men når de bliver overført til scenen, føler jeg tit, at det bliver en for poleret. Der mangler noget kant og dybde – noget som Klokkeren fra Notre Dame i dén grad får ved at trække på originalhistorien, og særligt Quasimodos entre som almindeligt menneske, der forvandler sig til den velkendte, pukkelrykkede klokker for øjnene af publikum, stiller spørgsmålet og cementerer temaet: Hvem er er et monster og hvem er en mand? 

I Klokkeren fra Notre Dame går scenografi, skuespil, sang op i en højere enhed på smukkeste vis. Scenografien slog benene væk under mig gang på gang, når man blev transporteret fra Paris gader til toppen af Notre Dame, eller når verden (føltes det som) blev badet i flammer, som Frollo sang sin vrede og lidenskab ud i sangen Hellfire. Alle øjeblikke var akkompagneret af ensemblet, som er med til at give liv og storhed til de smukke, gåsehudsfremkaldende sange og formidle de store følelser, som musicalen indeholder.

Skuespilpræstationerne har en stor andel i historiens dybde, og særligt rollen som Quasimodo spilles fantastisk af Lars Mølsted. Ikke nok med, at han synger flot og sikkert, så spiller han også, så man mærker ensomheden, men også den indre styrke hos den pukkelrykkede klokker; han formår at gøre Quasimodo både skrøbelig og handlekraftig på én og samme tid, så man sidder og hepper og græder. På en og samme tid.
Quasimodo er en karakter, der er historiens outsider, men i samspil med Bjørg Gamsts sikre, hjertevarme Esmeralda og Mads M. Nielsens nuancerede, men ubehagelige Frollo, ender han med at blive historiens og musicalens midt- og højdepunkt.

Klokkeren fra Notre Dame er en musical og en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Den har sat standarden for musicalgenren i Danmark – ikke kun med sin kreative, flotte scenografi, men også med sit ambitionsniveau. Det er en musical, der beder om at blive taget seriøst – trods sin Disney-indpakning. Og det bliver den. På smukkeste, mest triste og bedste vis og jeg kan ikke anbefale den nok.


‘Klokkeren fra Notre Dame’ spiller indtil d. 13. august på Gamle Scene i Det Kongelige Teater og du kan købe billetter HER.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund m.fl. Instruktør: Thomas Agerholm. Tekst og musik: Alan Menken og Stephen Schwarts. Produceret af Fredericia Teater.

En musical der blev taget seriøst

Den 8. juni 2017 spillede Jesus Christ Superstar for sidste gang på Aarhus Teater. Den 24. maj var jeg så heldig at opleve forestillingen. Egentlig var det meningen, at jeg ville have skrevet en anmeldelse, men pludselig var jeg midt i en eksamen, min hjerne var krøllet og tiden løb fra mig.
Alligevel har forestillingen ikke sluppet mine tanker. Ikke kun fordi, at den var katalysator for en virkelig hyggelig tur til og dag i Aarhus med min veninde, men også fordi, den bare ramte plet.

Når jeg ser musicals i Danmark, føler jeg tit, at udgangspunktet for dem er, at de skal passe ned i en særlig kasse med genretræk for musicals: Store dansenumre, overdådige kostumer, helst lidt glitter og noget, der ikke tager sig selv alt for højtideligt. Man skal helst anlægge en lidt ironisk distance til det hele, for man ved godt, at musicals jo bare er let ‘underholdning’ (selvom vi jo alle sammen godt ved, at det ikke er dét! Hmprft!).

Men ikke Jesus Christ Superstar. Jo, historien om Jesus, der bliver forrådt af Judas, og hans sidste dage inden korsfæstelsen er selvfølgelig en dyster historie – men man kunne være bange for, at forestillingen, historien til trods, ville falde i musicalfælden, nu hvor det er en syngende forestilling (og af de storslåede musicals mester, Andrew Lloyd Webber). Gøre det hele lidt mere rosenrødt, glitterende og glorificeret. Tvært i mod. Scenografien afspejlede i sine mørke nuancer, den dystre stemning, der hang over historien. Skuespillerne gav alt, hvad de kunne – så man helt øverst oppe, hvor jeg sad, fik kuldegysninger og ondt i hjertet. Musikken var rocket, men med sjæl. Det var stort, men ikke påklistret stort.

Det var en musical, der tog sig selv seriøst.

Og for det vil jeg bare gerne sige tak! Tak for en musical, hvor musik, scenografi og historie gik op i en højere enhed. Tak for oplevelsen!

at_jcs_foto-rumle-skafte16at_jcs_foto-rumle-skafte25at_jcs_foto-rumle-skafte23

Scroll to top