En ny version: Verdens bedste 5 musicalsange i følge Katja

Landet ligger sådan, at jeg var så heldig, dengang jeg startede på mit studie, at møde min musical-ligemand… eller burde jeg sige kvinde? Allerede første dag da vi mødte hinanden, 3 år tilbage, faldt snakken på musicals og vores fælles kærlighed for genren that keeps on giving (and singing), og lige siden har vi sunget højt med på vores yndlingssange, set dårlige optagelser og rejst land og rige rundt efter gode musicals og gode oplevelser!

Så selvfølgelig havde min veninde Katja – som hun hedder – også SINE bud på de famøse verdens bedste 5 bedste musicalssange, da jeg en sen aften sendt dét link til hende, der førte til Silas Holst top 5. Og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for, så without further ado – Katjas top 5:

Skærmbillede 2017-08-28 kl. 20.56.50

Det her er nok den sværeste liste, jeg har lavet i hele mit liv… der er så mange gode musicals med så mange gode sange, nye som gamle, og det var en næsten umulig opgave kun at vælge fem af dem. Men efter lang tids overvejen, frustrationer og granskning af min Spotify-playliste kom jeg frem til, at det skulle være de her fem. 🙂

5 – “Mama who bore me (reprise)” fra Spring Awakening. Lyt til den HER

Jeg elsker ensemblesange virkelig højt, og det overraskede mig faktisk, at der endte med kun at være en enkelt rigtig ensemblesang på min top 5-liste. Denne her er dog også helt speciel. Jeg så Spring Awakening første gang som en amatøropsætning i Odense tilbage i 2013, og det var en af de første mindre musicals, jeg oplevede. Det var helt fantastisk! Musikken er så smuk, skuespillerne var super gode, og temaet var helt rigtigt for 18-årige mig, der let kunne relatere til karaktererne og deres problemstillinger.

Forestillingen starter med, at den kvindelige hovedperson Wendla synger ”Mama who bore me”, som er en stille, fin sang. Efter en akavet scene hvor hun forgæves prøver at få sin mor til at forklare, hvor babyer kommer fra, kommer alle forestillingens piger på scenen og synger denne fantastiske reprise af sangen, som pludselig er fyldt med harmonier, korsvar og en brændende energi, så man virkelig mærker, hvor frustrerede de er, og hvad de har på hjerte. Fra dette øjeblik var jeg fuldstændig investeret i forestillingen, og jeg har hørt den om og om igen.

Jeg ville kun ønske, at den var længere end de 1 minut og 16 sekunder, som den varer, men måske er det også netop noget af det, der gør, at den er så speciel <3 

4 – ”Give Way” fra Dogfight. Lyt til den HER.

Jeg blev introduceret til Dogfight af den søde ejer af denne blog og har været forelsket i forestillingen og især denne sang lige siden. I sommers var vi endda så heldige at få lov til at opleve musicalakademiet i Fredericia opføre den som showcase, og det har kun fået mig til at elske den endnu højere!

Historien er egentlig simpel nok og minder om mange af de teenagefilm, jeg så, da jeg var yngre. En usikker pige møder tilsyneladende selvsikker (men selvfølgelig misforstået) dreng, som inviterer hende ud på grund af et væddemål, og så er der ellers lagt op til de helt store følelser. I Dogfight bliver det hele bare så fint og ægte, og den berører også mere alvorlige emner som krig og PTSD.

Det er en af de musicals, hvor næsten alle sangene bare er gode, men ”Give Way” er helt klart min yndlings. Den kvindelige hovedperson Rose har selv skrevet den, og hun spiller den for Eddie aftenen før, han skal i krig. Hvis man nogensinde har skrevet en sang, ved man, hvor sårbart det er at spille den for nogen for første gang, og al den sårbarhed, usikkerhed, men alligevel håb bliver udtrykt på fineste vis her. Jeg kneb vist en tåre eller to, da jeg hørte den i Fredericia, og jeg kan kun anbefale den!

santa fe

3 – ”Santa Fe” fra Rent. Lyt til den HER.

