Verdens pæneste bog

“Årh, den er så flot!”, sagde jeg til min veninde, hver gang vi trådte ind i én af den britiske boghandlerkæde Waterstones’ butikker, da vi i februar var i London for at – syntes det som – besøge alle kædens butikkens. I hver butik spottede jeg med det samme bogen. Jeg endte aldrig med at købe den, fordi well – penge og visheden om, at jeg allerede havde én (omend meget slidt) udgave stående hjemme på min bogreol.

Om det var mine mange begejstrede udbrud, stjernerne i mine øjne eller min høje hjertebanken, hver gang jeg kom i nærheden af bogen, ved jeg ikke. Men noget må have afsløret, at jeg inderligt ønskede mig den – for da jeg i februar med kaffe og kage fejrede, at jeg var blevet kandidat, fik jeg verdens flotteste bog af mine søde veninder (also known as verdens bedste roomies).

Jeg taler naturligvis om 4th Estate Matchbook Classics udgaven af Half of a Yellow Sun af Chimanada Ngozi Adiche. Den fineste, mest rørende og hjerteskærende bog om livet under den nigerianske borgerkrig i 70erne, som jeg – trods det snart er 4 år siden, jeg læste den – stadig husker tilbage på dagligt. Nu i den allerflotteste indpakning.

Så den har nu (selvfølgelig) fået ærespladsen på min bogreol, og jeg pønser meget snart på at genbesøge alle karaktererne og stederne!

Har I læst den?

Jeg savner biblioteket

There. I said it. Jeg savner biblioteket. Hvem skulle nogensinde have troet dét? Hvis du havde spurgt mig for lidt over et år siden, havde jeg grint af dig og tænkt: I hvert fald ikke mig. Midt i travlhed, uni og livet, glemte jeg, at biblioteket var en ting. At uanede mængder af godt læsestof var lige indenfor rækkevidde, hvis jeg bare gav mig tid til at lede, reservere og hoppe op på min cykel.

Men en kold januarnat i 2019 var det som om, jeg fik en åbenbaring. Pludselig havde jeg reserveret alt, jeg kunne komme i tanke om, at jeg gerne ville læse, og da jeg trådte ind ad biblioteksdørene et par dage efter, var det som om, at jeg var kommet hjem – at jeg kunne kende mig selv igen. Dén Rebecca, der i sine teenageår brugte utallige timer på biblioteket, reserverede den ene bog efter den anden og altid kunne finde på en undskyldning for lige at tage et smut forbi og gå en tur blandt reolerne. Uanset hvor fjollet det end lyder. Og siden har jeg ikke set mig tilbage.

Men nu sidder jeg altså her i en underlig Corona-tid, og kan med hånden på hjertet sige, at jeg savner biblioteket. Jeg savner at kunne cykle forbi, kigge mig omkring og måske komme hjem med en uventet bog eller to. Jeg savner at cykle derhen, så hurtigt jeg kan, fordi dén bog jeg har ventet på i evigheder endelig er kommet hjem til mig. Jeg ville endda gå så langt og sige, at jeg savner at træde ind ad døren med tunge skridt, fordi jeg ved, at jeg igen afleverer en bog for sent, for dernæst at træde ud af døren med endnu flere læseoplevelser i tasken, som jeg inderst inde ved, jeg heller ikke får afleveret til tiden – men det gør ikke noget, for håbet er grønt og 14 er laaang tid til at få læst en bog… Ikke?

Forhåbentligt bliver hverdagen snart en lille smule normal igen – åh, hvor jeg glæder mig. ❤︎

(Og nej, eReolen, Libby og min bogreol altså ikke det samme.)

The moment between one breath and the next

Hvordan går det? Hvordan har I det? Er I okay?

Jeg har det fint. Men vi lever i en underlig tid. Efter Danmark blev lukket ned (dagen efter min fødselsdag – what are the odds?!) er det som om, at verden er gået helt ned i gear. Hvad skal man nå? Hvad skal jeg nå? Hvad kan jeg lave – og hvad skal jeg lave?

