KATTEMENNESKE – OG ANDRE FORTÆLLINGER af Kristen Roupenian

Hvis jeg skulle udpege én bog, der har domineret de sociale medier det sidste lange stykke tid, så ville jeg vælge Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Af en eller anden grund blev jeg ved med at støde på dens rødlige forside, anmeldelser af novellerne og artikler om, at Roupenian er en af nutidens litteraturs stærke stemmer. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at læse den og se, hvad det var folk snakkede om.

Kattemenneske er en novellesamling, hvis 12 noveller alle omhandler og leger med magtbalancen i forhold. Om det så er mellem mand og kvinde, mor og datter eller veninde og veninde – Roupenian kommer vidt omkring i sin skildring af, hvordan mennesker påvirker og interagere med hinanden som fx parret i Slemme fyr, der manipulerer deres ven, eller hovedpersonen i Bidt, der mere end noget andet har træng til at bide sin kollega, eller personen i Hvad hjertet begærer, der indespærrer og udnytter sin drømmemand – på magisk vis.

Hvis jeg skulle beskrive min læseoplevelse ville jeg først og fremmest sige velskrevet – men ubehagelig. Alle novellerne, trods deres forskellige udgangspunkter, fremkaldte på hver sin måde en form for forargelse i mig, og nogle gange kunne jeg slet ikke være i min krop og måtte udbryde et stort “EJ!” midt i min læsning. Kattemenneske bevæger sig hele tiden på grænsen mellem at være for meget og helt tilpas i sine noveller, og det er en hårfin grænse, som Roupenian virkelig mestrer. Op til flere gange havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvenserne af karakterernes handlinger, men alligevel læste jeg videre – både af nysgerrighed (for er det ikke altid det lidt ubehagelige og uhyggelige, man bliver draget af?), men også fordi at alle 12 noveller indeholder virkelig spændende historier, man slet ikke har lyst til at kunne spejle sig i, men måske alligevel på en måde kan i de nuancerede karakterskildringer, der aldrig er helt sort og hvide.

Alt i alt endte Kattemenneske, som iøvrigt er min første ‘rigtige’ novellesamling jeg har læst(!), med at blive en stor læseoplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Dels fordi jeg nu ved, hvad det er, folk har snakket om siden årsskiftet, men også fordi den bare er virkelig velskrevet og en virkelig stærk samling af noveller.

Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Originaltitel: You Know You Want This. Udgivet på dansk af Gyldendal (2019). 250 sider.

DEAR EVAN HANSEN af Val Emmich

Evan Hansen er blevet sat til at skrive breve til sig selv af sin psykolog. Breve der skal hjælpe på hans sociale angst og hans ensomhed. Men da et af hans breve en dag havner i de forkerte hænder, ender Evan med at blive en del af en løgn, som han pludselig ikke kan undslippe – og hans liv ændrer sig markant. Fra at være usynlig, bliver han pludselig en del af et fællesskab og set. Spørgsmålet er dog, om han kan leve med løgnen?

Dear Evan Hansen er baseret på musicalen af samme navn, der siden den havde premiere på Broadway i 2017 har haft kæmpe succes – og stadig spiller for fulde huse. Det er en historie, der med sine tematikker og sit persongalleri er vedkommende, rørende og nutidig. Netop af den grund ville jeg sådan ønske, at bogen var skrevet bedre; at man ikke allerede fra side ét kan mærke, at bogen er skrevet bare fordi man kan.
Modsat musicalen, føles bogen underlig tom og følelsesløs. Jeg føler aldrig med Evan på samme måde, som når han synger ‘Words Fail’ på scenen, og den svære relation mellem ham og moderen føles ligegyldig og banal. Jeg læser ordene, sort på hvidt, men jeg føler intet. Det er ærgerligt, når bogen netop behandler vigtige temaer som angst og ensomhed – temaer, som andre bøger indenfor young adult-genren formår at behandle på den fineste, dybtfølte og nuancerede måde. Dear Evan Hansen føles meget sort/hvid i sin skildring, og mest af alt som en voksen mands mislykkedes forsøg på at sætte sig ind i en teenagers tanker.

Måske mine følelser for bogudgaven af Dear Evan Hansen har noget at gøre med, at jeg først stiftede bekendtskab med Evan gennem musicalen og dens dybtfølte sange. Måske det ikke har. Men det ændrer ikke på, at jeg i Dear Evan Hansen på bogform manglede kreativitet og nytænkning. Bogen er i princippet en 1:1 gengivelse af forestillingen (med få kunstneriske valg) – hvilket er fint, hvis det er dét, man søger. Men jeg savner, at bogen løftede sig op på et niveau, så den ikke bare lugtede af penge, men blev et selvstændigt værk, der kunne understøtte og supplere forestillingen når nu man vælger at udgive den som bog; at det ikke bare blev en lidt ligegyldig historie… for historien er alt andet end ligegyldig.

