KÆRE ZOE UKHONA af Pelle Hvenegaard

Da Pelle Hvenegaard, kendt fra TV, og møder hans kommende kone Caroline, ved han, at det er hende, han skal starte en familie med. Desværre skal det vise sig, at vejen til drømmefamilien og -barnet ikke er helt nem. Kære Zoe Ukhona er en fortælling om parrets vej gennem fertilitetsbehandlinger og adoptionspapirer inden de endelig i efteråret 2016 står med deres sydafrikanske datter i armene.

Kære Zoe Ukhona er skrevet direkte henvendt til den længeventede datter, og man er slet ikke i tvivl om al den kærlighed, der er lagt i projektet – både i selve bogen, men også al den kærlighed, der er grobund for først fertilitetsbehandlingen og senere adoptionsprocessen. Man tvivler aldrig på, hvor ønsket hun reelt er. For det er en hård kamp og sej og lang process, som Pelle og Caroline går gennem, og som læser sidder man heppende og håber på det bedste, samtidig med det også går lige i hjertet, når projektet endnu engang fejlslår og de må starte forfra i hele møllen én gang til.
På den måde er bogen rigtig fin; den er fyldt med følelser, som man måske ikke kan nikke genkendende til, men som man i hvert fald kan forstå. Den er menneskelig og ægte i sin skildring. Og derved er den også med til at sætte fokus på et emne, som mange ikke taler om: Barnløshed. Hvad betyder det egentlig? Hvordan har man det? Og hvad går man igennem? Bogen er en vigtig brik i et aftabuiseringen af emnet, og giver et indblik i en virkelighed, som mange går igennem – men ikke taler højt om.

Og netop på grund af emnets vigtighed er jeg også ked af at skulle nævne, at selvom bogen er fyldt med nok så mange følelser og et vigtigt emne, så er det ikke verdens mest velskrevet bog. Bogen er præget af talesprog, som virker forstyrrende – og dét kombineret med at Pelle Hvenegaard tager mange (unødvendige) afveje i sin fortælling gør, at jeg følte, at Kære Zoe Ukhona nogle gange mistede sit egentlige fokus og kerne. Allerbedst fungerede det, når der blev zoomet ind på selve processen, presset, håbet og følelserne; allermindst fungerede det, når en sidebemærkning blev udpenslet til detaljer. Jeg er med på, at det er svært at gengive eksakte samtaler, og dem kan jeg egentlig også godt se igennem fingrene med. Men bogen kunne godt have brugt en endnu større opstramning, så historien om Zoe Ukhona blev endnu skarpere, men stadig ligeså rørende.

Trods sproglige vanskeligheder endte Kære Zoe Ukhona dog med at være en fin læseoplevelse, der gjorde, hvad den skulle – og holdt hvad den lovede. Jeg var både rørt, glad og trist – alt imens jeg fik øjnene op for og et indblik i et vigtigt emne.

Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard. Udgivet af People’s Press, 2018. 291 sider. 

SAMTALER MED VENNER af Sally Rooney

I Samtaler med venner introduceres vi til veninderne Frances og Bobbi, der er ekskærester, universitetsstuderende og fascineret af det ældre ægtepar Melissa og Nick, som de møder til et oplæsningsarrangement. Inden længe har Frances indledt en flirt med Nick, og selvom det først starter uskyldigt og med en ironisk distance, ender både Frances – men også Bobbis liv – at blive mere og mere sammenviklet med Melissa og Nicks.

Det er lang siden, jeg har givet en bog 5 ud af 5 stjerner på Goodreads, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvorfor Samtaler med venner endte med at blive modtageren af den famøse rating fra min sidste, som én af de første bøger i virkelig lang tid. Men hvis jeg nu tænker mig rigtig godt om, så ved jeg det jo egentlig godt; når alt kommer til alt, kunne jeg nok ikke lade være, nu hvor muligheden bød sig. Når jeg havde haft en så god læseoplevelse, som jeg havde med Samtaler med venner, hvor jeg sad opslugt to nætter i streg og næsten ikke kunne få mig selv til at gå i seng, fordi jeg bare lige skulle læse ét kapitel mere – så skulle den naturligvis belønnes. Her flere uger efter jeg vendte sidste side og sagde farvel til veninderne Frances og Bobbi, tænker jeg stadig dagligt på, hvor god en læseoplevelse, Samtaler med venner egentlig var.