Det er egentlig ikke fordi, at min verden har været helt anderledes efter Danmark gik i stå. I slutningen af januar fik jeg (endelig!) min specialekarakter, blev officielt færdiguddannet og sagde farvel til Københavns Universitet efter 5,5 gode, hårde og sjove år, hvilket har gjort, at jeg nu er jobsøgende og på dagpenge. Så jeg laver stadig dét, jeg gjorde før – søger jobs og holder mig opdateret.

Alligevel kan jeg godt mærke, at det er noget andet – en anden hverdag, en anden måde at leve sit liv. Men jeg har haft svært ved at sætte ord på det. Indtil jeg i dag så en video med forfatteren Neil Gaiman, der sagde følgende og det hele pludselig gav mening:

I don’t think there’s a word for the moment between one breath and the next, the pause between an inhalation and exhalation. But it seems to me that is precisely where we are.

 

Hvor er det længe siden, jeg sidst har hørt så rigtige ord. Vi holder vejret i øjeblikket. Og selvom vi har lange udsigter til at trække vejret dybt ned i maven igen, så synes jeg alligevel det hjælper, at få tegnet et lidt mere konkret billede af, hvad vi laver. Giver det mening? Måske det ikke gør. Men det gør for mig…

Husk at pas på jer selv og hinanden, ikke?

2019 i bøger

Long time no see – som sædvanlig. Det er næsten blevet en form for tradition, at jeg altid lige checker ind i januar i det nye år og fortæller, at jeg stadig lever… For det gør jeg altså. Lever. I bedste velgående. Men der er godt nok sket meget, siden jeg i sommers skrev mit sidste indlæg herinde! Ikke nok med at efteråret bød på 2 x studiejob og en flytning, så brugte jeg også efteråret på at skrive et speciale, der (sørgeligt nok) ikke ville skrive sig selv, hvilket vil sige, at nu sådan set er færdig med min uddannelse… eller, jeg mangler stadig at få min karakter (så jeg håber ikke, jeg jinxer det med dette indlæg) – men så er det i princippet farvel til 5,5 års studietid og sammenlagt 20 år i uddannelsessystemet. Dét er godt nok mærkeligt, og det er vist også noget, jeg arbejder med at prøve at forlige mig med her i januar, hvor jeg føler, jeg går rundt i et form for limbo.

Nå, men det var slet ikke dét, jeg ville snakke om – for hvis jeg kender mig selv ret, så kommer jeg til at snakke rigeligt om det, når min karakterer endelig dukker op, og jeg ender med at bruge en hel dag på at se tilbage på alle årene der gik og blive helt nostalgisk. Næ, det ville jeg ville snakke om (og viser je) var dette smukke syn, som muligvis er den bedste måde, at starte det nye år på:


Alle de bøger, jeg har læst i 2019! What do you say? Vi ved jo alle sammen, at den allervigtigste årsopgørelse er, hvor mange bøger, man har læst i det forgående år, og i 2019 har jeg altså læst 25 bøger. For at sætte det lidt i kontekst og forstå, hvorfor jeg har et så stort behov for at vise jer det, så er det altså fordi, at det muligvis er det største antal bøger, jeg længe har læst på ét år (hvor ingen bøger har været nogle, jeg har været tvunget til at læse). Ikke nok med, at jeg har nået mit læse-mål på 12 bøger for året, så har jeg fuldført mit mål med 208%, siger Goodreads! Hvem skulle nogensinde have troet, jeg havde det i mig efter så mange år, hvor jeg absolut intet har læst? Hvor har jeg fået motivationen fra? … Altså, udover fra min podcast Den Rette Hylde, hvor vi tvinger udfordrer hinanden til at læse hver uge.

