KATTEMENNESKE – OG ANDRE FORTÆLLINGER af Kristen Roupenian

Hvis jeg skulle udpege én bog, der har domineret de sociale medier det sidste lange stykke tid, så ville jeg vælge Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Af en eller anden grund blev jeg ved med at støde på dens rødlige forside, anmeldelser af novellerne og artikler om, at Roupenian er en af nutidens litteraturs stærke stemmer. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at læse den og se, hvad det var folk snakkede om.

Kattemenneske er en novellesamling, hvis 12 noveller alle omhandler og leger med magtbalancen i forhold. Om det så er mellem mand og kvinde, mor og datter eller veninde og veninde – Roupenian kommer vidt omkring i sin skildring af, hvordan mennesker påvirker og interagere med hinanden som fx parret i Slemme fyr, der manipulerer deres ven, eller hovedpersonen i Bidt, der mere end noget andet har træng til at bide sin kollega, eller personen i Hvad hjertet begærer, der indespærrer og udnytter sin drømmemand – på magisk vis.

Hvis jeg skulle beskrive min læseoplevelse ville jeg først og fremmest sige velskrevet – men ubehagelig. Alle novellerne, trods deres forskellige udgangspunkter, fremkaldte på hver sin måde en form for forargelse i mig, og nogle gange kunne jeg slet ikke være i min krop og måtte udbryde et stort “EJ!” midt i min læsning. Kattemenneske bevæger sig hele tiden på grænsen mellem at være for meget og helt tilpas i sine noveller, og det er en hårfin grænse, som Roupenian virkelig mestrer. Op til flere gange havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvenserne af karakterernes handlinger, men alligevel læste jeg videre – både af nysgerrighed (for er det ikke altid det lidt ubehagelige og uhyggelige, man bliver draget af?), men også fordi at alle 12 noveller indeholder virkelig spændende historier, man slet ikke har lyst til at kunne spejle sig i, men måske alligevel på en måde kan i de nuancerede karakterskildringer, der aldrig er helt sort og hvide.

Alt i alt endte Kattemenneske, som iøvrigt er min første ‘rigtige’ novellesamling jeg har læst(!), med at blive en stor læseoplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Dels fordi jeg nu ved, hvad det er, folk har snakket om siden årsskiftet, men også fordi den bare er virkelig velskrevet og en virkelig stærk samling af noveller.

Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Originaltitel: You Know You Want This. Udgivet på dansk af Gyldendal (2019). 250 sider.

DEAR EVAN HANSEN af Val Emmich

Evan Hansen er blevet sat til at skrive breve til sig selv af sin psykolog. Breve der skal hjælpe på hans sociale angst og hans ensomhed. Men da et af hans breve en dag havner i de forkerte hænder, ender Evan med at blive en del af en løgn, som han pludselig ikke kan undslippe – og hans liv ændrer sig markant. Fra at være usynlig, bliver han pludselig en del af et fællesskab og set. Spørgsmålet er dog, om han kan leve med løgnen?

Dear Evan Hansen er baseret på musicalen af samme navn, der siden den havde premiere på Broadway i 2017 har haft kæmpe succes – og stadig spiller for fulde huse. Det er en historie, der med sine tematikker og sit persongalleri er vedkommende, rørende og nutidig. Netop af den grund ville jeg sådan ønske, at bogen var skrevet bedre; at man ikke allerede fra side ét kan mærke, at bogen er skrevet bare fordi man kan.
Modsat musicalen, føles bogen underlig tom og følelsesløs. Jeg føler aldrig med Evan på samme måde, som når han synger ‘Words Fail’ på scenen, og den svære relation mellem ham og moderen føles ligegyldig og banal. Jeg læser ordene, sort på hvidt, men jeg føler intet. Det er ærgerligt, når bogen netop behandler vigtige temaer som angst og ensomhed – temaer, som andre bøger indenfor young adult-genren formår at behandle på den fineste, dybtfølte og nuancerede måde. Dear Evan Hansen føles meget sort/hvid i sin skildring, og mest af alt som en voksen mands mislykkedes forsøg på at sætte sig ind i en teenagers tanker.

Måske mine følelser for bogudgaven af Dear Evan Hansen har noget at gøre med, at jeg først stiftede bekendtskab med Evan gennem musicalen og dens dybtfølte sange. Måske det ikke har. Men det ændrer ikke på, at jeg i Dear Evan Hansen på bogform manglede kreativitet og nytænkning. Bogen er i princippet en 1:1 gengivelse af forestillingen (med få kunstneriske valg) – hvilket er fint, hvis det er dét, man søger. Men jeg savner, at bogen løftede sig op på et niveau, så den ikke bare lugtede af penge, men blev et selvstændigt værk, der kunne understøtte og supplere forestillingen når nu man vælger at udgive den som bog; at det ikke bare blev en lidt ligegyldig historie… for historien er alt andet end ligegyldig.