Dear Evan Hansen af Val Emmich. Udgivet på engelsk af Poppy (2018). 368 sider.

KÆRE ZOE UKHONA af Pelle Hvenegaard

Da Pelle Hvenegaard, kendt fra TV, og møder hans kommende kone Caroline, ved han, at det er hende, han skal starte en familie med. Desværre skal det vise sig, at vejen til drømmefamilien og -barnet ikke er helt nem. Kære Zoe Ukhona er en fortælling om parrets vej gennem fertilitetsbehandlinger og adoptionspapirer inden de endelig i efteråret 2016 står med deres sydafrikanske datter i armene.

Kære Zoe Ukhona er skrevet direkte henvendt til den længeventede datter, og man er slet ikke i tvivl om al den kærlighed, der er lagt i projektet – både i selve bogen, men også al den kærlighed, der er grobund for først fertilitetsbehandlingen og senere adoptionsprocessen. Man tvivler aldrig på, hvor ønsket hun reelt er. For det er en hård kamp og sej og lang process, som Pelle og Caroline går gennem, og som læser sidder man heppende og håber på det bedste, samtidig med det også går lige i hjertet, når projektet endnu engang fejlslår og de må starte forfra i hele møllen én gang til.
På den måde er bogen rigtig fin; den er fyldt med følelser, som man måske ikke kan nikke genkendende til, men som man i hvert fald kan forstå. Den er menneskelig og ægte i sin skildring. Og derved er den også med til at sætte fokus på et emne, som mange ikke taler om: Barnløshed. Hvad betyder det egentlig? Hvordan har man det? Og hvad går man igennem? Bogen er en vigtig brik i et aftabuiseringen af emnet, og giver et indblik i en virkelighed, som mange går igennem – men ikke taler højt om.

Og netop på grund af emnets vigtighed er jeg også ked af at skulle nævne, at selvom bogen er fyldt med nok så mange følelser og et vigtigt emne, så er det ikke verdens mest velskrevet bog. Bogen er præget af talesprog, som virker forstyrrende – og dét kombineret med at Pelle Hvenegaard tager mange (unødvendige) afveje i sin fortælling gør, at jeg følte, at Kære Zoe Ukhona nogle gange mistede sit egentlige fokus og kerne. Allerbedst fungerede det, når der blev zoomet ind på selve processen, presset, håbet og følelserne; allermindst fungerede det, når en sidebemærkning blev udpenslet til detaljer. Jeg er med på, at det er svært at gengive eksakte samtaler, og dem kan jeg egentlig også godt se igennem fingrene med. Men bogen kunne godt have brugt en endnu større opstramning, så historien om Zoe Ukhona blev endnu skarpere, men stadig ligeså rørende.

Trods sproglige vanskeligheder endte Kære Zoe Ukhona dog med at være en fin læseoplevelse, der gjorde, hvad den skulle – og holdt hvad den lovede. Jeg var både rørt, glad og trist – alt imens jeg fik øjnene op for og et indblik i et vigtigt emne.

Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard. Udgivet af People’s Press, 2018. 291 sider. 

SAMTALER MED VENNER af Sally Rooney

I Samtaler med venner introduceres vi til veninderne Frances og Bobbi, der er ekskærester, universitetsstuderende og fascineret af det ældre ægtepar Melissa og Nick, som de møder til et oplæsningsarrangement. Inden længe har Frances indledt en flirt med Nick, og selvom det først starter uskyldigt og med en ironisk distance, ender både Frances – men også Bobbis liv – at blive mere og mere sammenviklet med Melissa og Nicks.

Det er lang siden, jeg har givet en bog 5 ud af 5 stjerner på Goodreads, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvorfor Samtaler med venner endte med at blive modtageren af den famøse rating fra min sidste, som én af de første bøger i virkelig lang tid. Men hvis jeg nu tænker mig rigtig godt om, så ved jeg det jo egentlig godt; når alt kommer til alt, kunne jeg nok ikke lade være, nu hvor muligheden bød sig. Når jeg havde haft en så god læseoplevelse, som jeg havde med Samtaler med venner, hvor jeg sad opslugt to nætter i streg og næsten ikke kunne få mig selv til at gå i seng, fordi jeg bare lige skulle læse ét kapitel mere – så skulle den naturligvis belønnes. Her flere uger efter jeg vendte sidste side og sagde farvel til veninderne Frances og Bobbi, tænker jeg stadig dagligt på, hvor god en læseoplevelse, Samtaler med venner egentlig var.

