Hvor blev tiden lige af?

Kender I de dér øjeblikke i ens liv, hvor man bare ikke kan følge med? Hvor man bliver ved med føle, at man halter bagud – selvom man måske egentlig ikke gør det? Sådan havde jeg det, da påskeferien begyndte. Der var alt for få dage til alt det, jeg gerne ville – og skulle. I mandags blev følelsen lidt for meget, og jeg kunne ikke helt være i det… Indtil jeg blev enig med mig selv om, at det jo ikke nytter noget at blive ved med at tænke på alt det, jeg skal have gjort. Måske jeg bare burde gøre det. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig udenfor i mit kollegies have, skrue godt op for musikken i mine høretelefoner og gå igang med at læse til det dér fag, som jeg snart skal skrive eksamensopgave i, som blev ved med at spøge i mit baghoved. Og dér har jeg troligt befundet mig de sidste par dage… Og selvom jeg endnu ikke har fået det store gennembrud opgave-wise, så er jeg i hvert fald ét skridt tættere på noget. 

Så lad dette indlæg være en påmindelse til mig selv om, at nogle gange så bliver alt lidt mere overskueligt, når man rent faktisk tager sig sammen til at gøre det, man tænker på. Og så hjælper det gode vejr altså også altid! Jeg håber, I har haft en god påske (og har husket solcremen) 🙂

Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

KÆRE ZOE UKHONA af Pelle Hvenegaard

Da Pelle Hvenegaard, kendt fra TV, og møder hans kommende kone Caroline, ved han, at det er hende, han skal starte en familie med. Desværre skal det vise sig, at vejen til drømmefamilien og -barnet ikke er helt nem. Kære Zoe Ukhona er en fortælling om parrets vej gennem fertilitetsbehandlinger og adoptionspapirer inden de endelig i efteråret 2016 står med deres sydafrikanske datter i armene.

Kære Zoe Ukhona er skrevet direkte henvendt til den længeventede datter, og man er slet ikke i tvivl om al den kærlighed, der er lagt i projektet – både i selve bogen, men også al den kærlighed, der er grobund for først fertilitetsbehandlingen og senere adoptionsprocessen. Man tvivler aldrig på, hvor ønsket hun reelt er. For det er en hård kamp og sej og lang process, som Pelle og Caroline går gennem, og som læser sidder man heppende og håber på det bedste, samtidig med det også går lige i hjertet, når projektet endnu engang fejlslår og de må starte forfra i hele møllen én gang til.
På den måde er bogen rigtig fin; den er fyldt med følelser, som man måske ikke kan nikke genkendende til, men som man i hvert fald kan forstå. Den er menneskelig og ægte i sin skildring. Og derved er den også med til at sætte fokus på et emne, som mange ikke taler om: Barnløshed. Hvad betyder det egentlig? Hvordan har man det? Og hvad går man igennem? Bogen er en vigtig brik i et aftabuiseringen af emnet, og giver et indblik i en virkelighed, som mange går igennem – men ikke taler højt om.

Og netop på grund af emnets vigtighed er jeg også ked af at skulle nævne, at selvom bogen er fyldt med nok så mange følelser og et vigtigt emne, så er det ikke verdens mest velskrevet bog. Bogen er præget af talesprog, som virker forstyrrende – og dét kombineret med at Pelle Hvenegaard tager mange (unødvendige) afveje i sin fortælling gør, at jeg følte, at Kære Zoe Ukhona nogle gange mistede sit egentlige fokus og kerne. Allerbedst fungerede det, når der blev zoomet ind på selve processen, presset, håbet og følelserne; allermindst fungerede det, når en sidebemærkning blev udpenslet til detaljer. Jeg er med på, at det er svært at gengive eksakte samtaler, og dem kan jeg egentlig også godt se igennem fingrene med. Men bogen kunne godt have brugt en endnu større opstramning, så historien om Zoe Ukhona blev endnu skarpere, men stadig ligeså rørende.

Trods sproglige vanskeligheder endte Kære Zoe Ukhona dog med at være en fin læseoplevelse, der gjorde, hvad den skulle – og holdt hvad den lovede. Jeg var både rørt, glad og trist – alt imens jeg fik øjnene op for og et indblik i et vigtigt emne.

Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard. Udgivet af People’s Press, 2018. 291 sider. 

En uge der gik (hurtigt)

Til lyden af Kristian Kristensens fløjsbløde stemme sidder jeg her, halv ti om aftenen, midt i læsningen af en akademisk artikel til morgendagens undervisning om publikumsoplevelser. Egentlig er det meget spændende, men kombinationen af tidspunktet og manglende kaffe gør, at jeg endte herinde istedet. Min koncentration har været ikke-eksisterende i dag, så det kan være, jeg ender med bare at udskyde de sidste 5 sider til i morgen tidelig. Måske det sker, måske det ikke sker.

Kender I det… Min uge er gået heltvildtstærkt uden jeg egentlig ved, hvad jeg sådan rigtigt har brugt den på – og samtidig har den også varet i hundrede år. Jeg har brugt mange af mine timer ude på biblioteket på uni og læst kloge ord til mit eneste fag dette semester, som er startet denne uge (I må ikke spørge mig om, hvorfor det først er startet nu – det er en længere forklaring). Jeg har også været lidt på arbejde. Og så har jeg grint, vundet i Bezzerwizzer, været i teatret, spist aftensmad og hygget mig med søde mennesker. Så alt I alt har det været en fin uge –  men nu glæder jeg mig også til en weekenden uden nogle nævneværdige planer. Selvom ugen (næsten) kun har været fyldt med gode ting, så er det også rart at lave ingenting – og tiltrængt, ikke mindst.

Har I haft en god uge?

Lyden af marts: Solskinsdage, regnvejrssøndage og nostalgi

Er I trætte af mine musikanbefalinger? Jeg bliver i hvert fald aldrig træt af at give dem! Måske jeg skal indføre noget ala Lyden af [dato]? Sådan en god, månedlig opsamling af, hvad jeg har lyttet til? Som jeg også har skrevet om før, så synes jeg i hvert fald, at musik er en helt perfekt måde at indkapsle en lille del af ens liv.

For mig har marts været en lidt blandet måned. Der har været varme solskinsdage, hvor jeg har cyklet uden vanter (ét af de vigtigste forårstegn!) og haft lyst til at danse mig gennem det hele og synge højt med på ALT, og så har der været dage fyldt med regn og varme kopper kaffe (eller te), mens jeg har kigget ud på en våd verden udenfor. Og så har der også været lidt dage, hvor jeg har savnet Norge. Det skyller nogle gange stadig (?) ind over mig, selvom det jo næsten snart er fire måneder siden, jeg vendte hjem fra Bergen og tilbage til mit liv i det københavnske. Spøjst.

Men altså, without further ado, får I lige min marts – nu opsamlet i mit yndlingsmusik fra dagene der gik:

Maggie Rogers: Back in My Body. Jeg elsker Maggie Rogers – sådan heltvildtmeget. Lige siden hun annoncerede sidste efterår, at hun ville udgive sit debutalbum i januar, har jeg gået spændt og ventet. Og da det så endelig udkom, og jeg kunne lytte til det allerførste gang, så faldt jeg pladask for hendes ‘Back in My Body’. Der er ikke gået én eneste dag siden, hvor jeg ikke har lyttet til dén (og resten af albummet for den sags skyld) – den er helt perfekt, følelsesladet og forløsende, og da jeg til hendes koncert i Vega d. 6. marts hørte den live, fældede jeg muligvis en lille tårer. Bedre bliver det ikke, vel?

Aurora: Queendom. Aurora stødte jeg på helt tilfældigt, da jeg uden noget mål kiggede lidt rundt på YouTube. Pludselig havde jeg klikket ind på en video af hende, der fremførte sangen ‘Queendom’, og jeg blev straks fanget af hendes energi, tekstunivers og melodi. Sangen giver mig lyst til at danse, tænke og bare være tilstedet i nuet. Bedre kan jeg ikke forklare det, men her i marts har den gjort mange dage endnu mere solrige, og lyst mangt og mange mørke regnevejrsdage op.

Kristian Kristensen: Rusen våkner igjen. Som nævnt tidligere har min marts også været præget af en blanding af norsk nostalgi og en følelse af, at jeg stadig ikke helt kan forholde mig til, at jeg er tilbage igen… selvom jeg jo selvfølgelig er det. Det er svært at sætte ord på, men jeg tænker, det jo nok bare er sådan, man har det, når man har tilbragt længere tid et andet sted. Eller også er det bare mig. Nå, men af den grund har jeg lyttet til en masse norsk musik; og særligt har jeg været glad for Spotifys radio-funktion, der har lavet skræddersyede lister til mig med alt det bedste fra norske sing-a-songwritere. Perfekt til en nostalgisk og sentimental regnvejrssøndag. Og sådan stødte jeg altså på Kristian Kristensen; jeg er ikke helt sikker på, hvem han er – men indenfor den sidste uges tid, har jeg hørt hans ‘Rusen våkner igjen’ (og ‘Gressholmen‘) virkelig-virkelig meget – og nu kan jeg slet ikke slippe ham igen.

Hvad har I lyttet til i marts?

Scroll to top