Dear Evan Hansen af Val Emmich. Udgivet på engelsk af Poppy (2018). 368 sider.

Fuld fart maj!

Wauw! Okay! Long time no see… det er jeg ked af. Jeg aner vitterligt ikke rigtig, hvor min maj blev af. Den blev bare ligesom… væk?

Ej, det er måske lidt løgn. Jeg ved jo egentlig godt, hvad jeg har brugt tiden på. Jeg har bl.a. været et smut i Finland og besøge min veninde fra mit udvekslingseventyr i Bergen – og det var så hyggeligt at se hende igen og opleve Helsinki  med hende som guide! Og som om det ikke var nok, så ankom min canadiske veninde (fra selvsamme eventyr i Bergen) til det københavnske tre dage efter min hjemkomst fra Finland og jeg brugte en lille forlænget weekend på at vise hende rundt, inden hun tog videre rundt i Europa og endte hos mig igen to uger efter for atter at krydse Atlanten. En virkelig underlig og trist afsked – men jeg er sikker på, vi nok skal ses igen, selvom der er lidt længere til Canada end Finland.
Lyder det en smule intenst? Tja… Omvendt kan jeg slet ikke forstå, at jeg har så søde venner, der havde lyst til at have mig på besøg og komme og besøge mig. Det er som om, det gør hele det dér udvekslingseventyr endnu bedre!

Ellers har jeg brugt min maj på eksamenslæsning og eksamenskrivning med en lille afstikker til hospitalet med for høj feber og en infektion, ingen rigtig kunne finde ud af, hvor kom fra. Good times. Begge ting er nu lagt bag mig – heldigvis! Jeg blev frisk, brugte to intense uger på at færdigskrive min eksamensopgave og nu har jeg ferie. I hvert fald i en lille måned, inden min specialekontrakt går igang og jeg skal til at tænke kloge tanker igen. Det er helt underligt; jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er min sidste ‘rigtige’ sommerferie, inden jeg er færdig og skal videre i livet. Til gengæld fejrede jeg det med verdens bedste is og søde venner, og det er bare som om, at is-fejring altid er den bedste start på den helt rigtige sommerferie-følelse! Så bare rolig; alt er godt her. Jeg lever, ånder og drikker stadig alt for meget kaffe. 😉

 

Hvor blev tiden lige af?

Kender I de dér øjeblikke i ens liv, hvor man bare ikke kan følge med? Hvor man bliver ved med føle, at man halter bagud – selvom man måske egentlig ikke gør det? Sådan havde jeg det, da påskeferien begyndte. Der var alt for få dage til alt det, jeg gerne ville – og skulle. I mandags blev følelsen lidt for meget, og jeg kunne ikke helt være i det… Indtil jeg blev enig med mig selv om, at det jo ikke nytter noget at blive ved med at tænke på alt det, jeg skal have gjort. Måske jeg bare burde gøre det. Og så besluttede jeg mig for at sætte mig udenfor i mit kollegies have, skrue godt op for musikken i mine høretelefoner og gå igang med at læse til det dér fag, som jeg snart skal skrive eksamensopgave i, som blev ved med at spøge i mit baghoved. Og dér har jeg troligt befundet mig de sidste par dage… Og selvom jeg endnu ikke har fået det store gennembrud opgave-wise, så er jeg i hvert fald ét skridt tættere på noget. 

Så lad dette indlæg være en påmindelse til mig selv om, at nogle gange så bliver alt lidt mere overskueligt, når man rent faktisk tager sig sammen til at gøre det, man tænker på. Og så hjælper det gode vejr altså også altid! Jeg håber, I har haft en god påske (og har husket solcremen) 🙂

Glimt fra marts

Marts er egentlig en underlig måned; den føles altid virkelig kort og virkelig lang på én og samme tid. Måske det er fordi, jeg har fødselsdag i starten af marts, hvor dagene altid går vildt hurtigt, indtil jeg når forbi dagen og tiden snegler sig afsted igen. Og nu er den overstået. Endnu engang.

Derfor tænkte jeg det kunne være hyggeligt at samle lidt glimt fra måneden der gik, for hvis jeg selv skal sige det, så har den budt på ret så mange gode og fine oplevelser! Jeg håber, at det forsætter her i april… men mon ikke?

Min marts startede ud med en hel fænomenal koncert med Maggie Rogers! Jeg forstår ikke 1.) hvordan koncerten kunne gå hurtigt (fordi den var så god, og jeg havde glædet mig alt for meget og alt for længe) og 2.) hvor hun får al sin energi fra! Hele koncerten igennem hoppede, dansede og sang hun af sine lungers fulde kraft og krængede sit hjerte ud på allerfineste vis. Jeg elsker, hvordan hun kombinerer glade melodier, der er umulige at stå stille til, med hendes fine, tænksomme tekster i hendes  lyd- og tekstunivers! Og så er hun altså virkelig dygtig live!

Marts måned stod også på en tur i balletten. Helt tilbage i april sidste år gav min veninde og jeg vores anden veninde en billet i fødselsdagsgave – vi havde bare lidt glemt at tænke på, at 1.) balletsæsonen var ved at lakke med enden i april, og 2.) efter sommeren var både min veninde og jeg på udveksling. Men altså, så ventede vi bare lidt længere! Og Askepot skuffede ikke! Sådan en fin forestilling, der indeholdte alt dét, som en god ballet skulle – flotte kostumer, dygtige dansere, pæn musik og en sød historie, som gjorde mig helt nostalgisk. #Askepot4ever

Som nævnt tidligere, så er marts min fødselsdagsmåned, hvilket betyder, at jeg altså nu er 24 år. Det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til. Ærligt har jeg en lille smule alderskrise… men altså, jeg blev fejret godt med brunch (og verdens dyreste æggemad!), pandekager, gaver og søde mennesker. Kan man egentlig ønske sig mere?

I marts mødte jeg kvinden bag fænomenet SKAM. For det var også måneden, hvor min veninde og jeg drog til Politikens Hus for at høre instruktør Julie Andem fortælle om alt fra sit eget teenageliv til livet efter hele SKAM-bølgen. Det var virkelig fint og tilpas nørdet – og så købte jeg (selvfølgelig) manuskriptet til min yndlingssæson (sæson 2 <3) og fik den signeret. Bare fordi, ikke?

Nå, men jeg var åbenbart ikke færdig med alle mine kulturoplevelser i marts… for jeg nåede også at se Phantom of the Opera, der gav mig de vildeste flashbacks til min gymnasietid, hvor jeg sad på mit kælderværelse og ikke lavede andet end at lytte til, se og læse om musicalen. Det var tider! Og den var også rigtig flot – altså opsætningen. Men det sjove ved Phantom er, at skaberen Andrew Lloyd Webber har lavet regler for, hvordan den må opsættes; det skal være samme kostumer, samme scenografi, samme skuespil, samme sangteknik – uanset land og produktion. Man må ikke ændre noget. Virkelig også har sin charme, men også gør, at det ikke er videre overraskende. Men altså, jeg er glad for, jeg nåede at se den! Og det er stadig noget af det allersmukkeste musicalmusik, jeg kender!

I slutningen af marts begyndte min undervisning også igen. Jeg har valgt at strække min kandidat med et halvt år, hvilket betyder, jeg kun har ét fag det her semester, inden jeg skal skrive mit specialespeciale (!). Faget er for både bachelor- og kandidatstuderende, og da dem fra bacheloren skal i praktik dette semester – så har man altså valgt at sørge for, at faget starter 7 uger inde i semestret istedet for 1. februar. Det er helt underligt, men også ret rart at være igang igen og læse – om end også lidt stressende, for det er virkelig intensivt. Til gengæld betyder det også, at jeg er en masse mere på uni, hvor jeg drikker kaffe, spiller bezzerwizzer og snakker med alle mine bedste venner fra studiet – dét og dem har jeg savnet!

Måske I har opdaget det, måske I ikke har. Men marts var også måneden, hvor jeg endelig kunne se igen. Eller i hvert fald den sidste dag af måneden. For jeg har endelig (efter at have gået i alt for lang tid og undret mig over, at jeg ikke kunne se busskilte, samt være ved at køre overfor rødt, fordi jeg ikke kunne se, at den grønne pil, der lyste til højre rent faktisk var en pil), fået nye briller! Jeg kan hermed konkludere, at verden aldrig har været klarere! Og så er jeg egentlig ret vild med dem, vil jeg bare lige indskyde (for det må man godt sige).

Og så må jeg ikke glemme at nævne, at marts også har budt på masser af podcastlavning med min allerbedste partner in crime, Sissel. Til jer, der ikke ved det, eller har glemt det (hvilket jeg ikke forstår, for synes altid, jeg snakker om det), så laver vi den ugentlige podcast Den Rette Hylde, hvor vi snakker om alle de bøger, vi læser – og ikke læser. I slutningen af februar var det et helt år siden, vi fik ideen og optog første afsnit! I går optog vi afsnit 38, og det er helt vildt at tænke på, at vi 1.) er nået så langt, 2.) folk rent faktisk har lyst til at lytte til os og 3.) vi har set hinanden stort set hver torsdag, siden vi startede. Forhåbentligt bliver vi ved lang tid endnu, for det er noget af det allerhyggeligeste, jeg ved! Juhu!

Og så nåede jeg vist også godt omkring i min marts. Og hvad er min konklusion så? Det har faktisk været en ret god måned! Jeg har lavet gode ting  og dagen er blevet længere og lysere (selvom konceptet sommertid altid føles som en dum idé, når man vågner søndag morgen helt forvirret) – dét er noget, jeg sætter pris på!

Hvis I er nået helt herned i indlægget, så håber jeg, at I for det første er overlevet ( 😉 ), og så håber jeg også, at I får den allerbedste weekend!

Scroll to top