Samtaler med venner er kort sagt ét af de fineste portrætteringer af at være ung, forvirret og i 20’erne, jeg længe har læst. Det er så virkeligt, rørende og fint. Karaktererne er langt fra glansbilleder af at være ung og de virker voldsomt menneskelige, som Sally Rooney giver os indblik Francis tanker og handlinger. Hun både tvivler, tager dårlige beslutninger og har det skidt – alt imens hun bare lever og navigerer i livet, der består af studier, venner og familie. Jeg kan ikke forklare det bedre, udover at skildringen virkelig ramte mig, og det virkelig var befriende at læse om en karakter, der bare er. Det hele er selvfølgelig også hjulpet på vej, af Sally Rooneys knivskarpe og fangende sprog, som gjorde at jeg allerede fra første side var fanget og ikke kunne lægge bogen fra mig. Bare fordi den var så god. Læs den lige, ikke?

Samtaler med venner af Sally Rooney. Originaltitel: Conversations With Friends. Udgivet på dansk af Rosinante (2018). 336 sider.

Musicalteatrets ‘Vi maler byen rød: The Musical 2’

I 2010 havde Musicalteatret premiere på forestillingen Vi maler byen rød: The Musical, der blev lidt af en Danmarks-succes. Den så jeg ikke. Til gengæld så jeg i onsdags deres nye musical Vi maler byen rød: The Musical 2, som kører videre i samme spor med ny, selvstændig historie, men stadig ligeså fyldt til randen med melodi grand prix-hits, som dens forgænger.

I Vi maler byen rød 2 bliver vi transporteret tilbage til 1980’ernes ferieparadis Mallorca sammen med historiens omdrejningspunkt: En rigmandsfamilie, hvis familieliv er fyldt med intriger og hemmeligheder. Egentlig et rigtig fint udgangspunkt for en musical; der er lagt op til forvekslinger, dramatik og spænding. Ved første sang lyder det også som, at sangene kommer til at blive en fin del af forestillingen. Det er altid det svære i musicals, når man vælger at gå jukebox-vejen og bruge allerede kendte og skrevne sange; at integrere dem i historien, så det virker naturligt og selvfølgeligt.

Egentlig lykkes det langt hen ad vejen, og jeg var også fint underholdt af både sang og skuespil. Til en hvis grad. Historien er fyldt med humor, og på scenen står der nogle fine skuespillere og virkelig gode sangere, der præsterer. Særligt dem der spiller søskendeflokken i rigmandsfamilien leverede nogle virkelig gode, fine og egentlig ret overbevisende skuespils- og sangpræstationer i forhold til det materiale, de havde at arbejde med. For ærligt, så operer Vi maler byen rød: The Musical 2 ikke med begrebet ‘less is more’. De 25 grandprix-sange, man har valgt at bruge i forestillingen, er bare for mange sange, og når historien så samtidig også kaster den ene sidehistorie ind efter den anden, så forestillingen ikke kun ender med at blive rodet, men også kommer til at vare lige godt og vel 3 timer inklusiv pause…så bliver Vi maler byen rød: The Musical 2 altså en tand for langtrukken og forvirrende. Jeg er helt med på at historien ikke tager sig selv så højtideligt, men jeg ville ønske, det havde været mere stramt. Jeg manglede fokus og en følelse af, der var taget nogle flere kunstneriske valg. For så tror jeg, det kunne have været rigtig godt!

Vi maler byen rød: The Musical 2 er en musical for dig, der kan lide alt det gode (og det mindre gode) grand prix-musik, og for dig, der måske ikke går så meget op i historien, men bare gerne vil træne lattermusklerne. Når det spillede, så spillede det – og ellers var det et nostalgisk gensyn med al den musik, der uundgåeligt er blevet en del af Danmarks musikhistorie. Og så vil jeg også gerne give en cadeau til Musicalteatret for at sætte en nyskrevet musical op!

‘Vi maler byen rød: The Musical 2’ spiller indtil d. 21. april på Folketeatrets Store Turnéscene. Læs mere om forestillingen HER.

Instruktør: John Holmgren Brohammer Jensen. Manuskript: Rasmus Mansachs. Produceret af Musicalteatret.

SKAM på Aveny-T

Det var i juleferien, jeg første gang så et afsnit af SKAM. Indrømmet, jeg kom sent med på bølgen – i måneder havde jeg observeret, hvordan folk begejstret stimlede sammen, ligeså snart der var et nyt klip ude om teenagerne fra skolen i Oslo, men jeg var ikke helt sikker på, at det var noget, jeg gad bruge min tid på. Altså lige indtil jeg altså satte mig ned, blev opslugt og brugte flere aftener i selskab med Eva, Vilde, Noora, Chris, Sana og alle andre. Jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg var fan!

Jeg var til gengæld skeptisk, da Aveny-T annoncerede, at de ville lave et teaterstykke ud fra første sæson. Målet var at få flere unge i teatret, og selvom jeg selvfølgelig synes det er en god idé (for at gå i teatret er noget af det bedste jeg ved!), så syntes jeg også, at det var en lille smule letkøbt at lave SKAM til et teaterstykke. Men trods dette befandt jeg mig dog alligevel i foregårs i en tætpakket teatersal, der summede af forventningsfulde publikummer. Og forventningsfuld – dét var jeg også! Var det stadig SKAM? Ville det stadig være ligeså godt, ægte og indeholde alle de kvaliteter, der har gjort, at jeg holder så meget af den norske serie?

Det er altid farligt at adaptere noget, der er blevet er så stort fænomen, som SKAM er blevet – uanset om det er fra bog til film, eller fra TV-serie til teater. Der vil uundgåeligt altid gå noget tabt – alt vil ikke kunne være med, og særligt når der som her skal koges 5 timers serie ned til en 1,5 times forestilling (uden pause!).

Jeg blev virkelig positivt overrasket.

Holdet bag SKAM har sluppet virkelig godt fra det. Både ved at historien var skåret ind til benet, men stadig indeholdte de vigtigste (og ikoniske!) scener fra første sæson, men også ved hjælp af scenografien.
SKAM er en serie, der lader en komme helt tæt på de unge og ved hjælp af sin karakteristiske æstetik skaber et særligt nærvær, der gør, at man føler man er i samme rum som karaktererne. Men når det skal laves til en forestilling, hvor flere hundrede mennesker sidder i en mørk sal – vil nærværet så gå tabt? Scenografien er relativ enkel og består blot af en tom scene og en catwalk med et podie, der kan hæves og sænkes, som det passer til historien – og på enkel, og illustrativ vis, giver scenografien faktisk plads til og fokus på historie og skuespillere. Lige som nærbillederne og de langsomme scener i serien gør det.

Jo, vi kan godt blive enige om, at det krævede en form for tilvænning de første 10 minutter af stykket. En del af skuespillerne ligner ikke de velkendte ansigter fra serien (selvom kostumerne gør sit bedste!), der snakkes dansk og formatet er anderledes – men trods dette indeholdte forestillingen stadig den genkendelighed og relaterbarhed, som jeg holder allermest af ved serien. At man, uanset hvem man er, kan spejle sig i én af personerne – og for dét kan de fine skuespilspræstationerne tage æren, der både fik nye nuancer frem i karaktererne, men samtidig også var tro mod deres serie-modstykke.

SKAM som forestilling er ikke en 1:1 oplevelse med TV-serien; teaterstykket er et bidrag til universet og anden måde at fortælle historien på – og det er helt fint med mig. Der vil altid blive taget nogle kunstneriske valg, og her synes jeg, at det var de rigtige valg, der var blevet truffet. Det havde hjertet på det rette sted, og jeg glæder mig til at opleve Noora og Williams historie i teatermørket til næste efterår.

