Taylor Swift er ved at blive voksen – og det er helt okay

Taylor Swift - reputation

Det er lørdag, jeg har sovet længe efter verdens længste uge – og i går udkom Taylor Swifts sjette album. Jeg har før nævnt, at jeg har været fan i lang tid – men jeg har også nævnt, at jeg var ret skeptisk, da hun udgav sine nye singler fra albummet, reputation – det var ikke lige dén slags musik, jeg forbandt med Taylor Swift. Ikke kun fordi, at jeg forbinder hendes musik med country (for that’s long gone!), men hun har altid haft styr på sin historiefortælling og hendes tekster – og melodier. Den første single, Look what you made me do, levede bare ikke helt op til dét.

Men nu har jeg altså givet det nye album en chance. Og faktisk er jeg ret positivt overrasket – Look what you made me do er stadig den dårligste sang på albummet (så jeg forstår slet ikke, hvorfor den overhovedet var førstesinglen!?), men der er en del andre gode sange på det! Særligt er jeg vild med Don’t blame me, Getaway Car og Call It What You Want – og førstnævnte har jeg lyttet alt for meget til siden igår. Den er så dejlig dramatisk!
Generelt synes jeg, at reputation minder en del om hendes forrige album 1989, som jeg har hørt til uigenkendelighed – men lidt mere eksperimenterende, for formålet er jo at ryste den gamle Taylor af sig.  Jeg kunne nu godt lide den gamle Taylor, så jeg glad for, at det nu også virker som om, at hun ikke er helt død endnu; der er også blevet plads til de mere stille sange med teksten og stemmen i fokus.

Som en anmelder på Gaffa skrev, så er Taylor Swift ved at blive mere voksen i sin nye musik – og det er måske også helt okay, når alt kommer til alt. Selvom jeg elskede hendes første albums, så er det måske også meget fint, at vi alle udvikler os – og jeg heller ikke selv sidder fast dér.

https://www.youtube.com/watch?v=oyB4VWIrCUk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen