KATTEMENNESKE – OG ANDRE FORTÆLLINGER af Kristen Roupenian

Hvis jeg skulle udpege én bog, der har domineret de sociale medier det sidste lange stykke tid, så ville jeg vælge Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Af en eller anden grund blev jeg ved med at støde på dens rødlige forside, anmeldelser af novellerne og artikler om, at Roupenian er en af nutidens litteraturs stærke stemmer. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at læse den og se, hvad det var folk snakkede om.

Kattemenneske er en novellesamling, hvis 12 noveller alle omhandler og leger med magtbalancen i forhold. Om det så er mellem mand og kvinde, mor og datter eller veninde og veninde – Roupenian kommer vidt omkring i sin skildring af, hvordan mennesker påvirker og interagere med hinanden som fx parret i Slemme fyr, der manipulerer deres ven, eller hovedpersonen i Bidt, der mere end noget andet har træng til at bide sin kollega, eller personen i Hvad hjertet begærer, der indespærrer og udnytter sin drømmemand – på magisk vis.

Hvis jeg skulle beskrive min læseoplevelse ville jeg først og fremmest sige velskrevet – men ubehagelig. Alle novellerne, trods deres forskellige udgangspunkter, fremkaldte på hver sin måde en form for forargelse i mig, og nogle gange kunne jeg slet ikke være i min krop og måtte udbryde et stort “EJ!” midt i min læsning. Kattemenneske bevæger sig hele tiden på grænsen mellem at være for meget og helt tilpas i sine noveller, og det er en hårfin grænse, som Roupenian virkelig mestrer. Op til flere gange havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvenserne af karakterernes handlinger, men alligevel læste jeg videre – både af nysgerrighed (for er det ikke altid det lidt ubehagelige og uhyggelige, man bliver draget af?), men også fordi at alle 12 noveller indeholder virkelig spændende historier, man slet ikke har lyst til at kunne spejle sig i, men måske alligevel på en måde kan i de nuancerede karakterskildringer, der aldrig er helt sort og hvide.

Alt i alt endte Kattemenneske, som iøvrigt er min første ‘rigtige’ novellesamling jeg har læst(!), med at blive en stor læseoplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Dels fordi jeg nu ved, hvad det er, folk har snakket om siden årsskiftet, men også fordi den bare er virkelig velskrevet og en virkelig stærk samling af noveller.

Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Originaltitel: You Know You Want This. Udgivet på dansk af Gyldendal (2019). 250 sider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top