Medvirkende: Sylvester Byder, Frieda Krøgholt, Asil Al-Asadi, Mathias Käki, Sofie Salée, Jonathan Stahlschmidt, Nanna Finding Koppel, Karla Rosendahl Rasmussen. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenografi: Jon Stephensen. Dramatiker: Line Mørkby. Fotograf: Pernille Kaalund. Produceret af Aveny-T. 

TURTLES ALL THE WAY DOWN af John Green

Der er et eller andet helt specielt ved at bruge en hel dag på at læse. Bare fordi man ikke kan lade være – og med den eneste, simple grund at bogen er for god til at slippe. Sådan en dag havde jeg i selskab med John Greens nyeste bog, Turtles All the Way Down. Der er gået seks år siden Green udgav sin sidste bog, The Fault in Our Stars – dengang var jeg teenager og stor John Green-fan, der fulgte begejstret med i alt, hvad han lavede og følte, at han om nogen kunne sætte ord på, hvordan det var at være ung. Kort sagt: Jeg var et andet sted i mit liv. Det var derfor med forbehold, at jeg vendte første side i den nyeste bog i Green-familien.

Turtles All the Way Down møder vi 16-årige Aza, der kæmper med ar være den perfekte datter, veninde og studerende. Alt imens hun kæmper med sit eget hovede, der er fuld af tanker, der bliver ved med at trække hende længere og længere ned i en spiral af tanker, der aldrig løsnes, men kun strammes. Og nå ja, så er Aza og hendes veninde Daisy også igang med at skaffe oplysninger om en forsvunden millionær til politiet gennem et venskab med hans søn, så de kan få fat i den udloddede dusør… Intet under at det hele synes svært og meget for Aza.

Efter endt læsning af bogen kan jeg konkludere, at 1.) John Green stadig skriver fangende og helt fantastisk og 2.) jeg bliver aldrig for gammel til hans bøger.

Selvom Turtles All the Way Down er en ungdomsroman, er det samtidig også en roman, der med sin historie og tematik indeholder noget universielt. Den handler kort sagt om at være menneske. John Greens unge er aldrig rigtig helt unge; de er altid dét klogere, dét mere filosoferende end alle andre. De er gamle sjæle i unge kroppe, der på fineste (og klareste!) vis kan sætte ord på de svære og store følelser i livet (noget man kunne lære noget af) som når fx Aza beskriver forholdet til millinonærsønnen Davis: Anybody can look at you. It’s quite rare to find someone who sees the same world you see.

Turtles All the Way Downs største styrke, og det jeg holdt allermest af ved bogen, var måden hvorpå, John Green tager et så vigtigt emne som psykiske lidelser op. Aza har OCD, og det er her tankespiralerne kommer ind i billedet. Hun er bange for bakterier, og når hun først er igang – så kan hun ikke slippe tankerne. Og det kan vi som læsere hellere ikke. Vi er inde i Azas hovede; pludselig var jeg – uden at have opdaget det – også fanget i Azas tankespiral. Det er på én og samme tid beskrevet så naturligt og hjerteskærende, men uden at glorificere eller dramatisere det. Det optræder som en naturlig – men hæmmende – ting. Det er blot en del af dét at være Aza, som læseren får lov til at opleve.

Og så vil jeg ikke skrive mere, for jeg synes selv I skal have lov til at opleve bogen; blive opslugt og pludselig opdage, at en hel dag er gået. Komme under huden på karaktererne, løse mysteriet med Aza og Daisy, fælde en tårer eller to og håbe på det bedste. Turtles All the Way Down er både humoristisk, rørende og vigtig. Og ligeså vidunderlig og befriende rigtig, som en bog af John Green er.

Turtles All the Way Down af John Green. Udgivet på engelsk af Dutton (2017). 286 sider.

Scroll to top