Fuld fart maj!

Wauw! Okay! Long time no see… det er jeg ked af. Jeg aner vitterligt ikke rigtig, hvor min maj blev af. Den blev bare ligesom… væk?

Ej, det er måske lidt løgn. Jeg ved jo egentlig godt, hvad jeg har brugt tiden på. Jeg har bl.a. været et smut i Finland og besøge min veninde fra mit udvekslingseventyr i Bergen – og det var så hyggeligt at se hende igen og opleve Helsinki  med hende som guide! Og som om det ikke var nok, så ankom min canadiske veninde (fra selvsamme eventyr i Bergen) til det københavnske tre dage efter min hjemkomst fra Finland og jeg brugte en lille forlænget weekend på at vise hende rundt, inden hun tog videre rundt i Europa og endte hos mig igen to uger efter for atter at krydse Atlanten. En virkelig underlig og trist afsked – men jeg er sikker på, vi nok skal ses igen, selvom der er lidt længere til Canada end Finland.
Lyder det en smule intenst? Tja… Omvendt kan jeg slet ikke forstå, at jeg har så søde venner, der havde lyst til at have mig på besøg og komme og besøge mig. Det er som om, det gør hele det dér udvekslingseventyr endnu bedre!

Ellers har jeg brugt min maj på eksamenslæsning og eksamenskrivning med en lille afstikker til hospitalet med for høj feber og en infektion, ingen rigtig kunne finde ud af, hvor kom fra. Good times. Begge ting er nu lagt bag mig – heldigvis! Jeg blev frisk, brugte to intense uger på at færdigskrive min eksamensopgave og nu har jeg ferie. I hvert fald i en lille måned, inden min specialekontrakt går igang og jeg skal til at tænke kloge tanker igen. Det er helt underligt; jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er min sidste ‘rigtige’ sommerferie, inden jeg er færdig og skal videre i livet. Til gengæld fejrede jeg det med verdens bedste is og søde venner, og det er bare som om, at is-fejring altid er den bedste start på den helt rigtige sommerferie-følelse! Så bare rolig; alt er godt her. Jeg lever, ånder og drikker stadig alt for meget kaffe. 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top