Men jeg tror ikke, at det kun har været podcastens fortjeneste. 2019 har både været et år, hvor jeg faktisk har haft lyst til at læse, og også et år der har budt på mange rigtig gode læseoplevelser med en håndfuld – for mig – ukendte forfatterskaber, som jeg tænker, jeg skal udforske mere i 2020! Særligt blev Sally Rooneys bøger én af de helt store oplevelser, men også Call me by your name af Andre Aciman (lad være med at læse den nye 2’er til den, Find Me, til gengæld), Hungerhjerte og Karen Fastrup, Og sådan blev det af Maren Uthaug og Everything I know about love af Dolly Alderton står stadig tydeligt i min hukommelse… Årh altså, dem ville jeg gerne læse for første gang igen! Men forhåbentligt byder 2020 på ligeså mange, og måske endnu flere, af de store læseoplevelser. Det kunne jeg i hvert fald godt bruge! Først skal jeg dog lige tage mig sammen til at åbne en bog igen… Hvorfor er det egentlig altid så svært at åbne den første side?

 

P.S. Og hvis der er nu er nogle, der har lyst til at anbefale mig en bog – eller bare dele det bedste, de har læst i 2019 med mig – så fire away!

Noget af det bedste jeg ved!

Som jeg måske har nævnt et par gange eller to herinde, så er der sket meget det sidste stykke tid. Uni, rejser, besøg og festival. Men nu er der lidt mere ro på det hele, og det betyder også, at der endelig har været tid til at min podcast partner-in-crime Sissel og jeg endelig kunne optage et nyt afsnit af vores podcast Den Rette Hylde (at jeg så rejser til Italien i to uger lige om lidt er en anden historie… men bare rolig, vi har styr på det og lagt planer)! Til jer der ikke ved, hvad jeg fabler om, er det er ugentlig podcast min veninde Sissel og jeg laver i et mere eller mindre desperat forsøg på rent faktisk at få læst nogle bøger. I podcasten snakker vi derfor om alle de bøger vi (ikke) får læst, og prøver at finde vores rette hylde mellem ambitiøs ønskelæsning og travl hverdag (- jeg er stadig stolt af den intro!).

Vi startede  podcasten i februar sidste år, fordi vi var trætte af, at livet netop gik så voldsomt hurtigt, at det blev på bekostning af vores læsning… men i dag kan jeg stolt (faktisk!) fortælle, at jeg – selvom vi har holdt pause og jeg har haft virkelig meget at se til – har fået læst hele fem bøger. Ærligt tror jeg ikke, jeg ville have gjort dét før vi startede podcasten. Det var som om, jeg havde brug for et spark bagi og en motivation til at genintegrere bøgerne og læsningen i min hverdag, som jeg fik, da vi en sen februaraften satte os foran mikrofonen og indspillede vores allerførste afsnit. Vildt! … Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de gode historier, jeg (måske) er gået glip af de seneste par år, hvor læsningen ikke har været min førsteprioritet.

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad jeg dog har brugt tiden på at læse  (og alt muligt andet, der er sket – både på den litterære og personlige front!), så kan du lytte til vores allernyeste afsnit her (eller på iTunes, Spotify og… you know the drill – søg og du skal finde!):

Perfekt til en solskinsgåtur! Eller hvor man nu lytter til podcasts… Jeg håber i hvert fald, vi lyttes – det kunne være så hyggeligt! For hvis der er én ting, jeg har fundet ud af, siden jeg begyndte at krænge mit litterære indre ud i folks øregange, så er det, at dét at lave podcast (i det allerbedste selskab, might I add!) er noget af det bedste jeg ved!

Hello from the July siiiiiiideeeee

Åh, juni… du gik hurtigt! Inden jeg fik set mig om, var det pludselig juli. Men juni var en god måned. Jeg afleverede først og fremmest min sidste (!) eksamensopgave på uni nogensinde og kan stolt annoncere, at jeg bestod den. Så… next stop speciale? Som forøvrigt også gik igang i juni. Altså min kontrakt. Jeg har endnu ikke åbnet en bog eller skrevet ét ord ned, men det skal nok gå!