Samtaler med venner er kort sagt ét af de fineste portrætteringer af at være ung, forvirret og i 20’erne, jeg længe har læst. Det er så virkeligt, rørende og fint. Karaktererne er langt fra glansbilleder af at være ung og de virker voldsomt menneskelige, som Sally Rooney giver os indblik Francis tanker og handlinger. Hun både tvivler, tager dårlige beslutninger og har det skidt – alt imens hun bare lever og navigerer i livet, der består af studier, venner og familie. Jeg kan ikke forklare det bedre, udover at skildringen virkelig ramte mig, og det virkelig var befriende at læse om en karakter, der bare er. Det hele er selvfølgelig også hjulpet på vej, af Sally Rooneys knivskarpe og fangende sprog, som gjorde at jeg allerede fra første side var fanget og ikke kunne lægge bogen fra mig. Bare fordi den var så god. Læs den lige, ikke?

Samtaler med venner af Sally Rooney. Originaltitel: Conversations With Friends. Udgivet på dansk af Rosinante (2018). 336 sider.

Musicalteatrets ‘Vi maler byen rød: The Musical 2’

I 2010 havde Musicalteatret premiere på forestillingen Vi maler byen rød: The Musical, der blev lidt af en Danmarks-succes. Den så jeg ikke. Til gengæld så jeg i onsdags deres nye musical Vi maler byen rød: The Musical 2, som kører videre i samme spor med ny, selvstændig historie, men stadig ligeså fyldt til randen med melodi grand prix-hits, som dens forgænger.

I Vi maler byen rød 2 bliver vi transporteret tilbage til 1980’ernes ferieparadis Mallorca sammen med historiens omdrejningspunkt: En rigmandsfamilie, hvis familieliv er fyldt med intriger og hemmeligheder. Egentlig et rigtig fint udgangspunkt for en musical; der er lagt op til forvekslinger, dramatik og spænding. Ved første sang lyder det også som, at sangene kommer til at blive en fin del af forestillingen. Det er altid det svære i musicals, når man vælger at gå jukebox-vejen og bruge allerede kendte og skrevne sange; at integrere dem i historien, så det virker naturligt og selvfølgeligt.

Egentlig lykkes det langt hen ad vejen, og jeg var også fint underholdt af både sang og skuespil. Til en hvis grad. Historien er fyldt med humor, og på scenen står der nogle fine skuespillere og virkelig gode sangere, der præsterer. Særligt dem der spiller søskendeflokken i rigmandsfamilien leverede nogle virkelig gode, fine og egentlig ret overbevisende skuespils- og sangpræstationer i forhold til det materiale, de havde at arbejde med. For ærligt, så operer Vi maler byen rød: The Musical 2 ikke med begrebet ‘less is more’. De 25 grandprix-sange, man har valgt at bruge i forestillingen, er bare for mange sange, og når historien så samtidig også kaster den ene sidehistorie ind efter den anden, så forestillingen ikke kun ender med at blive rodet, men også kommer til at vare lige godt og vel 3 timer inklusiv pause…så bliver Vi maler byen rød: The Musical 2 altså en tand for langtrukken og forvirrende. Jeg er helt med på at historien ikke tager sig selv så højtideligt, men jeg ville ønske, det havde været mere stramt. Jeg manglede fokus og en følelse af, der var taget nogle flere kunstneriske valg. For så tror jeg, det kunne have været rigtig godt!

Vi maler byen rød: The Musical 2 er en musical for dig, der kan lide alt det gode (og det mindre gode) grand prix-musik, og for dig, der måske ikke går så meget op i historien, men bare gerne vil træne lattermusklerne. Når det spillede, så spillede det – og ellers var det et nostalgisk gensyn med al den musik, der uundgåeligt er blevet en del af Danmarks musikhistorie. Og så vil jeg også gerne give en cadeau til Musicalteatret for at sætte en nyskrevet musical op!

‘Vi maler byen rød: The Musical 2’ spiller indtil d. 21. april på Folketeatrets Store Turnéscene. Læs mere om forestillingen HER.

Instruktør: John Holmgren Brohammer Jensen. Manuskript: Rasmus Mansachs. Produceret af Musicalteatret.

Scroll to top