Hvem elsker ikke Rent?! Det er en fantastisk musicals med rigtig mange sange, og selvom de allesammen er virkelig gode, synes jeg tit, at man overser “Santa Fe”. Personligt er jeg vild med de mere stille musicalsange, men jeg synes, at de lidt mere up beat kan udtrykke lige så meget! Og så er de vildt gode at cykle eller løbe til 😉

”Santa Fe” er faktisk en af de mere glade øjeblikke, som gruppen i Rent har. Alle er gode venner, og alle er i live (endnu…). Alligevel handler den om, at Tom Collins drømmer, at han åbner en restaurant i Santa Fe og dermed undslipper sit nuværende arbejde og liv. Det er en sang fyldt med håb, glæde og lækre korstemmer, og man kan virkelig danse og synge med hjemme i køkkenet, mens man tager opvasken. Samtidig skærer den lidt i hjertet, i hvert fald hvis man ved, hvad der sker senere i musicalen :’(

Åh ja, og så er den en af de eneste sange, som Collins synger næsten alene, og han synger for lækkert <3

2 – ”Dead Girl Walking” fra Heathers: The Musical. Lyt til den HER.

Endnu en musical som jeg blev introduceret til af den sødeste Rebecca <3 Jeg havde et stort crush på Christian Slater, da jeg var teenager, så derfor havde jeg selvfølgelig set filmen Heathers, men jeg anede ikke, at det også var en musical, før hun fortalte mig om den. Og heldigvis er den det! Nu venter vi i spænding på, at den bliver opsat i Danmark første gang, og selvom det er i Aalborg, bliver det forhåbentlig startskuddet til, at Fredericia eller et andet professionelt teater indser, at de også skal gøre det!

Heathers: The Musical handler om Veronica, der er del af en venindegruppe, som styrer hele skolen med hård, snobbet og ubarmhjertig hånd. De tre andre i gruppen hedder alle sammen Heather og er derfor kendt som ”the Heathers”. Veronica er ved at være godt træt af deres tyranni, og da J.D. – en mystisk, flot, lidt ”farlig” type – starter på deres skole, får hun en forbundsfælle og et romantisk forhold. Det hele går dog over gevind, og før Veronica ved af det, er der både mord, selvmord og bomber i spil.

”Dead Girl Walking” er helt klart den bedste sang i hele musicalen. Det er her, Veronica beslutter sig for at tage sagen i egne hænder og samtidig indlede et forhold med J.D. Den er energifuld, fængende, og så synger Barrett Wilbert Weed FOR VILDT! Endnu en sang som er god at cykle, løbe eller vaske op til.

Jeg hører den nok hver dag, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kan blive træt af den!

1 – ”Made of Stone” fra The Hunchback of Notre Dame. Lyt til den HER.

SÅ er vi nået til nummer 1, og den eneste sang på listen som er sunget af en mand! Det er egentlig ret tilfældigt, for jeg elsker også mange mandlige musicalperformere (Ramin Karimloo, Aaron Tveit, Emil Birk Hartmann, just to name a few) og deres sange. Mærkeligt! 😀

Anyways, jeg ELSKER Klokkeren fra Notre Dame, og jeg ELSKER, ELSKER, ELSKER denne her sang! Jeg har set Fredericia Teaters opsætning fire gange (heldigvis har jeg kun betalt for en af gangene!), og jeg så den gerne hundrede gange mere. Næsten alt er fantastisk! Scenografien, musikken, performerne og ikke mindst den gode balance mellem Disney-historien og Victor Hugo-historien. Den er sjov, rørende, fantastisk, overvældende, og jeg har grædt fire ud af fire gange. Den fik endda min ellers så seje kæreste til at græde allerede under første nummer, fordi han blev så overvældet af musikken og koret 😉 Det er virkelig en fantastisk forestilling! Og så spiller ensemblet en stor rolle og har masser af sang, hvilket jeg elsker!

I ”Made of Stone” har Quasimodo givet op. Esmeralda er taget til fange, og det er hans skyld. Nu vil han hellere være en sten ligesom sine gargoil-venner, og han nægter at høre på dem, når de prøver at overtale ham til at tage sig sammen og kæmpe for kvinden, han elsker. Lars Mølsted vandt en Reumert for Årets Sanger, og det er især i denne sang, at han virkelig gjorde sig fortjent til den. Man kunne høre smerten, frustrationen og selvhadet så tydeligt, og mit hjerte blødte for ham. Ensemblet er en del af næsten alle sangene i forestillingen, og det giver en fantastisk kontrast og dynamik i sangen. Hver gang jeg lytter til den (og det må være over hundrede gange efterhånden), får jeg et sug i maven af medlidenhed og gåsehud af, hvor fantastisk den er. Musikken er intet mindre end magisk i denne forestilling, og derfor får denne sang førstepladsen!

Det var min top 5. Der er rigtig mange andre gode sange og musicals, som også fortjener at blive anerkendt (alene på min Spotify-playliste har jeg 459 af dem…), men for nu må det være det. God fornøjelse med dem! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top