Til gengæld har min juni været præget af min beslutning om at holde ferie, så jeg harnydt det gode vejr en masse, og så bød måneden (og min mor) også på en tur til det tyske for at besøge min søster, der er på udveksling i Berlin, hvor jeg ikke kunne lade være med at ønske, at jeg selv kunne komme afsted én gang til. Der er et eller andet helt specielt over det. Også selvom der nogle gange gik lidt hverdag i det hele. Åh altså… men det var en god tur! Og så gik det ellers hjemad til sommerferierengøring og sorteringsvanvid (fordi… der sker snart spændende ting, der kræver, jeg har ryddet semi op i mit liv!), og en Roskilde festival, som jeg næsten er kommet ovenpå igen efter. Det er som om, jeg hvert år glemmer, hvor hårdt det egentlig er. Selvom det er hyggeligt og festligt. Kan det være, det bliver udlignet af søde mennesker og god musik? Det var der i hvert fald masser af. Måske jeg skriver et indlæg om det bedste. Måske jeg ikke gør. Men Aurora var fantastisk, og Maggie Rogers en drøm.

Og nu sidder jeg bare her efter det hele. 11 dage inde i juli. Og om 6 dage forsvinder jeg igen – denne gang til varme, venner og vin i Italien. Jeg tror, det bliver godt. <3

Så there you go, en kort opsummering fra mit liv. Jeg håber, I har det godt!

KATTEMENNESKE – OG ANDRE FORTÆLLINGER af Kristen Roupenian

Hvis jeg skulle udpege én bog, der har domineret de sociale medier det sidste lange stykke tid, så ville jeg vælge Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Af en eller anden grund blev jeg ved med at støde på dens rødlige forside, anmeldelser af novellerne og artikler om, at Roupenian er en af nutidens litteraturs stærke stemmer. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at læse den og se, hvad det var folk snakkede om.

Kattemenneske er en novellesamling, hvis 12 noveller alle omhandler og leger med magtbalancen i forhold. Om det så er mellem mand og kvinde, mor og datter eller veninde og veninde – Roupenian kommer vidt omkring i sin skildring af, hvordan mennesker påvirker og interagere med hinanden som fx parret i Slemme fyr, der manipulerer deres ven, eller hovedpersonen i Bidt, der mere end noget andet har træng til at bide sin kollega, eller personen i Hvad hjertet begærer, der indespærrer og udnytter sin drømmemand – på magisk vis.

Hvis jeg skulle beskrive min læseoplevelse ville jeg først og fremmest sige velskrevet – men ubehagelig. Alle novellerne, trods deres forskellige udgangspunkter, fremkaldte på hver sin måde en form for forargelse i mig, og nogle gange kunne jeg slet ikke være i min krop og måtte udbryde et stort “EJ!” midt i min læsning. Kattemenneske bevæger sig hele tiden på grænsen mellem at være for meget og helt tilpas i sine noveller, og det er en hårfin grænse, som Roupenian virkelig mestrer. Op til flere gange havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue konsekvenserne af karakterernes handlinger, men alligevel læste jeg videre – både af nysgerrighed (for er det ikke altid det lidt ubehagelige og uhyggelige, man bliver draget af?), men også fordi at alle 12 noveller indeholder virkelig spændende historier, man slet ikke har lyst til at kunne spejle sig i, men måske alligevel på en måde kan i de nuancerede karakterskildringer, der aldrig er helt sort og hvide.

Alt i alt endte Kattemenneske, som iøvrigt er min første ‘rigtige’ novellesamling jeg har læst(!), med at blive en stor læseoplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Dels fordi jeg nu ved, hvad det er, folk har snakket om siden årsskiftet, men også fordi den bare er virkelig velskrevet og en virkelig stærk samling af noveller.

Kattemenneske – og andre fortællinger af Kristen Roupenian. Originaltitel: You Know You Want This. Udgivet på dansk af Gyldendal (2019). 250 sider.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen