2019 i bøger

Long time no see – som sædvanlig. Det er næsten blevet en form for tradition, at jeg altid lige checker ind i januar i det nye år og fortæller, at jeg stadig lever… For det gør jeg altså. Lever. I bedste velgående. Men der er godt nok sket meget, siden jeg i sommers skrev mit sidste indlæg herinde! Ikke nok med at efteråret bød på 2 x studiejob og en flytning, så brugte jeg også efteråret på at skrive et speciale, der (sørgeligt nok) ikke ville skrive sig selv, hvilket vil sige, at nu sådan set er færdig med min uddannelse… eller, jeg mangler stadig at få min karakter (så jeg håber ikke, jeg jinxer det med dette indlæg) – men så er det i princippet farvel til 5,5 års studietid og sammenlagt 20 år i uddannelsessystemet. Dét er godt nok mærkeligt, og det er vist også noget, jeg arbejder med at prøve at forlige mig med her i januar, hvor jeg føler, jeg går rundt i et form for limbo.

Nå, men det var slet ikke dét, jeg ville snakke om – for hvis jeg kender mig selv ret, så kommer jeg til at snakke rigeligt om det, når min karakterer endelig dukker op, og jeg ender med at bruge en hel dag på at se tilbage på alle årene der gik og blive helt nostalgisk. Næ, det ville jeg ville snakke om (og viser je) var dette smukke syn, som muligvis er den bedste måde, at starte det nye år på:


Alle de bøger, jeg har læst i 2019! What do you say? Vi ved jo alle sammen, at den allervigtigste årsopgørelse er, hvor mange bøger, man har læst i det forgående år, og i 2019 har jeg altså læst 25 bøger. For at sætte det lidt i kontekst og forstå, hvorfor jeg har et så stort behov for at vise jer det, så er det altså fordi, at det muligvis er det største antal bøger, jeg længe har læst på ét år (hvor ingen bøger har været nogle, jeg har været tvunget til at læse). Ikke nok med, at jeg har nået mit læse-mål på 12 bøger for året, så har jeg fuldført mit mål med 208%, siger Goodreads! Hvem skulle nogensinde have troet, jeg havde det i mig efter så mange år, hvor jeg absolut intet har læst? Hvor har jeg fået motivationen fra? … Altså, udover fra min podcast Den Rette Hylde, hvor vi tvinger udfordrer hinanden til at læse hver uge.

Men jeg tror ikke, at det kun har været podcastens fortjeneste. 2019 har både været et år, hvor jeg faktisk har haft lyst til at læse, og også et år der har budt på mange rigtig gode læseoplevelser med en håndfuld – for mig – ukendte forfatterskaber, som jeg tænker, jeg skal udforske mere i 2020! Særligt blev Sally Rooneys bøger én af de helt store oplevelser, men også Call me by your name af Andre Aciman (lad være med at læse den nye 2’er til den, Find Me, til gengæld), Hungerhjerte og Karen Fastrup, Og sådan blev det af Maren Uthaug og Everything I know about love af Dolly Alderton står stadig tydeligt i min hukommelse… Årh altså, dem ville jeg gerne læse for første gang igen! Men forhåbentligt byder 2020 på ligeså mange, og måske endnu flere, af de store læseoplevelser. Det kunne jeg i hvert fald godt bruge! Først skal jeg dog lige tage mig sammen til at åbne en bog igen… Hvorfor er det egentlig altid så svært at åbne den første side?

 

P.S. Og hvis der er nu er nogle, der har lyst til at anbefale mig en bog – eller bare dele det bedste, de har læst i 2019 med mig – så fire away!

Noget af det bedste jeg ved!

Som jeg måske har nævnt et par gange eller to herinde, så er der sket meget det sidste stykke tid. Uni, rejser, besøg og festival. Men nu er der lidt mere ro på det hele, og det betyder også, at der endelig har været tid til at min podcast partner-in-crime Sissel og jeg endelig kunne optage et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde (at jeg så rejser til Italien i to uger lige om lidt er en anden historie… men bare rolig, vi har styr på det og lagt planer)! Til jer der ikke ved, hvad jeg fabler om, er det er ugentlig podcast min veninde Sissel og jeg laver i et mere eller mindre desperat forsøg på rent faktisk at få læst nogle bøger. I podcasten snakker vi derfor om alle de bøger vi (ikke) får læst, og prøver at finde vores rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag (- jeg er stadig stolt af den intro!).

Vi startede  podcasten i februar sidste år, fordi vi var trætte af, at livet netop gik så voldsomt hurtigt, at det blev på bekostning af vores læsning… men i dag kan jeg stolt (faktisk!) fortælle, at jeg – selvom vi har holdt pause og jeg har haft virkelig meget at se til – har fået læst hele fem bøger. Ærligt tror jeg ikke, jeg ville have gjort dét før vi startede podcasten. Det var som om, jeg havde brug for et spark bagi og en motivation til at genintegrere bøgerne og læsningen i min hverdag, som jeg fik, da vi en sen februaraften satte os foran mikrofonen og indspillede vores allerførste afsnit. Vildt! … Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de gode historier, jeg (måske) er gået glip af de seneste par år, hvor læsningen ikke har været min førsteprioritet.

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad jeg dog har brugt tiden på at læse  (og alt muligt andet, der er sket – både på den litterære og personlige front!), så kan du lytte til vores allernyeste afsnit her (eller på iTunes, Spotify og… you know the drill – søg og du skal finde!):

Perfekt til en solskinsgåtur! Eller hvor man nu lytter til podcasts… Jeg håber i hvert fald, vi lyttes – det kunne være så hyggeligt! For hvis der er én ting, jeg har fundet ud af, siden jeg begyndte at krænge mit litterære indre ud i folks øregange, så er det, at dét at lave podcast (i det allerbedste selskab, might I add!) er noget af det bedste jeg ved!

Hello from the July siiiiiiideeeee

Åh, juni… du gik hurtigt! Inden jeg fik set mig om, var det pludselig juli. Men juni var en god måned. Jeg afleverede først og fremmest min sidste (!) eksamensopgave på uni nogensinde og kan stolt annoncere, at jeg bestod den. Så… next stop speciale? Som forøvrigt også gik igang i juni. Altså min kontrakt. Jeg har endnu ikke åbnet en bog eller skrevet ét ord ned, men det skal nok gå!

Til gengæld har min juni været præget af min beslutning om at holde ferie, så jeg harnydt det gode vejr en masse, og så bød måneden (og min mor) også på en tur til det tyske for at besøge min søster, der er på udveksling i Berlin, hvor jeg ikke kunne lade være med at ønske, at jeg selv kunne komme afsted én gang til. Der er et eller andet helt specielt over det. Også selvom der nogle gange gik lidt hverdag i det hele. Åh altså… men det var en god tur! Og så gik det ellers hjemad til sommerferierengøring og sorteringsvanvid (fordi… der sker snart spændende ting, der kræver, jeg har ryddet semi op i mit liv!), og en Roskilde festival, som jeg næsten er kommet ovenpå igen efter. Det er som om, jeg hvert år glemmer, hvor hårdt det egentlig er. Selvom det er hyggeligt og festligt. Kan det være, det bliver udlignet af søde mennesker og god musik? Det var der i hvert fald masser af. Måske jeg skriver et indlæg om det bedste. Måske jeg ikke gør. Men Aurora var fantastisk, og Maggie Rogers en drøm.

Og nu sidder jeg bare her efter det hele. 11 dage inde i juli. Og om 6 dage forsvinder jeg igen – denne gang til varme, venner og vin i Italien. Jeg tror, det bliver godt. <3

Så there you go, en kort opsummering fra mit liv. Jeg håber, I har det godt!

KATTEMENNESKE – OG ANDRE FORTÆLLINGER af Kristen Roupenian

Hvis jeg skulle udpege én bog, der har domineret de sociale medier det sidste lange stykke tid, så ville jeg vælge Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Af en eller anden grund blev jeg ved med at støde på dens rødlige forside, anmeldelser af novellerne og artikler om, at Roupenian er en af nutidens litteraturs stærke stemmer. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at læse den og se, hvad det var folk snakkede om.

