Det dér med lister…

Engang elskede jeg lister. Eller – det gør jeg jo egentlig stadig. I princippet. Intet er bedre end at lave en to-do-liste med de mest simple opgaver og så – systematisk og næsten helt befriende – sætte et hak i margen, når noget er fuldført (vågn op: √, gå i bad: √ spis morgenmad: √).

På det seneste (og længere tid end dét) har jeg dog haft et had/kærlighedsforhold til lister over bøger – og særligt de lister over bøger, hvor man tæller, hvor mange man har læst indenfor et år (ja, Goodreads Reading Challenge – I’m looking at you! Jeg tror, jeg har nævnt det før herinde). Det er som om, at når det pludselig går fra kvalitet til kvantitet, og man skal konkurrere med sig selv om, hvor meget man læser – så kan jeg næsten ikke overskue at åbne en bog. For nogen har det sikkert den omvendte effekt, men jeg bliver altså bare helt træt indeni (og alligevel udfylder jeg altid et læsemål for året… jeg er så selvmodsigende).

Men altså, selvom jeg har det sådan og måske allerhelst vil gøre op med at det hele skal listes, så er det bare som om, at listerne alligevel ikke helt kan slippe taget i mig. I går optog vi fx et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde. Denne gang handlede om det BBCs liste over 100 bøger, man skal have læst inden man dør. Og selvom mit hovede bliver helt træt af at kigge på den lange liste og tænke “den er godt nok lang!”, så er det alligevel som om, der kom et lille konkurrencemenneske op i mig, da jeg talte sammen, hvor mange af bøgerne, jeg reelt har læst…

Suk. Det er ikke nemt. Til gengæld kan du lytte til mig (og min veninde Sissel), der snakker om de 100 bedste bøger i afspilningsboksen lige nedenunder. Og så kan jeg hinte, at vi muligvis også kommer med foreslag til bøger, som vi synes mangler på listen. Jeg håber, vi lyttes! Og så håber jeg, at I ikke er alt for trætte af mine sporadiske indlæg omkring podcast – det er bare fordi, det er sådan en stor del af min hverdag, og jeg så gerne vil dele det med så mange som muligt. 🙂

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/445798770″ params=”color=#6c7464&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&show_teaser=true” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen