KÆRE ZOE UKHONA af Pelle Hvenegaard

Da Pelle Hvenegaard, kendt fra TV, og møder hans kommende kone Caroline, ved han, at det er hende, han skal starte en familie med. Desværre skal det vise sig, at vejen til drømmefamilien og -barnet ikke er helt nem. Kære Zoe Ukhona er en fortælling om parrets vej gennem fertilitetsbehandlinger og adoptionspapirer inden de endelig i efteråret 2016 står med deres sydafrikanske datter i armene.

Kære Zoe Ukhona er skrevet direkte henvendt til den længeventede datter, og man er slet ikke i tvivl om al den kærlighed, der er lagt i projektet – både i selve bogen, men også al den kærlighed, der er grobund for først fertilitetsbehandlingen og senere adoptionsprocessen. Man tvivler aldrig på, hvor ønsket hun reelt er. For det er en hård kamp og sej og lang process, som Pelle og Caroline går gennem, og som læser sidder man heppende og håber på det bedste, samtidig med det også går lige i hjertet, når projektet endnu engang fejlslår og de må starte forfra i hele møllen én gang til.
På den måde er bogen rigtig fin; den er fyldt med følelser, som man måske ikke kan nikke genkendende til, men som man i hvert fald kan forstå. Den er menneskelig og ægte i sin skildring. Og derved er den også med til at sætte fokus på et emne, som mange ikke taler om: Barnløshed. Hvad betyder det egentlig? Hvordan har man det? Og hvad går man igennem? Bogen er en vigtig brik i et aftabuiseringen af emnet, og giver et indblik i en virkelighed, som mange går igennem – men ikke taler højt om.

Og netop på grund af emnets vigtighed er jeg også ked af at skulle nævne, at selvom bogen er fyldt med nok så mange følelser og et vigtigt emne, så er det ikke verdens mest velskrevet bog. Bogen er præget af talesprog, som virker forstyrrende – og dét kombineret med at Pelle Hvenegaard tager mange (unødvendige) afveje i sin fortælling gør, at jeg følte, at Kære Zoe Ukhona nogle gange mistede sit egentlige fokus og kerne. Allerbedst fungerede det, når der blev zoomet ind på selve processen, presset, håbet og følelserne; allermindst fungerede det, når en sidebemærkning blev udpenslet til detaljer. Jeg er med på, at det er svært at gengive eksakte samtaler, og dem kan jeg egentlig også godt se igennem fingrene med. Men bogen kunne godt have brugt en endnu større opstramning, så historien om Zoe Ukhona blev endnu skarpere, men stadig ligeså rørende.

Trods sproglige vanskeligheder endte Kære Zoe Ukhona dog med at være en fin læseoplevelse, der gjorde, hvad den skulle – og holdt hvad den lovede. Jeg var både rørt, glad og trist – alt imens jeg fik øjnene op for og et indblik i et vigtigt emne.

Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard. Udgivet af People’s Press, 2018. 291 sider. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top