Noget af det bedste jeg ved!

Som jeg måske har nævnt et par gange eller to herinde, så er der sket meget det sidste stykke tid. Uni, rejser, besøg og festival. Men nu er der lidt mere ro på det hele, og det betyder også, at der endelig har været tid til at min podcast partner-in-crime Sissel og jeg endelig kunne optage et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde (at jeg så rejser til Italien i to uger lige om lidt er en anden historie… men bare rolig, vi har styr på det og lagt planer)! Til jer der ikke ved, hvad jeg fabler om, er det er ugentlig podcast min veninde Sissel og jeg laver i et mere eller mindre desperat forsøg på rent faktisk at få læst nogle bøger. I podcasten snakker vi derfor om alle de bøger vi (ikke) får læst, og prøver at finde vores rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag (- jeg er stadig stolt af den intro!).

Vi startede  podcasten i februar sidste år, fordi vi var trætte af, at livet netop gik så voldsomt hurtigt, at det blev på bekostning af vores læsning… men i dag kan jeg stolt (faktisk!) fortælle, at jeg – selvom vi har holdt pause og jeg har haft virkelig meget at se til – har fået læst hele fem bøger. Ærligt tror jeg ikke, jeg ville have gjort dét før vi startede podcasten. Det var som om, jeg havde brug for et spark bagi og en motivation til at genintegrere bøgerne og læsningen i min hverdag, som jeg fik, da vi en sen februaraften satte os foran mikrofonen og indspillede vores allerførste afsnit. Vildt! … Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de gode historier, jeg (måske) er gået glip af de seneste par år, hvor læsningen ikke har været min førsteprioritet.

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad jeg dog har brugt tiden på at læse  (og alt muligt andet, der er sket – både på den litterære og personlige front!), så kan du lytte til vores allernyeste afsnit her (eller på iTunes, Spotify og… you know the drill – søg og du skal finde!):

Perfekt til en solskinsgåtur! Eller hvor man nu lytter til podcasts… Jeg håber i hvert fald, vi lyttes – det kunne være så hyggeligt! For hvis der er én ting, jeg har fundet ud af, siden jeg begyndte at krænge mit litterære indre ud i folks øregange, så er det, at dét at lave podcast (i det allerbedste selskab, might I add!) er noget af det bedste jeg ved!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top