Kattemenneske er en novellesamling, hvis 12 noveller alle omhandler og leger med magtbalancen i forhold. Om det så er mellem mand og kvinde, mor og datter eller veninde og veninde – Roupenian kommer vidt omkring i sin skildring af, hvordan mennesker påvirker og interagere med hinanden som fx parret i Slemme fyr, der manipulerer deres ven, eller hovedpersonen i Bidt, der mere end noget andet har træng til at bide sin kollega, eller personen i Hvad hjertet begærer, der indespærrer og udnytter sin drømmemand – på magisk vis.

Hvis jeg skulle beskrive min læseoplevelse ville jeg først og fremmest sige velskrevet – men ubehagelig. Alle novellerne, trods deres forskellige udgangspunkter, fremkaldte på hver sin måde en form for forargelse i mig, og nogle gange kunne jeg slet ikke være i min krop og måtte udbryde et stort “EJ!” midt i min læsning. Kattemenneske bevæger sig hele tiden på grænsen mellem at være for meget og helt tilpas i sine noveller, og det er en hårfin grænse, som Roupenian virkelig mestrer. Op til flere gange havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvenserne af karakterernes handlinger, men alligevel læste jeg videre – både af nysgerrighed (for er det ikke altid det lidt ubehagelige og uhyggelige, man bliver draget af?), men også fordi at alle 12 noveller indeholder virkelig spændende historier, man slet ikke har lyst til at kunne spejle sig i, men måske alligevel på en måde kan i de nuancerede karakterskildringer, der aldrig er helt sort og hvide.

Alt i alt endte Kattemenneske, som iøvrigt er min første ‘rigtige’ novellesamling jeg har læst(!), med at blive en stor læseoplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Dels fordi jeg nu ved, hvad det er, folk har snakket om siden årsskiftet, men også fordi den bare er virkelig velskrevet og en virkelig stærk samling af noveller.

Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Originaltitel: You Know You Want This. Udgivet på dansk af Gyldendal (2019). 250 sider.

DEAR EVAN HANSEN af Val Emmich

Evan Hansen er blevet sat til at skrive breve til sig selv af sin psykolog. Breve der skal hjælpe på hans sociale angst og hans ensomhed. Men da et af hans breve en dag havner i de forkerte hænder, ender Evan med at blive en del af en løgn, som han pludselig ikke kan undslippe – og hans liv ændrer sig markant. Fra at være usynlig, bliver han pludselig en del af et fællesskab og set. Spørgsmålet er dog, om han kan leve med løgnen?

Dear Evan Hansen er baseret på musicalen af samme navn, der siden den havde premiere på Broadway i 2017 har haft kæmpe succes – og stadig spiller for fulde huse. Det er en historie, der med sine tematikker og sit persongalleri er vedkommende, rørende og nutidig. Netop af den grund ville jeg sådan ønske, at bogen var skrevet bedre; at man ikke allerede fra side ét kan mærke, at bogen er skrevet, bare fordi man kan.
Modsat musicalen føles bogen underlig tom og følelsesløs. Jeg føler aldrig med Evan på samme måde, som når han synger ‘Words Fail’ på scenen, og den svære relation mellem ham og moderen føles ligegyldig og banal. Jeg læser ordene, sort på hvidt, men jeg føler intet. Det er ærgerligt, når bogen netop behandler vigtige temaer som angst og ensomhed – temaer, som andre bøger indenfor young adult-genren formår at behandle på den fineste, dybtfølte og nuancerede måde. Dear Evan Hansen er meget sort/hvid i sin skildring, og bogen føles mest af alt som en voksen mands mislykkedes forsøg på at sætte sig ind i en teenagers tanker.

Måske mine følelser for bogudgaven af Dear Evan Hansen har noget at gøre med, at jeg først stiftede bekendtskab med Evan gennem musicalen og dens dybtfølte sange. Måske det ikke har. Men det ændrer ikke på, at jeg i Dear Evan Hansen på bogform manglede kreativitet og nytænkning. Bogen er i princippet en 1:1 gengivelse af forestillingen (med få kunstneriske valg) – hvilket er fint, hvis det er dét, man søger. Men jeg savner, at bogen løftede sig op på et niveau, så den ikke bare lugtede af penge, men blev et selvstændigt værk, der kunne understøtte og supplere forestillingen, når nu man vælger at udgive den som bog; at det ikke bare blev en lidt ligegyldig historie… for selve historiens kerne er alt andet end ligegyldig.

Dear Evan Hansen af Val Emmich. Udgivet på engelsk af Poppy (2018). 368 sider.

Fuld fart maj!

Wauw! Okay! Long time no see… det er jeg ked af. Jeg aner vitterligt ikke rigtig, hvor min maj blev af. Den blev bare ligesom… væk?

Ej, det er måske lidt løgn. Jeg ved jo egentlig godt, hvad jeg har brugt tiden på. Jeg har bl.a. været et smut i Finland og besøge min veninde fra mit udvekslingseventyr i Bergen – og det var så hyggeligt at se hende igen og opleve Helsinki  med hende som guide! Og som om det ikke var nok, så ankom min canadiske veninde (fra selvsamme eventyr i Bergen) til det københavnske tre dage efter min hjemkomst fra Finland og jeg brugte en lille forlænget weekend på at vise hende rundt, inden hun tog videre rundt i Europa og endte hos mig igen to uger efter for atter at krydse Atlanten. En virkelig underlig og trist afsked – men jeg er sikker på, vi nok skal ses igen, selvom der er lidt længere til Canada end Finland.
Lyder det en smule intenst? Tja… Omvendt kan jeg slet ikke forstå, at jeg har så søde venner, der havde lyst til at have mig på besøg og komme og besøge mig. Det er som om, det gør hele det dér udvekslingseventyr endnu bedre!

Ellers har jeg brugt min maj på eksamenslæsning og eksamenskrivning med en lille afstikker til hospitalet med for høj feber og en infektion, ingen rigtig kunne finde ud af, hvor kom fra. Good times. Begge ting er nu lagt bag mig – heldigvis! Jeg blev frisk, brugte to intense uger på at færdigskrive min eksamensopgave og nu har jeg ferie. I hvert fald i en lille måned, inden min specialekontrakt går igang og jeg skal til at tænke kloge tanker igen. Det er helt underligt; jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er min sidste ‘rigtige’ sommerferie, inden jeg er færdig og skal videre i livet. Til gengæld fejrede jeg det med verdens bedste is og søde venner, og det er bare som om, at is-fejring altid er den bedste start på den helt rigtige sommerferie-følelse! Så bare rolig; alt er godt her. Jeg lever, ånder og drikker stadig alt for meget kaffe. 😉

 

Hvor blev tiden lige af?

Kender I de dér øjeblikke i ens liv, hvor man bare ikke kan følge med? Hvor man bliver ved med føle, at man halter bagud – selvom man måske egentlig ikke gør det? Sådan havde jeg det, da påskeferien begyndte. Der var alt for få dage til alt det, jeg gerne ville – og skulle. I mandags blev følelsen lidt for meget, og jeg kunne ikke helt være i det… Indtil jeg blev enig med mig selv om, at det jo ikke nytter noget at blive ved med at tænke på alt det, jeg skal have gjort. Måske jeg bare burde gøre det. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig udenfor i mit kollegies have, skrue godt op for musikken i mine høretelefoner og gå igang med at læse til det dér fag, som jeg snart skal skrive eksamensopgave i, som blev ved med at spøge i mit baghoved. Og dér har jeg troligt befundet mig de sidste par dage… Og selvom jeg endnu ikke har fået det store gennembrud opgave-wise, så er jeg i hvert fald ét skridt tættere på noget. 

Så lad dette indlæg være en påmindelse til mig selv om, at nogle gange så bliver alt lidt mere overskueligt, når man rent faktisk tager sig sammen til at gøre det, man tænker på. Og så hjælper det gode vejr altså også altid! Jeg håber, I har haft en god påske (og har husket solcremen) 🙂

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen